Birger Munk Olsen om de romerske klassikere i middelalderen (9.-12. årh.)

For at markere afslutningen af storværket om studiet af de romerske klassikere i det 11. og 12. årh.s Europa (1982-2020), har CMLs leder (LBM), interviewet forfatteren, prof. emer. Birger Munk Olsen. I de fem store bind (to af dem delt i to bind hver) har Munk Olsen registreret og analyseret samtlige eksisterende latinske håndskrifter af de 57 mest kendte klassiske romerske forfattere (op til c. 200 e.v.t.). Men ikke alene er det en systematisk analyse af håndskrifter og tekster eller tesktdele (bind 1-2), men også et omfattende studie af periodens bibliotekshistorie (bind 3), og praksis for kopiering og filologisk behandling af teksterne (bind 4). Det netop udkomne bind 5 afrunder og opdaterer arbejdet op til 2017. Værket vil blive stående som et uomgængeligt udgangspunkt for alle der interesserer sig for periodens intellektuelle kultur, litterære inspirationer, bog- og bibliotekshistorie, den klassiske filologis historie, studier i de enkelte forfatteres reception m.m.m.

[1)• LBM: Kan du forklare lidt om hvordan du fik den oprindelige idé til værket? Jeg véd at du skrev om John af Salisbury allerede i slutningen af 1960erne, så jeg formoder at idéen om en systematisk undersøgelse af alle relevante kopier af klassikerne lå i forlængelse af en interesse i at belyse det 12. årh.s Renæssance, særligt i Frankrig måske? Blev idéen så udviklet i løbet af 70erne, og registreringsarbejdet påbegyndt allerede i begyndelsen af 1970erne?

BMO: I 60’erne beskæftigede jeg mig faktisk meget med John of Salisbury og var fascineret af hans udsøgte sprog og stil og af hans indgående kendskab til den antikke littratur, som han citerer og kommenterer ved enhver given lejlighed i sine værker. Det gav mig lyst til nærmere at undersøge de klassiske latinske forfatteres rolle i samtidens kulturliv. Den bedste tilgang forekom mig at være de bevarede håndskrifter, der kunne give værdifuld viden om deres udbredelse og om hvordan man studerede dem. I slutningen af 60’erne lancerede Robert Dale Sweeney et storstilet projekt for et Catalogus Codicum Classicorum Latinorum. Det skulle udelukkende bygge på de eksisterende håndskriftkataloger og ordnes efter de nutidige biblioteker, efterhånden som materialet blev excerperet. Det ville naturligvis spare tid for filologer på jagt efter håndskrifter af en bestemt forfatter. Men fremgangsmåden bragte næppe noget nyt, og oplysningerne, især i ældre kataloger, er ofte mangelfulde eller direkte forkerte, f. eks. hvad angår dateringerne af håndskrifterne. Det forekom mig derfor mere hensigtsmæssigt at gå direkte til håndskrifterne i den udstrækning det var muligt og at ordne stoffet efter forfattere og eventuelt værker, således at hver sektion indledes med en bibliografi over teksternes overlevering og en liste over incipit og explicit, som der kan refereres til i beskrivelserne. Med denne opstilling er der dog et problem, idet en stor del af håndskrifterne indeholder tekster af to eller flere klassiske forfattere. I sådanne tilfælde må man skelne mellem to typer af håndskrifter. Dels kan de være homogene, kopieret i samme skriptorium og på nogenlunde samme tid. Her kan man operere med en hovednotits, der giver en samlet kodikologisk beskrivelse af håndskriftet, og med binotitser der referer til hovednotitsen. Dels er der de såkaldte samlingshåndskrifter, der består af kodikologiske elementer, definerede som enheder der har kunnet optræde selvstændigt og som sikkert oftest har gjort det. Hvis de er homogene,  behandles de som homogene håndskrifter, med mindre det drejer sig om forskellige forfattere. Mange af disse samlingshåndskrifter er iøvrigt rent vilkårligt sammensat, idet især senere bibliotekarer, for at spare, har sat en ære i at sammenbinde tilfældige håndskrifter og fragmenter, ofte men ikke altid fordi de har samme format. 

        Der var naturligvis ingen grund til at konkurrere med bibliotekernes håndskriftkataloger, der medtager alt hvad der har relation til håndskriftet uanset kronologi. Det eneste relevante var at gå arkæologisk til værks ved, så vidt det var muligt, at beskrive håndskriftet som det fremstod før det 13. årh., og ved at eliminere alt det der var kommet til senere og som er uden interesse for en synkron undersøgelse. For ikke at forvirre den uforberedte læser har jeg dog gjort enkelte undtagelser, der alle er anbragt mellem skarpe parenteser; det drejer sig især om senere tilføjede læg eller folier og om oplysninger der kan bidrage til at lokalisere håndskriftet, f. eks. ex libris og provenienser. I beskrivelserne af håndskrifterne har jeg lagt særlig vægt på de oplysninger der ikke kan udledes af en mikrofilm eller en digitaliseret reproduktion: målene for format og layout og opbygningen af håndskriftet i læg og folier. Desuden har jeg markeret med tegnet √ begyndelsen af et kodikologisk element; det kan f. eks. være nyttigt når man skal identificere et håndskrift med en artikel i et biblioteksinventar, da det ikke sjældent sker at man bytter om på elementernes rækkefølge ved senere indbindinger. En stor fordel ved en arkæologisk tilgang er at man kan samle og beskrive under ét membra disiecta, der ofte er spredt på flere biblioteker, endda i forskellige lande. Hvert membrum betegnes således med et græsk bogstav, der anføres ved alle folieangivelser.

