Skip to main content

Pernille Tanggaard

Hvorfor blev du forsker?

Jeg er udstyret med en stor nysgerrighed og kan godt lide at fordybe mig. Og jeg er vokset op i et hjem, hvor der blev diskuteret samfundsforhold ved lørdagsfrokosten. Så allerede i 9. klasse vidste jeg, at jeg ville læse sociologi.


Hvilken anden forsker beundrer du mest?

Nu er jeg både rundet af samfundsvidenskabelig og sundheds­videnskabelig forskning, så jeg nævner to forskere. Nemlig engelske Michael Marmot, der har lavet banebrydende undersøgelser om ulige sundhed. Samt den polske sociolog Zygmunt Bauman, som beskæftigede sig med moderniteten og dens konsekvenser.


Hvordan håber du, at andre kan få gavn af din forskning?

Som inspiration til kommuner og lokalsamfund til at bekæmpe uligheden og sætte bæredygtige interventioner i gang, samt at borgerne får større ejerskab for deres sundhed.


Hvad er din største styrke og din største svaghed?

Min styrke er helt klart mit engagement. Når noget interesserer mig, vil jeg vende hver en sten. Til gengæld er jeg ikke ret god kun til bogholderi. Jeg kunne vist aldrig blive revisor.


Hvad laver du i fritiden og i hvilket land tilbringer du helst en ferie?

Jeg dyrker yoga en gang om ugen, og så har vi et sommerhus på Fanø, som vi tager til, når tiden tillader det. Jeg var engang au pair i Italien, og jeg holder stadig meget af landet med dets spændende mad, kunst og kultur. Men ellers bestræber min mand og jeg os også på at besøge lande, vi ikke tidligere har oplevet.


Hvad overvejede du ellers at blive?

Jeg læste kunsthistorie som sidefag, da jeg skrev min ph.d. inden for arbejdsmarkeds­forskning om aftenen på Åbent Universitet. Det gav mig noget helt andet, og jeg spekulerede lidt over, hvordan det ville være at arbejde med kunst, arkitektur og udvikling af sunde rammer.


Hvilket spørgsmål vil du allerhelst finde svar på?

Jeg synes, at det er tankevækkende, at vi i Danmark rent sundhedsmæssigt har så stor social ulighed. Der kan være 10-12 års forskel i levealder mellem to mennesker, der bor blot fem km fra hinanden. Jeg ville gerne finde formlen på, hvordan vi effektivt ændrer dette.


Hvad er det største, som er sket inden for dit felt?

Det biosociale paradigme. At man inden for sundhedssektoren for 50 år siden for alvor begyndte at fokusere på forebyggelse og sundhedsfremme i stedet for kun at tænke i behandling.



Gå tilbage til Gæstehjørnet

Sidst opdateret: 02.06.2021