Fusion: Det begyndte med en orkan
En vinterstorm i 1999 fik måske indflydelse på den senere fusion mellem SDU og Handelshøjskolecentret i Slagelse
Universitetets rejse fra Odense Universitet til SDU er som bekendt gået over flere fusioner.
En af dem foregik i 2007, hvor Handelshøjskolecentret i Slagelse kom under universitetets vinger.
Og set i bakspejlet havde stormen den 3. december 1999 måske indflydelse på vestsjællændernes valg.
Rektor strandede i Slagelse
Den dag have daværende rektor på SDU, Jens Oddershede, et møde i København. Og på vej tilbage til Odense strandede han på grund af orkanen på et hotel i Slagelse.
-Der faldt jeg i snak med et selskab, som havde julefrokost. Det viste sig at være personalet fra Handelshøjskolecentret, husker Jens Oddershede og tilføjer med et smil:
-Så da den vestsjællandske institution nogle år senere begyndte at lede efter en samarbejdspartner i universitetsverdenen, kendte ledelsen i hvert fald allerede en rektor på Fyn.
Ikke flere fusioner efter 2007
Det var også i 2007, at SDU fusionerede med Statens Institut for Folkesundhed.
Året forinden havde universitetet fusioneret med Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum og etablerede i den forbindelse Det teknisk Fakultet.
Efter 2007 har SDU ikke været involveret i flere fusioner.