        Også bibliotekshistorien er et uundværligt komplement til at belyse, omend meget partielt, hvilke klassiske håndskrifter der var til disposition i perioden. Max Manitius har gjort en stor indsats i sin Handschriften antiker Autoren in mittelalterlichen Bibliothekskatalogen fra 1935, hvor han for hver forfatter, land efter land og i kronologisk orden, har reproduceret alle relevante omtaler i inventarer fra hele middelalderen. I min tilgang til emnet har jeg foretrukket at tage bibliotekerne ét for ét i alfabetisk orden. Dels har jeg registreret de håndskrifter som et bibliotek har ejet eller som dets skriptorium, ifølge den nyeste forskning har kopieret, dels har jeg, når det har efterladt inventarer, citeret de relevante artikler og identificeret de bevarede hånndskrifter der svarer til beskrivelserne.

[2]• LBM: Hvordan var forholdet på det tidspunkt mellem din uddannelse i romanistik, og så interessen for klassisk filologi og for palæografi og middelalderlig boghistorie? Var det noget du udviklede af egen interesse allerede mens du studerede? Var der nogen særlig inspiration for dig til at specialisere dig i 11. og 12. årh.s palæografi?

BMO: Faktisk har jeg kun delvist fået en uddannelse i romanistik. Efter studentereksamen i 1954 studerede jeg to år på Københavns Universitet med fransk som hovedfag og latin som bifag og endte med at tage forprøven i fransk. Da jeg fandt at det var mere hensigtsmæssigt at studere fransk i Frankrig, var jeg så heldig at blive sendt til Lycée Malherbe i Caen, der dengang holdt til i Abbaye aux Hommes, en af de få gamle bygninger der var blevet skånet under bombardementerne i 2. Verdenskrig. Her gik jeg i Première supérieure, også kaldet Khâgne, der er en forberedelsesklasse til adgangskonkurrencerne til Les grandes écoles inden for humaniora. I Frankrig var det  dengang kun muligt at studere fransk på et højere niveau sammen med græsk og latin, idet de tre discipliner vejede lige meget. I 1957 blev jeg optaget på den fornemme École Normale Supérieure i Rue d’Ulm, hvor jeg under de bedste betingelser og med et fremragende bibliotek ved hånden, fulgte det obligate studiecursus og endte i 1961 med at tage agregationen, der er en landsdækkende konkurrence til visse stillinger i det franske undervisningssystem. Jeg valgte dog at vende tilbage til Danmark. Her fik jeg en af de første amanuensisstillinger i fransk og underviste især i fransk middelalder og Renæssance. Undervejs skrev jeg min disputats om et oldfransk emne, der blev forsvaret på Sorbonne i 1963. Fra 1964 til 1966 var jeg videnskabelig assistent på Det danske Institut i Rom, der dengang holdt til i Via Zanardelli, nær ved Piazza Navona. Her lærte jeg italiensk og benyttede lejligheden til at studere på det jesuitiske Pontificia Università Gregoriana, hvor al undervisning dengang udelukkende foregik på latin, og hvor jeg fik dispensation fra at bære præstedragt, der ellers var obligatorisk.  Jeg studerede middelalderlig kirkehistorie, teologi, diplomatik, paleografi samt retorik og endte med at få diplom som pavelig tolk og translatør i latin, en eksamen som jeg desværre aldrig fik brug for, da  den katolske kirke netop på det tidspunkt gik over til folkesprog.  Jeg arbejdede også meget på Vatikanbiblioteket og blev optaget på Scuola vaticana di paleografia, der blev ledet af fagets nestor Giulio Battelli og hvor man havde alle Vatikanets håndskrifter til rådighed. I 1974 fik jeg et professorat i romansk sprog og litteratur, men blev i 1983 overført til Institut for græsk og latinsk middealder og senere, ved sammenlægning, til Institut for klassisk filologi.

[3]• LBM: Værkets kronologi er meget præcis, og det er selvfølgelig en af dets store styrker – et synkront perspektiv på teksthistorie, som du skriver i bind 1, i modsætning til den lange kronologi som enkeltstudier af klassikerreception normalt beskæftiger sig med. Fokus er tydeligt på det 11. og 12. årh, men læseren er ligeså godt hjulpet med håndskrifter og hjælpetekster fra det 9. og 10. årh., hvilket gør at kronologien egentlig godt kan beskrives som 800-1200. Skyldes grænsen ved 1200 oprindelig ønsket om at belyse det 12. årh.s Renæssance, eller var der også et mere praktisk aspekt, fx en klarere palæografisk, boghistorisk eller litteraturhistorisk skillelinie her (fx at efter 1200 bliver oversættelser af klassikerne en meget vigtigere kilde til receptionshistorien)? Mht til de to kronologier – 800-1000 + 1000-1200 – kunne jeg også godt tænke mig at spørge dig om hvorvidt du synes det er rimeligt at tale om en ”genopdagelse” af klassikerne i det lange 12. årh. – fx c. i perioden c. 1050-1200? Uden de karolingiske kopier ville vi næppe have besiddet de fleste klassiske tekster, men uden opblomstringen i det sene 11. og i det 12. årh. kunne denne karolingiske arv også nemt være gået tabt?

