Vinder af årets undervisningspris 2020: Ole Graumann
Stort tillykke til Ole Graumann, der blev indstillet til SUND’s undervisningspris af studenterrepræsentanterne i studienævnet for medicin.
Indstillingen er så god, at vi bringer den i sin fulde ordlyd:
”Overlæge Ole Graumann underviser i radiologi på medicinuddannelsen på Syddansk Universitet. Ole er et fagligt fyrtårn med et imponerende og smittende engagement og entusiasme i sin undervisning og vejledning af lægestuderende. Hans evne til at formidle sin forskning og svært fagligt stof er sublim, hvilket over en årrække har afkrævet faglig- og menneskelig respekt blandt de studerende.
Oles evige jagt på at forbedre og forny sin aktiverende undervisning, så den vedvarende er på et ekstraordinært højt niveau, afspejles direkte i de studerende engagement og lyst til selv at yde en ekstra indsats. Hans undervisning formår altid at holde fokus på lægegerningens kardinalpunkt, nemlig patienten og det gode patientforløb, og han formår kontinuerligt at drage relatérbare paralleller til den kliniske hverdag. Denne form for undervisning, på en teoritung uddannelse, er præcis dét, der er med til at motivere de studerende til at holde deres mål for øje.
På en uddannelse med undervisere til mere end 2000 studerende er det svært at skille sig ud, og det er svært at engagere sig i den enkelte studerende. Alligevel er Oles navn kendt og ikke mindst anerkendt netop for hans evne til at trænge ud i alle afkroge af forelæsningssalen og til den enkelte studerende. Oles tilgang og interaktion med de studerende er åben og jordnær og indbyder til faglig sparring og fordybelse. Han finder tiden til at tale med de studerende og står altid klar til at hjælpe.
Ole er det ekstraordinære gode eksempel. Eksemplet der bør følges, og eksemplet der bør hyldes. Derfor indstiller studenterrepræsentanterne fra studienævnet for medicin, Ole Graumann til prisen som Årets underviser på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.”