Skip to main content
Navne

Professor i kræftsygdomme

Overlæge, ph.d. Tine Schytte er udnævnt til professor i onkologi ved Klinisk Institut, SDU samtidig med sit virke som overlæge ved Onkologisk Afdeling på Odense Universitetshospital

Hvis man skal sammenfatte Tine Schyttes forskning i én sætning, må det være ”Improve local control without increasing toxicity”, for når man giver strålebehandling, vil man gerne give så høj dosis så muligt til tumoren, men samtidig mindske dosis til det omkringliggende normale væv. At øge dosis til tumoren øger nemlig sandsynligheden for at få kontrol med tumoren. Derimod gælder det om at undgå stråling på det omkringliggende væv for at mindske risikoen for bivirkninger ved behandlingen.

På Onkologisk Afdeling, OUH, består forskningsgruppen af læger, hospitalsfysikere og stråleterapeuter. Udover samarbejde med dem, har Tine Schytte også et tæt samarbejde med læger i Center for Thorax Onkologi og læger på Kardiologisk Afdeling, begge OUH - og onkologer internationalt i forhold til udvikling af projekter.

Siden 2009 har hun lavet opgørelser omkring lokal kontrol og bivirkninger til helbredende strålebehandling givet til patienter med lokalt avanceret lungekræft. Resultater herfra er implementeret i nationale og internationale kliniske studier, som er lavet i samarbejde med radioterapiudvalget under Dansk Onkologisk Lungekræft Gruppe (DOLG).

Har bragt OUH i front 

Siden 2017 har Tine Schytte været lægelig leder af MR-accelerator-behandlingen på Onkologisk Afdeling, OUH. Her har OUH været helt i front, idet de behandlede den første patient på MR-acceleratoren i oktober 2018; som det 5. center i verden og det første center i Norden. Det er en helt ny måde at give strålebehandling på, idet man dagligt kan lave en ny strålebehandling på apparatet, der er tilpasset til den måde, tumor og normalt væv er placeret ift. hinanden på dagen. Det betyder, man kan mindske de marginer, der skal tage højde for dag-til-dag variationer og dermed mindske omfanget af normalt væv, der bestråles.

Tine Schytte og hendes forskningskolleger har et tæt samarbejde med andre centre i verden, der behandler med samme type maskine, og hun er medlem af den kliniske styrekomite i det internationale konsortium for behandlingen. Desuden beklæder hun også en ledende rolle i det nationale samarbejde omkring MR-accelerator behandling.

Tine Schytte er gift og bor i Odense. Hun har to voksne børn og har netop fået titlen som mormor. Når hun ikke arbejder bruges tiden på havearbejde, cykling, rejser samt god mad og vin i hyggeligt selskab med familie og venner

Mød forskere
Tine Schytte

Professor i onkologi, Tine Schytte

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 03.02.2022