Ny professor i klinisk Geriatri på SDU og OUH
Overlæge, ph.d. Jesper Ryg er 1. juli 2020 udnævnt til klinisk professor i geriatri i en kombineret stilling mellem Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet og Geriatrisk Afdeling, Odense Universitetshospital
Det geriatriske speciale handler om ældre patienter med komplekse sygdomsbilleder og multimedicinering. Jesper Rygs kliniske professorat fokuserer på fire hyppige problemstillinger for den ældre patient, der alle har stor betydning for deres dagligdag: Fald, kræft, polyfarmaci og skrøbelighed.
Patienter, der falder, har en øget risiko for at falde igen samt at brække knoglerne, og målet med forskningen er dels at identificere risikofaktorer og dels at iværksætte forebyggende behandlinger via innovative træningsformer. I forhold til de ældre patienter med kræft er målet at sikre opretholdelsen af deres funktionsniveau, så de bedre kan tolerere og gennemføre deres kræftbehandling. Da størstedelen af de geriatriske patienter får store mængder medicin øges risikoen for bivirkninger, og samtidig er evidensen for effekten af og til mangelfuld hos denne patientgruppe, hvorfor forskningen både skal afdække mulighederne for medicinreduktion og sikre den manglende evidens. Hos ældre patienter med fysisk eller psykisk skrøbelighed og nedsat funktionsniveau er livslængde og livskvalitet nedsat, så forskningen skal her hjælpe med at identificere patienter i risiko og afhjælpe yderligere forværring.
Jesper Rygs forskning indenfor de fire områder omhandler både registerforskning og kvalitative studier samt kliniske studier, hvor der undersøges nye former for behandlinger eller afprøves om allerede eksisterende behandlinger kan optimeres.
Om Jesper Ryg
Jesper Ryg blev uddannet som læge i 2001 fra Syddansk Universitet. Han forsvarede sin ph.d. omhandlende patienter med hoftenære frakturer og knogleskørhed i 2009 og blev speciallæge i geriatri 2015. Han har i en årrække været tilknyttet SDU som klinisk lektor og været forskningsleder for geriatrisk forskningsenhed siden 2016. Jesper har specielt fokus på at sikre tværfaglighed i forskningen og udviser stort engagement i sin undervisning af studerende. Desuden er han vejleder for talrige specialestuderende, yngre kolleger samt ph.d.-studerende. Jesper Ryg varetager både nationale og internationale tillidshverv og er bl.a. udpeget som dansk medlem i det videnskabelige Europæiske Geriatriske Selskab.
Samtidig med tiltrædelsen som professor i geriatri fortsætter Jesper Ryg som overlæge på Geriatrisk afdeling OUH og som forskningsleder for Geriatrisk Forskningsenhed SDU.
Jesper Ryg er 47 år og privat bor han i Odense med sin hustru, Nina, og deres to drenge, Emil og Anton.