Velkommen til Stine Piilgaard Porner Nielsen
Pr. 1. maj 2021 er Stine Piilgaard Porner Nielsen ansat som postdoc på Juridisk Institut
Stine er uddannet cand.soc. med en kandidatgrad i EU Studies fra Roskilde Universitet og har en ph.d. i retssociologi fra Syddansk Universitet. Afhandlingens titel er "Ikke-jurister i et retligt højspændingsfelt – når sagsbehandlere og borgere samproducerer sagsbehandling", og afhandlingen kan downloades her.
Stine forsker i retssociologi med særligt fokus på formel og uformel rets rolle i mødet mellem borger og stat. Hendes forskning vedrører blandt andet lovgivningens rolle i beskæftigelsessagsbehandlingen samt udsatte borgeres adgang til retshjælp og møde med velfærdsstaten. Stine er medlem af redaktionen for tidsskriftet Retfærd – Nordic Journal of Law and Justice, og hun er foreign correspondent for tidsskriftet Sociologia del Diritto. Hun har desuden omfattende undervisningserfaring inden for de retssociologiske fag.
På Juridisk Institut er Stine tilknyttet forskningsgruppen Retten i samfundet og ansat på forskningsprojektet FRAMLAW, der ledes af professor Ole Hammerslev. Forskningsprojektet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond.
Vi byder Stine velkommen tilbage på Juridisk Institut!