Skip to main content
DA / EN
Adjungeret professor

Ny adjungeret professor

Fernando Godinho Zampieri er for en 5-årig periode blevet udnævnt til adjungeret professor i området ’critically ill patients and enhanced statistical models’ ved KI, SDU. Fernando Godinho Zampieri vil være tilknyttet Forskningsenheden for Klinisk Epidemiologi.

Fernando Godinho Zampieri, 37 år, er cand.med. fra University of San Paulo, Brasilien, i 2005. Han er speciallægeuddannet i intern medicin og intensiv behandling på samme institution i perioden 2006-2010. Forløbet blev afsluttet med hans medicinske PhD-afhandling ’Relationship between acid-base status and inflammation in the critically ill’ i 2017.

Han er ansat som forskningskoordinator ved Hospital do Coração-HCor i San Paulo, hvor han beskæftiger sig med både randomiserede studier og observationelle studier på kritisk syge patienter. Fernando Godinho Zampieris forskningsmæssige hovedfokus er på epidemiologiske kohortestudier af kritisk syge patienter med opgørelse af de prognostiske faktorer, som er af betydning for udfaldet på både patientniveau (herunder præstationsevne og komorbiditet) og på hospitalsniveau (f.eks. evaluering af hvilken betydning organisationsfaktorer har på udfaldet). Han er også en del af den videnskabelige komité for ’the Brazilian Research in Intensive Care Network’. Yderligere er han leder af et randomiseret studie der undersøger udfaldet hos kritisk syge patienter (BaSICS trail) og leder et case-control studie, som har til formål at måle dødelighed efter hospitalserhvervet sepsis. Et af hovedpunkterne i Fernando Godinho Zampieris forskning er hans interesse for brugen af Bayesianske metoder og andre statistiske modeller med det formål at erhverve ny viden baseret på oplysninger fra store datasæt.

Fernando Godinho Zampieri vil blive en del af forskningsaktiviteterne ved Forskningsenheden for Klinisk Epidemiologi, andre kliniske og parakliniske forskningsenheder ved hospitalet samt forskningsgrupper ved Syddansk Universitet. Samarbejdet med Syddansk Universitet er en enestående mulighed for at lave relevant epidemiologisk forskning ved hjælp af det danske sundhedssystems data samt at udvikle samarbejdet mellem Brasilien og Danmark.

Fernando Zampieri
Fernando Zampieri
Redaktionen afsluttet: 07.11.2019