Det Nordiske Cochrane Centre flytter til Syddansk Universitet, Klinisk Institut
Det Nordiske Cochrane Centre, NCC, flytter til Syddansk Universitet, hvor Klinisk Institut i samarbejde med Odense Universitetshospital har Center for Evidence-based Medicine, CEBMO, som i forvejen arbejder tæt sammen med NCC
På baggrund af et fagligt beslutningsoplæg fra Sundheds- og Ældreministeriet er sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke efter dialog med Folketingets partier kommet frem til, at NCC fremadrettet vil skulle tilknyttes Syddansk Universitet. Hermed kan man sikre et stærkt forskningscenter sammen med det eksisterende miljø på Syddansk Universitet og samtidigt have et kliniknært samarbejde med Odense Universitetshospital, OUH. Flytningen kan også være med til at skabe et bredere samarbejde på tværs af hele landet.
NCC’s rolle er at informere og kvalificere beslutninger inden for sundhedsområdet på baggrund af den bedste tilgængelige evidens, dvs. systematiske gennemgange og kvalitetsvurderinger af den videnskabelige litteratur. Dette skal sikre, at patienterne får den bedst mulige behandling med færrest mulige skadevirkninger og at denne viden stilles til rådighed for beslutningstagere, inklusive patienter og offentligheden.
- For os er det helt oplagt, at NCC flyttes til SDU, udtaler institutleder Kirsten Ohm Kyvik. Vi har allerede etableret CEBMO, som professor Asbjørn Hróbjartsson er leder af, og som i forvejen har ph.d.-studerende, der er tilknyttet NCC. Arbejdet i CEBMO er tæt relateret til det område, som NCC arbejder med, så vi glæder os virkelig til at få en samlet enhed her på SDU og OUH, der fremover kan varetage den centrale rolle for evidensbasering af diagnostik og behandling, som de internationale Cochrane-Centre står for.
Den nye organisering effektueres med et teknisk ændringsforslag til Finanslovforslaget for 2021, så de nye organiseringer kan få virkning fra 1. januar 2021.
Se også pressemeddelelsen fra Sundheds- og Ældreministeriet