Skip to main content
DA / EN
Jazzsamlingerne

Jazzens største navne holder til i kælderen på SDU

I hvert fald i form af unikke lydoptagelser, fotos og andre enestående genstande. Jazzsamlingerne ved Syddansk Universitetsbibliotek er kendt i hele verden som et sandt skatkammer for jazzhistorien. Vi tog på besøg i anledning af samlingens bidrag til ny totalt udsolgt jazz-udgivelse.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 28-02-2024

Bulede lakplader fragtet sikkerhedsmæssigt forsvarligt med tog fra Odense til Klampenborg, den virtuose men lidt oversete jazzsaxofonist Don Byas og en eftertragtet luksus-udgivelse fra et af USA’s mest anerkendte jazzpladeselskaber, der allerede er revet væk. Hvad har det alt sammen med SDU at gøre?

Temmelig meget viser det sig, når man møder forskningsbibliotekar Anne Helle Jespersen, der har det faglige ansvar for Jazzsamlingerne på Syddansk Universitetsbibliotek.

For privat skårne lakplader fra bibliotekets unikke Timme Rosenkrantz’ Samling spiller en absolut hovedrolle på det seneste limited edition box set med Don Byas fra New York-pladeselskabet Mosaic Records.

Kort om Timme Rosenkrantz Samlingen

  • Timme Rosenkrantz var en dansk baron, radio- og pladeproducer, som bosatte sig i New York i 1934 midt i jazzens guldalder af swing og bebop, og hans lejlighed på 46th Street West (sangerinden Billie Holidays tidligere hjem) blev et samlingssted for tidens største jazznavne.
  • I sit hjem optog Rosenkrantz en række natlige jam sessions, og nogle af disse optagelser blev broadcastet i Timmes faste radioprogrammer på DR, En halv Timmes Tid, eller i amerikansk radio. De fleste af de i alt 413 lakplader blev imidlertid aldrig udgivet eller spillet offentligt. 
  • Ved Rosenkrantz’ død blev de mange lakplader og hans øvrige samling af musikoptagelser, interviews, radioudsendelser og fotos overdraget til først Det Danske Jazzcenter og i 1997 til Syddansk Universitetsbibliotek efter en ihærdig indsats fra tidligere overbibliotekar Åse Lindahl og musikbibliotekar Frank Büchmann-Møller.   

Historien om det samarbejde begynder tilbage i 2022, hvor Anne Helle Jespersen fik en mail fra den danske jazz-entusiast Nils Winther, som er specialiseret i historiske jazzudgivelser på sit pladeselskab Steeplechase Records.

Winther var blevet kontaktet af Mosaic Records. Det kendte jazzpladeselskab var på jagt efter sjældne optagelser fra 1940’ernes jazzmiljø i New York, da de ville sætte fokus på tidens lidt oversete saxofonist Don Byas på et af deres ikoniske box set med jazzhistoriens mest betydningsfulde navne.

Og Winther vidste – bl.a. fra tidligere udlån - at Jazzsamlingerne på Syddansk Universitetsbibliotek var afgørende, hvis projektet skulle lykkes.

Jazzskatte i kælderen

I kælderen under SDU i Odense står nemlig 413 lakplader, som giver et helt unikt indblik i 1940’ernes pulserende jazzscene i New York. De indgår i bibliotekets Timme Rosenkrantz’ Samling, som er én blandt mange jazzskatte i samlingerne.

Lakpladerne blev skåret hjemme i den danske radio- og pladeproducer Timme Rosenkranz’ lejlighed i New York i 1944-1945. Her mødtes tidens store og ”up-coming” musikere som Thelonious Monk, Stuff Smith og selvfølgelig Don Byas nemlig ofte til natlige sessions og jammede. Langt de fleste af optagelserne er aldrig tidligere blevet udgivet.

Lakplader fra Timme Rosenkrantz Samling

På Syddansk Universitetsbibliotek var der ingen tvivl om svaret på mailen fra Nils Winther hos forskningsbibliotekar Anne Helle Jespersen.

Muligheden for at samarbejde med et af verdens mest respekterede jazzpladeselskaber inden for historiske udgivelser. Det var et af den slags tilbud, man ikke kan afslå.

- For mig er det enormt vigtigt, at vi får formidlet vores helt unikke jazzsamling så meget som overhovedet muligt. Vi arbejder jo fokuseret på, at den skal være tilgængelig for alle – både høj og lav. Det er det, vi er her for, forklarer Anne Helle Jespersen.

En særlig indsats

Men at gøre jazzens klenodier tilgængelige er ikke altid helt ligetil. Særligt ikke når jazzsamlingen i høj grad består af lakplader, spolebånd, vinyler og andre skrøbelige genstande.