BMO: Helt i beyndelsen satsede jeg på et synkront studie af det 12. årh., men mente dog at det 11. hang så meget sammen med dette at det også måtte tages med. Deraf titlen på værket L’étude des auteurs classiques latins aux xi^e et xii^e siècles. Senere indså jeg også at det var umuligt at behandle det 11. og 12. årh. fyldestgørende uden at tage hensyn til hele den foregående periode. Bortset fra de gamle palimpsesthåndskrifter, som man ikke kunne tyde og som blev bevaret på grund af teksterne i det øvre skriftlag, var håndskrifterne blevet flittigt brugt af de følgende generationer, der havde kopieret dem, annoteret dem, indføjet accessus, forbedret teksterne og kompletteret dem som var blevet mutile. Det blev således et langt tidsrum for en synkron undersøgelse, men jeg har forsøgt at skelne mellem de forskellige hovedperioder. Codices latini antiquiores, der er udførligt beskrevet i Lowes katalog, er mere summarisk behandlet og har en selvstændig nummerering med et forudgående A, medens håndskrifter efter 800 har en fortløbende nummerering markeret med henholdsvis B for den første hovedperiode og C for den anden. B-gruppen er ligeledes markeret med en mindre skrift indtil bd. III, 2. Jeg havde ingen anelse om at materialet ville vise sig så omfattende og at jeg ville ende med at nå op på over 3.500 håndskrifter, kodikologiske elementer og fragmenter. Men har man sagt A må man også sige B. Iøvrigt er det et uopnåeligt ideal at ville udarbejde et komplet katalog, idet der hele tiden dukker nyt materiale op, f. eks. fragmenter der bliver fundet ved restaureringer af indbindinger eller håndskrifter der ligger upåagtede hen i private samlinger. Der er sikkert også en del håndskrifter  der fejlagtigt er dateret til det 13. eller endda til det 14. årh., især i ældre kataloger, men selv om jeg har tjekket er stor del af pergamenthåndskrifterne med disse dateringer, er det umuligt at få alle med.

        Når jeg standser med det 12. årh. skyldes det flere årsager. Først og fremmest ville  materialet være svulmet op til det uoverskuelige, hvis jeg havde fortsat, så den opgave overlader jeg til kommende generationer, hvis de synes det er relevant. Dernæst sker der fra det 13. årh. en radikal ændring af undervisningssystemet med universiteternes stigende betydning og en radikal ændring af formen og indholdet af undervisningen, der kommer til at ligge langt fra den foregående tids ideal om en almen humanistisk dannelse. Endelig må jeg tilstå at jeg finder større æstetisk tilfredsstillelse ved den smukke og let læselige karolingiske og prægotiske skrift end ved den gotiske, der præger det 13. århundredes håndskrifter.

        Jeg er ikke sikker på om man kan tale om en egentlig genopdagelse af klassikerne i det. 12. årh. Takket være de foregående århundreders indsats fandtes næsten alle teksterne overalt i rimelig mængde, således at deres overlevelse var sikret. I den forbindelse må det 9. årh. vel anses for det mest betydningsfulde. I det 6. og 7.. årh. synes interessen for de klassiske tekster og kopieringen af dem at have været stærkt reduceret, i hvert fald har vi ikke bevaret et eneste håndskrift fra denne periode. Der har sikkert også været store tab, og det er symptomatisk at mange af teksterne går tilbage til en enkelt archetypus. De karolingiske lærde måtte derfor udfolde store anstrengelser for at finde frem til de interessante tekster og dem de fandt var ofte i en meget ringe stand: de manglede begyndelsen eller slutningen, som er de mest sårbare, eller de havde indre lakuner, ligesom der ofte var byttet om på læg eller folier. Der krævedes således i mange  tilfælde en betydelig tekstkritisk indsats at få sat skik på teksterne Man må f. eks. beundre korrektørerne i de to ældste håndskrifter af Corpus Leidense, en samling af en række af Ciceros filosofiske skrifter. Ud fra en håbløst rodet archetypus, der tilsyneladende hurtigt gik tabt, måtte de identificere værkerne, reetablere rækkefølgen og komplettere Topica, der manglede nogle folier. Hvad de mutile håndskrifter angår, søgte man overalt efter komplette eksemplarer og sommetider havde man held med sig. Det lykkedes f. eks. Lupus af Ferrières at udfylde de to store lakuner i sit eget eksemplar af Ciceros De inventione, men med stort besvær og ved at udradere passager, tilføje folier og benytte margenerne. Men ofte måtte man vente længe på at et komplet eksemplar skulle dukke op, og i mange tilfælde er teksterne forblevet mutile den dag i dag. En anden vanskelighed var at ikke alle forlæg var kopieret i capitalis eller i uncial, men i uvante skrifter, som det var svært at tyde, så kopisterne begik ofte fejl eller måtte efterlade blanke passager i håb om at en mere kyndig kunne udfylde dem. Hvorom alting er, blev alle disse tekster kopieret i den smukke og let læselige karolingiske skrift, som gjorde det let for eftertiden at benytte dem. 

