Skip to main content
Nyheder

SDU lancerer fremtidens jurauddannelse

Til efteråret starter første hold studerende på Juridisk Instituts opdaterede uddannelse

På Juridisk Institut har vi gennem længere tid arbejdet på at opdatere og nytænke vores uddannelse – og nu er vi i mål.

Til efteråret starter det første hold studerende på den nye juridiske uddannelse, der matcher nutidens – og ikke mindst fremtidens – arbejdsmarked og arbejdsgiveres behov.

Beslutningen om at revidere uddannelsen blev bl.a. taget på baggrund af dialog med vores forskellige aftagere. De juridiske arbejdsgivere har bl.a. efterlyst bredere kompetencer hos de udklækkede jurister inden for bl.a. samarbejde, kommunikation, internationalisering, digitalisering og metode.

I den opdaterede uddannelse har vi taget højde for disse ønsker og behov, men der er naturligvis stadig tale om en uddannelse, der bygger på de centrale juridiske discipliner, og som giver vores studerende de traditionelle juridiske kompetencer. Men idet vi også har fokus på at give de studerende nogle andre kompetencer end de rent juridiske, vil vi i fagene indarbejde elementer, der skal give de studerende færdigheder inden for bl.a. projektledelse, digitalisering og internationalisering.

Samtidig ønsker vi at skabe mere sammenhæng på tværs af fagene for at undgå den traditionelle søjletænkning inden for jura. Det sker bl.a. via et tværgående metodespor, som i højere grad kommer til at binde de enkelte fag sammen – både på de enkelte semestre og løbende igennem uddannelsen. På den måde kommer vores uddannelse i højere grad til at afspejle virkeligheden, hvor en juridisk problemstilling kun sjældent handler om én enkelt juridisk disciplin. 

Her kan du se markedsføringsvideoerne for vores nye uddannelse.

 
Redaktionen afsluttet: 12.03.2021