Hvad kan jeg blive? Hvad fører uddannelsen til?
Med en bachelorgrad i Matematik kan du opstille, gennemføre og fremstille matematiske ræsonnementer inden for matematikkens grunddiscipliner. Derudover kan du tankegange og fagudtryk fra grundlæggende matematiske discipliner. Endelig kan du analysere og vurdere teoretiske og praktiske problemer med henblik på anvendelse af en egnet matematisk model, og formidle matematisk tankegang.
Som matematiker kan du derfor både anvende eksisterende matematiske analysemetoder og udvikle nye metoder til løsning af komplekse problemstillinger.
Banker, forsikringsselskaber, IT-firmaer og andre højteknologiske virksomheder efterspørger medarbejdere med disse kompetencer. Især i stillinger, der kræver analyse af meget omfattende datamængder, foretrækker mange arbejdsgivere at ansætte matematikere på grund af de analytiske kompetencer, uddannelsen giver.
Undervisningskompetence
Hvis du kombinerer Matematik med et sidefag både på bachelor- og på kandidatdelen af din uddannelse, kan du opnå kompetencer til at undervise på gymnasieniveau i både Matematik og dit sidefag.
Som matematiker kan du også få job som underviser på tekniske skoler, professionshøjskoler og andre uddannelsesinstitutioner.
5 eksempler på jobtitler
- Forsikringsmatematiker
- Gymnasielærer
- Analysespecialist
- Trafikanalytiker
- Forsker
21st century skills
Med en naturvidenskabelig uddannelse på SDU får du kompetencer som er større end din faglige viden.
Uanset hvilken naturvidenskabelig uddannelse du vælger, bliver du ikke kun en dygtig biolog, fysiker eller datalog. Du får også det vi kalder 21st century skills. Det betyder at du som en del af undervisningen lærer at igangsætte og gennemføre projekter. Du lærer hvordan man går analytisk til værks og tænker kritisk fra start til slut i en proces. Du vil opleve at du i løbet af din uddannelse udvikler dine kreative evner, og at du bliver dygtig til at forestille dig nye løsninger på problemer og opgaver.
Du bliver også skrap til at planlægge din tid og til at arbejde godt sammen med andre. Du lærer nemlig at kommunikere klart og at dele ud af din viden på en måde så andre lytter og forstår dig.
I løbet af din studietid bliver 21st century skills en naturlig måde for dig at løse opgaver på. Senere vil du opleve at du får gavn af kompetencerne i dit arbejdsliv – uanset om du vælger at blive en højtspecialiseret biomediciner, gymnasielærer, selvstændig iværksætter inden for kemi eller matematiker med en international forskningskarriere.