Derfor krævede det også en helt særlig logistisk indsats at få de unikke Timme Rosenkranz-indspilninger gjort klar til international udgivelse.

- Nils Winther og jeg brugte en god del af efteråret 2022 på at søge og udvælge musik og fotos til udgivelsen, og så mødtes vi en håndfuld gange på Odense Banegård, hvor jeg kom med en stak lakplader sikkerhedsmæssigt forsvarligt indpakket og overdrog til ham, som så kørte tilbage til sit studie i Klampenborg for at rense og indspille lydfilerne, fortæller Anne Helle Jespersen om det helt særlige udlån til Mosaic Records og uddyber:

- Mange af lakpladerne var så bulede, at han ofte måtte holde pickuppen nede med fingrene for at lykkes med at få lyd ud af de aldrig før offentliggjorte indspilninger med Don Byas.

Flotte anmeldelser

Indsatsen har i høj grad båret frugt efter udgivelsen i december 2023. Ikke blot er første oplag af Classic Don Byas Sessions 1944-1946 allerede fuldstændig udsolgt.

Box settet med 10 cd’er, hvoraf 3 ½ kommer fra bibliotekets jazzsamlinger, har også fået meget flotte anmeldelser med på vejen. Særligt optagelserne fra kælderen på SDU fremhæves:

- En utrolig åbenbaring er den imponerende guldgrube af ikke før offentliggjorte hjemmeoptagelser fra den danske jazz-aficionado Timme Rosenkrantz’ samling. Sessionerne fra Timme Rosenkrantz’ lejlighed er intet mindre end bemærkelsesværdige. Fri for spotlyset og et betalende publikum folder musikerne sig virkelig ud og udforsker og udvikler musikken, lyder det for eksempel i en anmeldelse fra det internationale jazzsite Jazz Messengers.

Mange samarbejder

Bibliotekets samarbejde med Mosaic Records om Don Byas-udgivelsen er blot et af mange eksempler på, hvordan Jazzsamlingerne hele tiden arbejder på at gøre jazzklenodierne bredt tilgængelige. Der lånes dog kun ud til jazzforskere, relevante musikudgivelser og filmproduktioner og ikke direkte til offentligheden fra arkivet.

Tidligere har samlingens interviews med Billie Holidays eksmand været brugt i dokumentarfilmen Billie fra 2019, og smalfilmsoptagelser fra Ben Webster og Dexter Gordons år i København har været med i den danske dokumentarfilm Cool Cats fra 2015.

Og i løbet af 2024 åbner der udstilling på Odense og Vejle Bibliotek og derefter alle folkebiblioteker med tegninger og fotos af jazzmusikere, der ellers holder til i kælderen under SDU.

Yderligere er Syddansk Universitetsbibliotek er i gang med et digitaliseringsprojekt, hvor man scanner de ca. 7-8000 fotos, som Jazzsamlingerne indeholder, og forsyner dem med billedbeskrivelse og metadata med henblik på at gøre billederne tilgængelige online.

Kort om Jazzsamlingerne og Special Collections på biblioteket

  • Jazzsamlingernes grundstamme blev lagt, da biblioteket i juli 1997 modtog en række samlinger fra det daværende Det Danske Jazzcenter, som ophørte. Det omfattede bl.a. Timme Rosenkrantz’ Samling, Ben Websters Samling, Radio Jazz’ Samling og Erik Lindemanns Samling.  
  • Samlingerne er siden udbygget ved køb og donationer, bl.a. med de private samlinger fra Svend Asmussen og Richard Boone samt samlingen af negativer fra fotografen Ole Brask. Samlingerne er placeret på Syddansk Universitetsbibliotek, Campusvej i Odense.  
  • Samlingerne udlånes jævnligt til produktion af dokumentarfilm, fag- og forskningslitteratur og musikudgivelser både nationalt og internationalt.  
  • Gennem samarbejder med regionens central- og folkebiblioteker om bl.a. udstillinger og koncerter arbejdes også vedvarende for, at den unikke kulturarv kommer ud til borgere med interesse i jazz.  
  • Jazzsamlingerne er en del af Syddansk Universitetsbiblioteks Special Collections, der har fokus på arbejdet med de mange særsamlinger, der gennem tiden er indlemmet i universitetsbiblioteket.
  • Særsamlingerne består af større og mindre biblioteker og samlinger, der er indsamlet fra universitetsbibliotekets etablering i 1965 og frem. Størstedelen af samlingerne indeholder trykt litteratur inden for en lang række faglige områder, men omfatter desuden kort og atlas, fotos og småtryk. Se meget mere om bibliotekets samlinger her
  • Vil man gerne vide mere om Jazzsamlingerne og Special Collections, kan man kontakte: SpecialCollections@bib.sdu.dk
Redaktionen afsluttet: 28.02.2024