        Et godt kriterium for at måle den klassiske litteraturs indflydelse er dens rolle i skoleundervisningen. Den gav eleverne en kulturel ballast, som ikke kunne undgå at præge dem og som de kunne trække på livet igennem. Efter den elementære undervisning, der bl. a. omfattede læsning af Disticha Catonis og, fra det 11. årh., af Homerus Latinus, havde man fra antikken overtaget traditionen med artes liberales, der bestod af to dele: trivium og quadrivium. Set fra et klassisk synspunkt var grammatica den vigtigste disciplin i trivium. Her læste man, foruden grammatikker som Priscians Institutiones grammaticae, litterære værker, der skulle lære eleverne at beherske det latinske sprog og forberede dem til studiet af Biblen og kirkefædrene. Det 9. årh. havde en udpræget forkærlighed for de kristne digtere som Arator, Juvencus, Prosper, Prudentius og Sedulius. Den eneste klassiske undtagelse var Virgil, der til gengæld spillede en central rolle og fandtes i næsten alle tidens skolebiblioteker. I langt mindre omfang forsøgte enkelte fremskridtsvenlige lærere sig med andre klassiske digtere. Fra det 10. årh. skete der en gradvis udvidelse af den klassiske skolekanon (curriculum), der nåede sit højdepunkt i det 12. med alle de ti auctores maiores repræsenteret, de otte digtere: Horats,  Juvenal, Lukan, Ovid, Persius, Statius, Terents og Virgil, og de to prosaforfattere: Cicero og Sallust. De blev alle kopiret i et stort antal eksemplarer; dog havde Ciceros moralske skrifter (De amicitia, De senectute og De officiis) lidt  sværere ved at slå igennem. Til gengæld mistede de kristne digtere deres betydning og blev sjældent kopieret, men mange biblioteker havde naturligvis et større forråd fra gammel tid. Ud fra de bevarede håndskrifter er det muligt at skimte visse ændringer i moden: medens Juvenal og Persius nåede deres højdepunkt i det 10. og 11. årh., fik Lukan, Statius og især Sallust en markant opblomstring i det 12.; også Ovid gjorde sig gældende, men det synes især at have været private lærere, der allerede fra det 11. årh. har bidraget til hans popularitet. Det var naturligvis totalt urealistisk at skulle læse alle disse værker, især med den grundighed man normalt lagde for dagen, så læreren måtte træffe et valg enten blandt sine favoritter eller ud fra hvad biblioteket havde til rådighed. Efter de bevarede inventarer at dømme var der i det 12. årh. kun tre biblioteker, hvor alle ti auctores maiores var repræsenteret ved litterære værker: Michelsberg i Bamberg, Christchurch i Cambridge og St Cuthbert i Durham.  Desuden var det sjældent at man læste en tekst fra ende til anden; som det fremgår af gloseringerne nøjedes man gerne med begyndelsen og med udvalgte passager.

        For at kunne bruge de klassiske tekster med udbytte i undervisningen var det nødvendigt med kommentarer, der redegør for sproglige problemer og for realia. Som det var tilfældet med selve teksterne, lykkedes det de karolingiske lærde at opstøve et betragteligt antal antikke og senantikke kommentarer, der dækkede alle auctores maiores undtagen Sallust og Ovid. De mere originale bidrag er mindre iøjnefaldende: De mest navnkundige kommentatorer var Heiricus af Auxerre, hvis arbejder vi dsværre kun har et indirekte kendskab til, og hans elev Remigius af Auxerre, som man har tilskrevet flere kommentarer, mest sandsynligt en kommentar til Disticha Catonis og en accessus til samme tekst. Omkring Virgil var der dog en betydelig aktivitet, der bl. a. førte til dannelsen af de såkaldte Corpora Vergiliana. Ud over argumenta og vitae, indeholder de excerpter fra kommentarer og alskens digte, især fra Anthologia latina, der kaster lys over Virgil og hans værker. Man fandt også på at kopiere Servius som en marginalkommentar, selvom det ikke var uden problemer at få de to tekster til at passe sammen. I det 12. årh. dalede interessen lidt for de antikke og senantikke kommentarer; i hvert fald blev de sjældnere kopieret, men bibliotekerne havde stadig mange ældre eksemplarer, som man kunne ty til. Til gengæld kom der fra slutnigen af det 11. årh. et væld af nye , mere eller mindre originale kommentarer til alle auctores maiores. De fleste er anonyme, men vi har godt kendskab til flere produktive kommentatorer som Manegold (af Lautenbach?), Anselm af Laon, Arnulf af Orléans og Fulco af Orléans; de to sidste var især specialiserede i Ovid. Samtidig florerede de så kaldte accessus ad auctores, der tidligere hovedsageligt havde været kendt gennem Servius’s indledning til sin Æneidekommentar. De giver, oftest efter et bestemt skema som hos Servius, eleven de oplysninger om forfatter og værk der nødvendige før læsningen af teksten. De blev forfattet og kopieret i hundredvis og blev brugt dels som indledninger til kommentarerne, dels som selvstændige tekster, der ofte blev indført i ældre håndskrifter for at bringe dem ajour. Især fra Sydtyskland og Norditalien har har vi også store samlinger af accessus ad auctores, hvor et værk undertiden er genstand for to eller flere forskellige behandlinger.

        Det 12. årh. markerer sig også ved andre innovationer. Det tættere layout og den mindre skriftstørrelse, der vandt frem i denne periode, gjorde det muligt at kopiere et stort antal tekster i et enkelt volumen af ræsonnabel størrelse. Det benyttede man sig bl. a. af til at samle alle de tekster man kunne finde frem til af en produktiv forfatter. For Cicero er der flere anonyme samlinger, men vi kender også de store corpora som skyldes Wibald af Stavelot, hvis anstrengelser vi delvist kan følge gennem hans korrespondance med  Rainald af Dassel, og Wilhelm af Malmesbury, hvis samling desværre først er overleveret i et håndskrift fra det 15. årh. Ovid måtte vente til slutningen af århundredet før henholdsvis ni og ti af hans digte er samlet i to franske håndskrifter. Le Bec-klostrets inventar fra midten af århundredet beskriver ganske vist et bind, der indeholder ”Omnes libri Ouidii excepto magno [Metamofoserne] et de fastis”, men det er svært at vide hvad bibliotekaren har forstået ved ”Omnes libri”. Det mest bemærkelsesværdige tilfælde er nok Senecas. Medens man i de tre foregående århundreder højst havde sammenstillet nogle få værker, kom der fra begyndelsen af det 12. årh., i takt med hans voksende popularitet, et væld af store corpora senecana, som kombinerer hans filosofiske skrifter, de apokryfe tekster og Controversiarum excerpta af Seneca Rhetor enten integralt eller i uddrag. 

