Fejring af forskningen
Research Weeks første dag blev en fejring af forskningen med tiltrædelsesseminar for hele syv adjungerede professorer, prisen for årets ph.d.-poster, kåring af årets hovedvejleder, uddeling af publikationsprisen 2022 og Klinisk Instituts helt nye formidlingspris
De syv adjungerede professorer kan næppe kaldes ”nye”, da enkelte har været tilknyttet Klinisk Institut siden starten af 2020. Covid19 har dog sat en stopper for tiltrædelsesseminarerne, men nu skete det endelig.
De adjungerede professorer blev introduceret og udnævnelsen begrundet af en repræsentant for den forskningsenhed, de hører til. Herefter havde de hver 20 minutter til at præsentere deres forskning.
Der blev præsenteret så forskellige emner som udviklingen inden for radiologien med næsten scifi-lignende scanninger, rekonstruktiv kirurgi ved børn samt hvilke muligheder og løft en familiecentreret tilgang til patienterne giver.
Følgende adjungerede professorer tiltrådte:
- Professor Michael Pedersen, Forskningsenhed for Radiologi: ”What can we expect in future diagnostic imaging?”
- Professor Mikko Pakarinen, Forskningsenhed for Kirurgisk Gastroenterologi: “Research in pediatric surgery – challenges and perspectives”
- Professor Tomas Wester Forskningsenhed for Kirurgisk Gastroenterologi: “Reconstructive surgery – challenges and perspectives”
- Professor Fidelma Dunne, Steno Diabetes Center Odense - “Hyperglycemia in pregnancy – what is really important?”
- Professor Peter Clark, Forskningsenhed for Urologi, “An update in biomarker discovery for kidney cancer”
- Professor Elisabeth Coyne, FaCe - Family focused healthcare research Center: “The impact of family centered care to improve patient outcomes after cancer diagnosis”
- Professor Tarec El-Galaly, Forskningsenhed for Hæmatologi: “From real-world data to clinical practice – potentials and pitfalls”
Prisen for årets ph.d.-poster, årets ph.d.-vejleder og Klinisk Instituts publikationspris
Prisen for årets ph.d.-poster gik til Ieva Miceikaite fra Forskningsenheden for Human Genetik. Hun blev hyldet for en klar og flot præsentation.
Årets ph.d.-vejleder var blevet lokket hjem fra ferie af sin snedige ph.d.-studerende med en dækhistorie. Glæden og overraskelsen var ikke til at tage fejl af, da Peer Brehm Christensen fra Forskningsenhed for Infektionsmedicin blev kaldt op af sin ph.d.-studerende Sandra Dröse.
Også vinderen af Klinisk Instituts Publikationspris var blev lokket med af sine kollegaer, helt uvidende om, at han ville få Klinisk Instituts Publikationspris med udtalelser som blandt andet ”en af dem, som publicerer mest – også i meget veletablerede tidsskrifter” og ”spænder fra meget tekniske til helt patientnære studier”. Tillykke til Anastasios Koulaouzidis.
En ung seniorforsker – og en meget gammel lever
Den sidste pris var Klinisk Instituts helt nye formidlingspris. Prisen tildeles en forsker ved Klinisk Institut, der i særlig grad har udmærket sig inden for formidling af forskning. Denne pris gives på baggrund af indstilling af kollegaer, og kvalificeres yderligere gennem data fra digitale kilder.
Det var ikke en let opgave for juryen, for argumenterne i indstillingerne var gode og mange. Om den indstillede vinder, blev blandt andet sagt: ”videreformidler passioneret sin egen forskningsbasererede undren over, hvad det vil sige at være syg og rask”.
Vinderen har derudover blandt andet det sidste år 2219 registrerede indlæg på sociale medier, 47 registrerede optrædener i danske medier, næsten 2000 følgere på Twitter og over 700 på LinkedIn.
Prisen gik til professor Maja Thiele, som selvfølgelig kunne give nyeste viden om leveren med på vejen: En række transplantationskirurger fra Texas har opgjort den samlede alder for transplanterede levere. Den ældste var over 100 år!
Tillykke til Ieva Miceikaite, Peer Brehm Christensen, Anastasios Koulaouzidis og Maja Thiele.
De nominerede til Klinisk Instituts Formidlingspris 2022:
- Ph.d. Casper Falster – Forskningsenhed for Lungemedicin
- Professor Christine Stabell Benn - Forskningsenhed for Open
- Postdoc Frederik Schaltz-Buchholzer - Forskningsenhed for Open - Bandim
- Professor Maja Thiele – FLASH – Center for Leverforskning
- Ph.d. Mohammad Naghavi-Behzad – Forskningsenhed for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin
- Professor Morten Sodemann – Forskningsenhed for Infektionsmedicin