Udvikling af teknologier og intelligente systemer, der kan øge livskvaliteten hos både syge og raske, unge og ældre
Aldrig før har der været så stort et fokus på velfærd og teknologi blandt borgere og politikere. Derfor kan du på SDU læse til civilingeniør i sundheds- og velfærdsteknologi. Du kobler viden om menneskets anatomi, fysiologi og biomekanik i kombination med viden om teknologi, IT og mekanik.
Som civilingeniør i sundheds- og velfærdsteknologi vil du fx kunne designe robotter, der kan hjælpe med genoptræning af mennesker, som er syge eller har været udsat for en ulykke. Du kan også arbejde med kunstig intelligens fx til billeddiagnosticering, herunder scanning. Du specialiserer dig i enten RoboMedic eller Sundheds-IT.
Med den viden, du får på uddannelsen, kan du være med til at gøre mennesker mere selvhjulpne, trygge og mobile ved fx at udvikle telecare-løsninger, robottoiletter, patientkufferter, interaktive skærme mv. Du kan også være med til at lægge fundamentet for en mere effektiv behandling ved at understøtte klinikkernes arbejde med beslutningsstøttesystemer, elektroniske patientjournaler mv. Under studiet lærer du, hvordan man udvikler teknologiske løsninger inden for mange områder, herunder robotteknologi, sensorteknologi, GPS, Informations- og Kommunikationsteknologi og medicinsk billedbehandling. Dette giver mange nye muligheder for både syge og raske, unge og ældre.
Uddannelsen hed tidligere velfærdsteknologi.
Skab udvikling og gør en forskel
Du bliver en nøgleperson, når der skal udvikles nye måder til at hjælpe ældre, mennesker med sygdom eller handicap. Det vil give vores samfund andre veje til at skabe omsorg for mennesker, som har brug for ’varme hænder’.
Et andet arbejdsområde er fitnessverdenen, hvor du kan bidrage med nye, sjovere og mere effektive træningsmetoder og -maskiner. Du kan fx være med til at skabe en helt ny industri, hvor robotteknologi gør genoptræning til en leg. Du kan også komme til at arbejde med certificering af medicinsk teknologi, så vi som samfund kan levere sikre og gode løsninger til brug både i hjemmet og på hospitalerne.
Projekt- og forskningsbaseret læringsmiljø
Du bliver en del af et studiebaseret og samarbejdende læringsmiljø, hvor du arbejder i projektgrupper. Du og dine medstuderende har selv ansvaret for at planlægge og gennemføre projekter – til rette tid. Vi lægger vægt på, at du løser problemstillinger fra det virkelige liv. Projektoplæggene kommer som regel fra virksomheder eller forskere.
Alsidige karrieremuligheder
Uddannelsen giver dig en række karrieremuligheder både i Danmark og i udlandet. Du kan få job i både den offentlige og private sektor, hvor teknologi og sundhed møder mennesker.
Du kan fx udvikle intelligent teknologi til forebyggelse, diagnosticering, telemedicin, genoptræning/rehabilitering og pleje. Du kan også arbejde som projektleder, hvor du bruger din tværfaglige viden til at bygge bro mellem teknologier og sundhedssektoren. Du kan endvidere arbejde med certificering af medicinsk teknologi og hjælpemidler, så det bliver godkendt til sikker brug af mennesker.