        En lignende tendens til at samle viden giver sig udtryk i de store florilegier som Florilegium Gallicum, Florilegium Angelicum og Florilegium Duacense, der er bevaret i flere eksemplarer og versioner og som forsætter rmed at blive kopieret og udbygget i de følgende århundreder. De  kombinerer i forskellig grad uddrag af kristne og hedenske tekster og især de to første udmærker sig ved at inkludere uddrag af lidet kendte værker. De er ofte blevet kategoriseret som skoleantologier, men selv om auctores maiores også er repræsenterede i rigt mål, bærer de bevarede håndskrifter ikke præg af at have været brugt i et klasseværelse; de er snarere bestemt til at bibringe de videbegærlige læsere en almen dannelse og især en elegant stil, som det explicit fremgår af forordet til Florilegium Angelicum.

[4]• LBM: Et andet punkt hvor dit projekt klart skiller sig ud, er den omfattende europæiske geografi. Du har utrætteligt opstøvet det mindste relevante fragment i den mest ubetydelige, dårligt registrerede eller vanskeligt tilgængelige samling, og det samlede værk bliver derfor en sjælden og beundringsværdig registrering og analyse af en fælles latinsk europæisk arv. Du udforsker en bogverden der i princippet omfattede hele det pavelige / latinske Europa – altså mere end ”Vesteuropa”. Men når dette er sagt, så stammer langt størstedelen af dit studiemateriale fra den rigeste og mest befolkede del af Europa i en linie fra Sydengland over Nordfrankrig, Rhinområdet til Norditalien (alle i bred forstand). Der er også glimt fra den iberiske halvø, Levanten, nord- og det østlige Centraleuropa, Sydfrankrig og Syditalien, men vil du være enig i at sige at dine analyser klart dokumenterer at det var den ”rige linje” fra Canterbury til Rom som var den latinske lærdoms centrum i det 11. og 12. årh.?

BMO: Kulturelle centre opstår af demografiske, politiske, økonomiske eller religiøse årsager eller også fordi markante personligheder har haft en afgørende indflydelse. De kan være mere eller mindre langvarige og dække et større eller mindre område. De udmærker sig ved en intens litterær, intellektuel og kunstnerisk produktion og deres dynamik afspejler sig undertiden i en hurtigere udvikling af folkesproget og af skriften, der f. eks. i Normandiet i det 11. og 12, årh. er langt mere avanceret end i det øvrige Frankrig. 

        Fælles for de vesteuropæiske lande og områder var den katolske religion, der medførte at de var underlagt paven i Rom og den pavelige administration. Det resulterede i en enorm cirkulation af gejstlige på alle niveauer. Der var således rigeligt med anledninger til at knytte kontakter og til at opbygge nyttige netværk. Denne cirkulation manifesterer sig også ved udvekslinger af håndskrifter, herunder de klassiske, der ikke sjældent endte langt fra deres oprindelsessted. Det er således  vanskeligt at studere et enkelt land eller område uden at tage hele Vesteuropa med. Kontakten er naturligvis stærkest i de områder der grænser op til hinanden, hvilket kan føre til kæder af kulturområder som den linje du nævner.

        Det materiale vi har til rådighed, synes at vise at de kulturelle strømninger kun i mindre grad er nået til de perifere områder, selvom de var en del af den katolske kirke med alt det som dette indebar og selvom der må have været en vis form for undervisning i artes liberales. For de nordiske lande har vi f. eks. ikke bevaret et eneste klassisk håndskrift skrevet på stedet. Danmark kan dog fremvise en Justin og en Valerius Maximus fra det 12. årh., som tilhørte Absalon, ærkebiskop i Lund, og som han testamenterede til cistercienserklostret Vor Frue i Sorø, men den første er bevisligt kopieret i et nordfransk cistercienserkloster og den anden, der brændte i 1728, har sikkert haft samme oprindelse. For Ungarns vedkommende er det eneste håndgribelige vidnesbyrd et biblioteksinventar i et diplom fra slutningen af det 11. årh. fra Pannonhalma. Det nævner ”III Catones”, ”Inuectiue Ciceronis” og ”Lucanus”, men ingen af disse kopier er bevaret. I sin bog Latin Classics in Medieval Hungary: Eleventh Century fra 2004, har Elöd Nemerkényi dog fremlagt flere indirekte vidnesbyrd om tilstedeværelsen af klassikere i Ungarn, så det er muligt at tabene har været store.

        Et geografisk perifert område behøver dog ikke at være kulturelt tilbagestående. Det gælder f. eks. Syditalien, hvor mange klassiske håndskrifter er blevet kopieret, især i Bari og omegn i slutningen af det 11. årh., og hvor der var mange betydningsfulde klostre, ikke mindst Monte Cassino, der har en særlig plads. I anden halvdel af det 11. årh. og i begyndelsen af det 12., under abbederne Desiderius og Oderisius, søgte man, ligesom i det 9. årh., efter håndskrifter i områdets gamle biblioteker, der må have eksisteret endnu, og man fandt en række unikke værker af forfattere som Apuleius, Frontin, Seneca, Tacitus og Varro. Men mærkeligt nok synes disse værker ikke at være nået uden for klostrets mure, i hvert fald er de ikke blevet kopieret andetsteds før længe efter det 12. årh,, måske fordi Monte Cassino var ret isoleret, måske fordi de, bortset fra Frontins De aquis urbis Romae, var kopieret i beneventansk skrift, der kunne have skræmt de uindviede. Også andre mere udbredte klassiske værker har særegne læsemåder, der gør det vanskeligt at anbringe dem i et stemma og at føre dem tilbage til kendte archetyper.

