I dette oplæg sætter vi fokus på innovative business-modeller og -planer, samt hvordan man laver dem. Med udgangspunkt i de forskellige strategier, der benyttes i eksisterende virksomheder og iværksætteri-projekter, viser vi, hvordan virksomheder kan styrke forretningen ved at arbejde med analyser af interne og eksterne forhold f.eks. partnere, aktiviteter og konkurrenceevne.
Vi gennemgår i dette oplæg en modelanalyse af en eksisterende virksomhed, og derudover sætter vi klassen i gang med at udarbejde en business-model til et iværksætteri-projekt. Oplægget kan fokusere på både business-modeller og –planer eller én af delene.
Undervejs kommer vi også ind på, hvordan vi arbejder med business-modeller inden for forsknings- og uddannelsesområdet Engineering, Innovation and Business på SDU.
Læringsmål:
Strategisk forretningsopbygning
Analyse samt opsætning af værdikæder
Opsætning af innovativt miljø
Ledelse af innovationsprocesser
Analyse af markeder og konkurrence evner
Den præcise dato fastlægges i samarbejde. Det afgørende er dog at finde et tidspunkt, hvor vores studerende er klar på at afholde oplægget for jer. Vi gør altid vores bedste for at imødekomme jeres ønsker til dato.
Oplægget varer 1-2 timer, og vores undervisere bestræber sig på at gøre oplægget så aktiverende for gymnasieeleverne som muligt, så der indgår eventuelt små opgaver undervejs.
Vi håber at du, som gymnasielærer, vil deltage aktivt på dagen og hjælpe oplægsholderne med at facilitere øvelser og dialog med klassen. Samt støtte op om afslutningsvis evaluering, så vi løbende kan forbedre vores tilbud.
Pris
Selve aktiviteten er gratis. Dog opkræver vi transportgodtgørelse, hvis vi skal besøge jer udenfor Region Syddanmark. Kommer I til os, afholder I selv transportudgifterne.