Kombiner erhvervsøkonomi med erhvervssprog
Vil du arbejde i internationale virksomheder eller organisationer, hvor opgaverne krydser både nationale og sproglige grænser?
Bacheloruddannelsen International erhvervsøkonomi med fremmedsprog er for dig, der ønsker at kombinere erhvervsøkonomi med sprog og samtidig ønsker at gøre det i et internationalt studiemiljø. Bacheloruddannelsen giver dig en lokalt forankret, men internationalt orienteret uddannelse, der dækker marketing, management, økonomi, organisationspsykologi, entrepreneurship, fremmedsprog (dansk/tysk og engelsk), kulturvidenskab og interkulturel kommunikation. Uddannelsen kombinerer dermed samfundsvidenskab og humaniora.
Uddannelsen giver dig internationale erhvervskompetencer, som er efterspurgt af virksomheder og organisationer med internationale aktiviteter i en række forskellige brancher og sektorer. Uddannelsen sætter dig i stand til at bidrage til problemløsning og identificere organisatoriske styrker og svagheder såvel som markedsrelaterede udfordringer og muligheder. Sammen med de erhvervs- og samfundsøkonomiske kurser får du en grundlæggende viden om sprog, kommunikation, informationsteknologi og erhvervsretlige forhold. Det giver dig kompetencer til at analysere og løse en bred vifte af opgaver i nationale og internationale virksomheder.
Et internationalt studiemiljø
Du bliver del af et internationalt studiemiljø, hvor du læser sammen med tyske og danske medstuderende, og du har både danske og tyske undervisere. Uddannelsen er udviklet i samarbejde med Europa-Universität Flensburg, og undervisningen foregår både på SDU’s campus i Sønderborg og Europa-Universität Flensburgs campus i Flensborg. På studiet beskæftiger du dig med tre sprog - engelsk, tysk og dansk - med udgangspunkt i konkrete, internationale sammenhænge, hvor sprogene bruges. Undervisningssprog i de fleste discipliner er engelsk. Derudover er der fælles kurser inden for de økonomiske og samfundsvidenskabelige på tysk, dansk og engelsk.
Uddannelsen er enestående, fordi den har rødder på begge sider af den dansk-tyske grænse. Det giver et studiemiljø og et studieliv, som af natur er internationalt, og den opnåede bachelorgrad giver dig unikke jobmuligheder i både Danmark og Tyskland, Danmarks største samhandelspartner.
Bacheloruddannelsen i International erhvervsøkonomi med fremmedsprog giver dig direkte adgang til kandidatuddannelsen cand.merc.int, og du har også mulighed for at vælge mellem en række andre kandidatuddannelser.
Alle studerende bliver indskrevet ved både SDU og Europa-Universität Flensburg (EUF). Her skal du være opmærksom på, at EUF opkræver et semestergebyr fra alle studerende. Gebyret, som alle EUF-studerende skal betale hvert semester, dækker bl.a. gratis offentlig bustransport i Flensborg samt tog- og bustransport i Slesvig-Holsten og Hamborg.
3 gode grunde...
-
Du bliver del af et internationalt studiemiljø, hvor du læser sammen med tyske og danske medstuderende og har både danske og tyske undervisere.
- Du får unikke internationale karrieremuligheder, da kombinationen af erhvervsøkonomi og sprog og det internationale studiemiljø giver dig kompetencer, der er efterspurgte i organisationer og virksomheder lokalt, regionalt og internationalt.
- Der er mulighed for studieophold i udlandet på uddannelsens tredje år (5. semester). Når du er færdig, får du både en dansk BSc-grad og en tysk BA-grad. Du bliver altså Bachelor of Science og Bachelor of Arts på samme tid!