[5]•LBM: Afgrænsningen og fremgangsmåden blev fastlagt allerede i 1970erne, formoder jeg, så det ville være spændende at høre både om ”støbeformen” undervejs gav anledning til justeringer, og først og fremmest, hvilke resultater der overraskede dig mest? Det overblik du har formået at skabe må være forskelligt på mange punkter fra det du kunne ane da projektet begyndte?

BMO: Før jeg kastede mig ud i en større undersøgelse, var det naturligvis nødvendigt at udtænke en detaljeret plan. Jeg fastlagde de kronologiske rammer og udvalgte 57 klassiske forfattere, der dels er de ældste, dels dem som middelalderen anså for at være de ældste. Jeg måtte også fastlægge hvad der var vigtigt at søge efter i håndskrifterne og hvordan beskrivelserne i kataloget skulle bygges op. Undervejs er der for så vidt ikke sket ændringer, bortset fra at jeg fra bind III, 2 har lagt større vægt på glossarer, der var nyttige hjælpemidler for studiet af teksterne.

        Det der har overrasket mig mest er nok det store antal håndskrifter der er bevaret og mangfoldigheden af kommentarer og accessus, hvoraf en stor del forinden havde været upåagtede. 

[6]• LBM: Som sagt er værket en fantastisk dokumentation og analyse af en særlig europæisk kulturarv, men det er også en global kulturarv i dag, eftersom i det mindste en lille del af håndskrifterne befinder sig uden for Europa og bliver taget vare på af ikke-europæiske institutioner; men jo først og fremmest fordi Vergil, Ovid, Cicero osv i dag er en global kulturarv, som vi kan takke lærde fra perioden c. 800-1200 for at vi overhovedet kan læse i dag. Hvordan ser du på det – er det mest en europæisk eller mere en global arv vi har at gøre med her?

BMO: Det var vel først en kulturarv i Italien og til en vis grad i de romaniserede lande. Fra karolingertiden blev det gradvist en vesteuropæisk kulturarv og de sporadiske spor af klassisk lærdom vi finder uden for Vesteuropa skyldes sikkert hovedsageligt vesteuropæere, der af forskellige grunde opholdt sig på de pågældende steder. Byzants synes dog, omend i mindre grad, at have bevaret et nært forhold til den romerske litteratur, og Maximus Planudes oversatte f. eks. i det 13. årh. flere klassiske værker til græsk, bl. a. to digte af Ovid. Efterhånden bredte interessen for oldtidens kultur sig til praktisk talt alle lande i den vestlige kulturkreds: de indførte undervisning i latin og græsk både på skole- og på universitetsniveau og deres forfattere lod sig i vidt omfang inspirere af klassiske temaer. Også et større antal klassiske håndskrifter, kopieret i Vesteuropa og bevaret i middelalderen i vesteuropæiske biblioteker, er blevet spredt for alle vinde, også uden for Europa. Det skyldes for en stor del velstående bibliofiler, som Sir Thomas Phillipps, der gennem tiderne har opkøbt næsten alt hvad der var at finde på det frie marked og som har solgt eller oftest doneret deres samlinger til offentlige biblioteker. Det er især USA der har draget fordel deraf, og næsten 50 af de håndskrifter der indgår i mit corpus findes nu på amerikanske biblioteker. Den klassiske kulturarv er således på alle måder blevet global. Desværre er der i det sidste halve århundrede sket en gradvis reduktion af de klassiske fags rolle i skole- og universitetsundervisningen, men denne nedgang kompenseres mærkeligt nok af en mere intens forskning inden for området. Mens L’année philologiquefra begyndelsen har  kunnet klare sig med et enkelt bind om året, har man fra 2016 måttet gå over til to store bind for at kunne rumme de 15.141 notitser for bidrag skrevet f. eks i 2018 af forskere fra næsten alle lande – og så er den ikke engang komplet.

[7]• LBM: For dem der ikke er middelalderforskere, men interesseret i den klassiske filologis historie, er det måske bind 4 – med sine to meget substantielle dele om henholdsvis det filologiske arbejde med teksterne og produktionen af indledninger, kommentarer, illustrationer osv – der vil komme som den største overraskelse. Der er vel stadig en tendens til at springe middelalderen over og gå direkte til humanismen i det 14. og 15. årh, når man studerer klassikerreception. Men med dine studier er det blevet tydeligt hvor meget vi skylder de lærde mellem ca. 800 og 1200, også selv om de arbejdede under vanskelige forhold, og jo egentlig brugte en masse krudt på tekster som ikke var strengt nødvendige for deres primære interesser. Tror du det er muligt på denne baggrund at få omskrevet standardfortællingen som mange stadig repeterer fra humanisterne selv – at den klassiske tekstarv havde været negligeret indtil deres egen heroiske indsats?

BMO: Det er iøjnefaldende at der har været en tendens til at springe middelalderen over, i hvert fald den tidligere middelalder. Rudolf Pfeiffers History of Classical Scholarship går f. eks. fra den hellenistiske tid (1968) til Petrarca (1976) og Thaddäus Zielinski i sin store bog om Cicero im Wandel der Jahrhunderte (1897) erklærer ligefrem at der ikke er nogen grund til at beskæftige sig med middelalderen, da der ikke sker noget særligt. Derimod er der et væld af spændende detailstudier, som jeg, sammen med det der kan udledes af håndskrifterne og af samtidige vidnesbyrd, har brugt til at udfylde lakunen med en syntetisk fremstilling i bind IV, 1. Det omfatter fortolkningen af teksterne, tekstkritikken og attributionskritikken.

