På IT Camp for piger får du blandt andet mulighed for at lære at programmere i programmeringssproget Python og at lave din egen hjemmeside gennem spændende og lærerige workshops. Du får også indblik i hvad man lærer på bacheloruddannelsen i Kunstig intelligens. Du møder flere af de studerende og underviserne på it-uddannelserne på SDU, og du får mulighed for at opleve hvordan hverdagen og studielivet på en it-uddannelse på SDU ser ud.
Du får indblik i hvordan IT er grundlaget for stort set alt, lige fra udvikling af produkter til strukturer i samfundet. Og du oplever hvor vigtigt IT er for menneskers liv og hverdag. Campen består af workshops og praktiske øvelser ved studerende og undervisere fra SDU. Du får også mulighed for at møde spændende kvinder der arbejder i IT-branchen.
Ud over en masse faglige input og læring er IT Camp for piger et arrangement hvor vi fokuserer på det sociale og på at have det sjovt. Du vil være omgivet af jævnaldrende, og vi vil gøre vores bedste for at skabe en hyggelig camp.
ITCamp for piger er for dig der er på 1., 2. eller 3. årgang på HHX, STX, HTX, HF, EUX, IB eller har sabbatår. Du behøver ikke have prøvet at programmere før for at deltage. Du skal medbringe din egen computer og al din nysgerrighed.
Campen er tilrettelagt af uddannelserne Datalogi, Kunstig intelligens, Software Engineering (civilingeniør) og Software Engineering (diplomingeniør).
Tid og sted
Lørdag 1. marts 2025 kl. 10.00 til søndag 2. marts 2025 kl. 16.00.
Syddansk Universitet
Campusvej 55
5230 Odense M
Overnatning og forplejning
Vi tilbyder gratis overnatning på Danhostel Odense City (lige ved siden af Odense Banegård Center) og transport til/fra overnatningsstedet til de deltagere som har behov for og lyst til det. Når du tilmelder dig, bedes du vælge om du ønsker deltagelse med eller uden overnatning. Overnatning er inklusiv håndklæde og sengelinned. Der vil være fuld forplejning begge dage, og det er gratis at deltage!
Program
Programmet for IT Camp for piger 2025 er foreløbigt, og der kan forekomme ændringer.
Lørdag 1. marts
- 10.00 - 10.10: Ankomst til SDU – Vi mødes ved indgangen til Det Tekniske Fakultet, Moseskovvej 67 (åbner SDU Maps i et nyt vindue)
- 10.10 - 11.00: Velkomst og introduktion – Vi starter campen med at lære hinanden bedre at kende
- 11.00 - 12.30: HTML-workshop – skab din egen hjemmeside (med 5 minutters pause undervejs)
- 12.30 - 13.30: Frokost med SDU-studerende
- 13.30 – 15.00: Programmering i Python (med 5 minutters pause undervejs)
- 15.00 - 15.30: Eftermiddagspause med kage
- 15.30 - 16.15: Rundt på SDU med de studerende
- 16.30 - 17.15: Besøg af seje kvinder med it-jobs (15 minutter til oplæg og 5 minutter pr. gæst til spørgsmål)
- 17.30 - 18.30: Middag på SDU
- 18.30-19.30: Hygge og quiz med de studerende
- 19.30-20.00: Transport fra SDU til Danhostel Odense City
Søndag 2. marts
- 8.30 - 9.00: Transport fra Danhostel Odense City til SDU
- 9.00 - 9.45: Morgenmad på SDU med de studerende
- 9.45 - 11.30: Kunstig intelligens-workshop (med 5 minutters pause undervejs)
- 11.30 - 12.30: Frokost med de studerende
- 12.30 - 14.15: Scratch workshop – leg med blokprogrammering (med 10 minutters pause undervejs)
- 14.30 - 15.30: Q&A – Samtalecafé med de studerende
- 15.30 - 16.00: Afslutning på campen: Info om uddannelser med bobler og overrækkelse af deltagerdiplom samt evaluering af campen