Skip to main content

Hvad fører uddannelsen til?

Som civilingeniør i sundheds- og velfærdsteknologi har du tværfaglige kompetencer, der bl.a. gør dig til brobygger mellem borgere, sundhedspersonale og teknologiske løsninger.

Du vil fx kunne få job som:

  • projektleder
  • rådgiver
  • konsulent
  • udviklingsingeniør
  • formidler/underviser.

Du kan fx arbejde inden for:

  • Forebyggelse
    Du kan fx udvikle software, der kan forebygge forkerte siddestillinger eller musseskader – og som måske kan fungere via brugerens webcam. Programmet vil så kunne kommunikere med brugeren, når vedkommende sidder forkert – og motivere til at sidde rigtigt!
    Ideen er, at du via teknologi påvirker folks adfærd og dermed forebygger diverse skader. Det handler om individuelle løsninger, der interagerer med brugeren. 
  • Diagnosticering
    Du kan arbejde med intelligent billedanalyse af fx MR- og CT-scanninger samt brug af kunstig intelligens til diagnosticering på baggrund af patientdata.
  • Genoptræning/rehabilitering
    Her arbejder du med at udvikle computerassisteret genoptræning fx et træningsspil a la wii-fit, eller du kan udvikle genoptræningsapparater med et intuitivt interface og indbygget intelligens. Skal man fx genoptræne et hoftebrud, kan man forestille sig et træningsapparat, som i samarbejde med en fysioterapeut bliver specifikt tilpasset brugeren.

  • Pleje
    Specialiserer du dig i pleje, kan du være med til at udvikle hjælpemidler, der kan gøre borgere mere uafhængige, og som sikrer en værdig tilværelse ved hjælp af robotter og andre højteknologiske løsninger.

  • Telemedicin – lægelig bistand over afstand
    Her taler vi om at udvikle forskellige nye kontaktformer mellem læger og patienter. Allerede nu kører der forskellige forsøg, hvor patienter kan kommunikere med læger eller sygeplejersker uden at forlade eget hjem. I stedet kommunikerer de via en skærm. Det giver frihed, fleksibilitet og øget livskvalitet.

Kompetenceprofil

Hvad er det egentligt, der vil gøre dig særligt attraktiv på jobmarkedet, hvis du tager en uddannelse i sundheds- og velfærdsteknologi? For en arbejdsgiver ER du dine kompetencer. Derfor giver vi dig her et overblik over, hvad du får af kompetencer: almene og specifikke for sundheds- og velfærdsteknologi.



Mød Jackline som arbejder hos Psykiatrien i Region Syddanmark

Mød Daniel som arbejder i virksomheden Liva Healthcare