        Det er velkendt at Renæssancen betragtede midddelalderen som en mørk og barbarisk periode, der stod i skarp kontrast til dens egen lysende tid. Det forhindrede den dog ikke i at søge efter gamle tekster i kloster- og domkirkebiblioteker og i at efterligne den karolingiske minuskel, især vel som den fremstod i det 11. årh.s håndskrifter, til at skabe dens humanistiske skrift. Middelalderen endte dog med at blive rehabiliteret og med at få sine renæssancer, ganske vist med lille begyndelsesbogstav. Det var vel Jean-Jacques Ampère der som den første, i midten af det 19. årh., slog til lyd for en karolingisk renæssance og en renæssance der begynder i slutningen af det 11. årh. Den karolingiske renæssance er senere blevet delt op i flere: i deres bog Maîtres et élèves au Moyen Âge fra 2006 opererer f. eks. Pierre Riché og Jacques Verger med hele tre: 8.-9. årh., 9. årh. og 10.-11. årh.; den sidste er også blevet kaldt den ottonske renæssance og har Gerbert af Aurillac som bannerfører. Ampères anden renæssance blev slået fast med syvtommersøm af Charles Homer Haskins i hans skelsættende bog The Renaissance of the Twelfth Century fra 1927. De fire  århundreder fra det 9. til det 12. bliver således en lind strøm af renæssancer, der gør det vanskeligt at finde en periode, der står udenfor. Især ud fra samtidige pessimistiske udsagn har Riché og Verger dog identificeret en nedgangstid i midten af det 11. årh., præget af en negativ holdning til den hedenske litteratur, men denne nedgangstid synes ikke helt at afspejle sig i antallet af kopierede tekster.

 [8]• LBM: Jeg kan ikke lade være med at tænke på at dit projekt kunne være en model også for den middelalderlige overlevering af græske tekster, hvor billedet jo er temmelig tilsvarende, med en blomstring i det. 9. årh, og en intensivering og fordybelse i flere tekster i det 11. og 12. årh. Burde man ikke finde nogle specialister til at udføre det samme for den græske klassiske tekstarv som du har gjort for det latinske? Hvordan skulle det evt skæres? antallet af eksisterende håndskrifter er helt sikkert mindre, og et skel ved omkring 1200 er nok mindre oplagt af flere grunde?

BMO: Det ville uden tvivl være meget nyttigt, men man må gøre sig klart at forholdene i de to områder er vidt forskellige, i hvert fald for perioden før det 13. årh. Der er således langt færre klassikerhåndskrifter fra Byzants end fra Vesten. Medens man finder 25 latinske tekster af 12 forskellige forfattere, der er overleveret i mere end 50 eksemplarer, må man sætte minimumsgrænsen til tre for at nå op på 25 græske tekster, og der er kun fire der er bevaret i mere end ti eksemplarer. Udviklingen er ligeledes forskellig, idet antallet er støt stigende i Vesten og når sit højdepukt i det 12. århundre, mens der er flest græske håndskrifter fra det 10. årh., lidt færre fra det 11. og langt færre fra det 12. Det er dog svært præcist at datere håndskrifter fra dette århundrede, især da man i tidligere kataloger og studier mente at papirhåndskrifter måtte være senere, men papiret dukkede op i Byzants allerede i det 11. årh. og blev almindeligt anvendt i det 12. Det er bemærkelsesværdigt at poetiske tekster, der spillede en stor rolle i den vestlige skolekanon, er så sparsomt overleverede. Det er kun Homers Iliade der når op på 19 eksemplarer, men det er langt under de næsten 200 eksemplarer, vi har af Virgils Æneide. Det er et åbent spørgsmål hvorfor der er så få græske klassikerhåndskrifter. En væsentlig grund er sikkert at klostrene, der spillede en afgørende rolle i Vesten, kun i ringe grad – om overhovedet – beskæftigede sig med undervisning i hedenske forfattere. Der var henvist til private skoler, som sikkert ikke har været særligt talrige. De klassiske bogsamlinger blev således bygget op af lærde lærere, som Arthas i det 9. årh., der skaffede sig bøger ved lån eller gennem professionelle kopister. Det er også muligt at der har været større tab end i Vesten på grund af krige og plyndringer, ikke mindst i forbindelse med korsfarernes erobring af Konstantinopel i 1204 og Osmannernes invasion i 1453. Det er således signifikant at af de 99 hedenske værker der er analyseret i Photius’s Bibliotheca er de 60 gået tabt eller kun overleveret i ukomplette kopier. Det forhindrede dog ikke at den kristne litteratur, der sikkert for størstedelen er blevet kopieret i klostrenes skriptorier, er langt rigere overleveret. Vi har f. eks. hundredvis af kopier af Johannes Chrysostomos’s værker fra perioden. Det er sandsynligt at de følgende århundreder byder på et langt rigere materiale, men det har jeg ikke studeret nærmere.

 [9]• LBM: Siden det første bind udkom i 1982 har tilgængeligheden af håndskrifter ændret sig radikalt, idet mange af dem nu findes i mere eller mindre gode online reproduktioner. Samtidig er det nok blevet vanskeligere at få lov til at se håndskrifterne in situ, så du er helt sikkert den som – i fortiden eller i fremtiden – vil have studeret langt flest ved selvsyn. Det giver selvfølgelig din dokumentation en helt særlig vægt, men udviklingen har også stillet dine læsere i en bedre situation, da man ofte kan se og sammenligne håndskrifter online, med guidning fra dit katalog og dine analyser. Hvordan ser du selv dit værk i et sådant mediehistorisk perspektiv?

