Skip to main content
DA / EN
Adjungeret

Ny adjungeret professor ved Klinisk Institut

Professor Kathleen Seidel er blevet udnævnt som adjungeret professor ved Neurokirurgisk Afdeling U, Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

Kathleen Seidel er pioner indenfor intraoperativ neuromonitorering, og hun har etableret den nuværende enhed for intraoperativ neuromonitorering ved Neurokirurgisk og Ortopædkirurgisk Afdeling på Universitetshospitalet i Bern, Schweiz.

Den intraoperative neuromonitorings-enhed i Bern er i dag vært for adskillige nationale og internationale observatører, og Kathleen Seidel er en ofte inviteret foredragsholder ved intraoperative neuromonitorings-kurser og ved nationale og internationale konferencer. Derudover er Kathleen Seidel aktiv i International Society for Intraoperative Neurophysiology, ISIN.

Intraoperativ neuromonitorering muliggør ofte, at neurokirurgen kan operere mere sikkert og tættere på betydende hjerneområder uden, at det er nødvendigt at udføre vågne neurokirurgiske indgreb. Intraoperativ neuromonitorering betragtes som et vigtigt neurokirurgisk hjælpemiddel ved operation for hjernesvulster, vaskulære operationer og operationer i og ved hjernestammen og rygmarven. 

En styrkelse af neurokirurgisk forskning 

Teknikken er etableret på Neurokirurgisk Afdeling U, Odense Universitetshospital, i tæt samarbejde med Neurofysiologisk Afdeling NF. Intraoperativ neuromonitorering er dog særdeles komplekst og indeholder en række faldgruber.

Eftersom Kathleen Seidler både er neurokirurg og neurofysiolog, vil hun som adjungeret professor fungere som en stor hjælp som underviser og mentor samt vejleder på forskningsprojekter, således teknikken kan blive yderligere implementeret i den kliniske neurokirurgiske dagligdag i Odense og i Danmark.

Kathleen Seidel er en succesfuld forsker og har publiceret ekstensivt i metoden i anerkendte internationale tidsskrifter.

 

Redaktionen afsluttet: 25.11.2019