Hvad kan jeg blive? Hvad fører uddannelsen til?
Med en bachelorgrad i Biomedicin kan du anvende en række laboratorieteknikker, herunder inden for biokemi, molekylær biologi, mikrobiologi og immunologisk analyse. Derudover kan du kombinere de grundvidenskabelige discipliner med de mere anvendelsesorienterede medicinske discipliner, hvor fokus er på den menneskelige organisme. Endelig kan du foretage biomedicinske analyser ved brug af relevante videnskabelige metoder og forholde dig kritisk til videnskabelige teorier og modeller.
Som biomediciner vil du typisk komme til at arbejde med udvikling og kvalitetskontrol i medicinalindustrien, i det offentlige sundhedsvæsen eller i forskningsmiljøer.
Eksempler på jobtitler
- Immunologisk specialist i kosmetikbranchen
- Kvalitetsmedarbejder i medicinalindustrien
- Lægemiddelkonsulent
- Mikrobiolog i analysevirksomhed
21st century skills
Med en naturvidenskabelig uddannelse på SDU får du kompetencer som er større end din faglige viden.
Uanset hvilken naturvidenskabelig uddannelse du vælger, bliver du ikke kun en dygtig biolog, fysiker eller datalog. Du får også det vi kalder 21st century skills. Det betyder at du som en del af undervisningen lærer at igangsætte og gennemføre projekter. Du lærer hvordan man går analytisk til værks og tænker kritisk fra start til slut i en proces. Du vil opleve at du i løbet af din uddannelse udvikler dine kreative evner, og at du bliver dygtig til at forestille dig nye løsninger på problemer og opgaver.
Du bliver også skrap til at planlægge din tid og til at arbejde godt sammen med andre. Du lærer nemlig at kommunikere klart og at dele ud af din viden på en måde så andre lytter og forstår dig.
I løbet af din studietid bliver 21st century skills en naturlig måde for dig at løse opgaver på. Senere vil du opleve at du får gavn af kompetencerne i dit arbejdsliv – uanset om du vælger at blive en højtspecialiseret biomediciner, gymnasielærer, selvstændig iværksætter inden for kemi eller matematiker med en international forskningskarriere.
Se filmen med Carsten
Hvordan ser jobbet og hverdagen ud, når man har læst Biomedicin? Se filmen med Carsten Mamsen Jensen, som er ansat hos Ampliqon i Odense.