International konference om Rohingya krisen 14. december 2018
Lektor Martin Mennecke er co-arrangør bag en international konference om Rohingya krisen i Myanmar. Konferencen afholdes ved Munk School of Global Affairs ved University of Toronto, hvor Mennecke er på forskningsophold.
Der har været talrige rapporter om folkedrab og etnisk udrensning mod Rohingya i Myanmar. Hvordan kunne et land, som så ud til at være på vej mod lysere tider, ende i en situation hvor de fleste Rohingya selv har oplevet direkte vold og er blevet fordrevet ud af landet? Hvad findes der af muligheder for at stille lederne bag overgrebene til ansvar?
Konferencen arrangeres af Martin Mennecke, lektor ved Juridisk Institut, i samarbejde med Mark Kersten, forsker ved Munk School of Global Affairs ved University of Toronto. Mennecke tilbringer sit forskningssemester ved Munk School og tilknytningen har medført muligheden for at organisere denne internationale konference, som bl.a. samler eksperter fra Canada, Udenrigsministeriet, US Holocaust Memorial Museum og FN. I forbindelse med konferencen afholdes også en lukket workshop, hvor deltagerne diskutere emnet under Chatham House reglerne. For flere oplysninger om konferencen se https://munkschool.utoronto.ca/event/26823/.
Forud for konferencen har Mennecke og Kersten afholdt en videokonference med lektor Kerstin Carlson fra Juridisk Institut og hendes studerende fra to SDU kandidatfag (“International Organisations” og “Transitional Justice”). Det virtuelle møde bestod af to foredrag som introduktion til konferencens emne og førte til en livlig diskussion. Dele af konferencen den 14. december i Toronto vil optages og senere gøres tilgængelig for de studerende i Odense.