BMO: Det er sandt nok. I begyndelsen var bibliotekerne i reglen meget liberale med at stille deres håndskrifter til rådighed for forskerne, og var der et maksimumsantal per dag var det normalt meget rimeligt og svarede til hvad man kunne overkomme. Efterhånden kom der dog flere og flere begrænsninger. Når man f. eks. på Bayerische Staatsbibliothek i München bad om fragmenter af en bestemt forfatter, fik man hele pakken og måtte finde sig til rette på grundlag af summariske håndskrevne lister. Senere kunne man kun få udleveret et enkelt fragment ad gangen med et maksimum på ti per dag. Da der indgår over hundrede fragmenter i mit corpus, ville det således kræve mere end to uger, især da mange af de gamle dateringer måtte verificeres. Det må dog sige at der nu er kommet mere orden i tingene med Hermann Haukes og Wolfgang Valentin Ikas’s store trebindskatalog, der dog først er kommet i 2013, hvor arbejdet var gjort. Efterhånden som bibliotekerne begyndte at mikrofilme deres samlinger og senere at digitalisere dem på CDRom eller på nettet, blev det mere og mere kompliceret at få adgang til originalerne, som ellers er absolut nødvendige for en kodikologisk undersøgelse. Man måette forinden aflevere eller indsende udførlige og velbegrundede ansøgninger, der langt fra altid blev imødekommet. Jeg har været så heldig at det kun er sket to gange at jeg er blevet nægtet adgang til en original. Den første var endda på Bibliothèque nationale de France, hvor en nidkær bibliotekar havde opdaget at jeg havde set det pågældende håndskrift en enkelt gang flere år forinden og mente at jeg havde slidt nok på det. Den anden gang var på Arxiu de la Corona de Aragó i Barcelona, der netop var flyttet til sit nye sæde og havde fået ny direktør. Han meddelte mig kategorisk at man længe inden skulle indsende en detaljeret ansøgning og at der højst blev givet to-tre tilladelser om året. Til alt held havde jeg nogle år forinden i ro og mag kunnet studere alle de håndskrifter jeg ville under en mere liberal direktion og i det gamle Palacio del Lloctinent.

        Da undersøgelsen i vid udstrækning bygger på håndskrifterne, er det naturligvis vigtigt at studere så mange som muligt ved selvsyn. Jeg har været så heldig at en meget stor del af indsamlingen af materialet er foregået i den gode tid. Ud over længere ophold i Paris, Rom og naturligvis København, har jeg haft en betydelig rejseaktivitet: dels deltog jeg i en række kongresser og symposier, bl. a. under European Science Foundation, dels var jeg medlem af en lang række internationale organisationer, og i forbindelse med hvert møde arrangerede jeg om muligt for egen regning nogle ekstra dage, der blev brugt til biblioteksbesøg. Desuden var jeg fra 1972 til 1974 tolk i fransk og italiensk for det Europæiske fællesmarked, og det førte mig vidt omkring. Europaparlamentet havde f. eks. dengang sine mødelokaler i Bruxelles i en bygning lige over for Bibliothèque royale Albert 1^er, så jeg kunne benytte enhver lejlighed til at smutte over gaden, og når der pludselig var brug for mig, var kollegaerne så venlige at vifte med en hvid klud fra vinduet. Det er således lykkedes mig at studere praktisk talt alle relevante håndskrifter på de ti biblioteker der har de største klassiske samlinger og som tegner sig for mere end halvdelen af mit materiale, nemlig i degressiv orden Bibliothèque nationale de France i Paris, Biblioteca apostolica vaticana, Bayerische Staatsbibibliothek i München, British Library i London, Biblioteca Medicea Laurenziana i Firenze, Universiteitsbibliotheek i Leiden, Burgerbibliothek i Bern, Bodleian Library i Oxford, Österreichische Nationalbibliothek i Wien og Bibliothèque royale Albert I^er i Bruxelles. For de håndskrifter som jeg ikke har haft mulighed for at se, har jeg kunnet gøre brug af de righoldige mikrofilmssamlinger der er tilvejebragt af Institut de recherche et d’histoire des textes i Paris og i Orléans. Men der resterer naturligvis et par procent af håndskrifterne, for hvilke jeg har måttet ty til sekundærlittteratur og trykte eller utrykte kataloger. Man vil sikkert kunne bebrejde mig at jeg ikke systematisk har henvist til de digitaliserede reproduktioner på nettet, men dels var en stor del af arbejdet gjort før disse blev almindelige, dels skifter webadresserne forbløffende hyppigt og der dukker til stadighed nye op. En løsning ville være at der blev udarbejdet en selvstændig liste på nettet, der løbende kunne ajourføres.

  [10]• LBM: Tilsidst må jeg spørge dig om de romerske klassikere selv. Du har brugt mange kræfter på Cicero som jo er repræsenteret ved så mange tekster, kopier, kommentarer osv, og også Vergil, Lucan, Horats, Seneca og Statius har jo efterladt sig omfangsrige og komplekse spor i det 11. og 12. årh. Tør man spørge om du har haft en særlig fornøjelse af én af disse forfattere – enten fordi du kan lide forfatterskabet eller fordi det har været særligt spændende at følge deres skæbne i det 12. årh.s Renæssance?

BMO: Personligt har jeg nok mest affinitet til Horats, som det altid er en fornøjelse at læse. De mest spændende forfatterskaber er vel dem der har haft størst indflydelse og som man har arbejdet mest med i middelalderen, og her må Virgil afgjort gøre sig fortjent til en førsteplads.