Skip to main content
DA / EN
Arbejdsmiljø

Forskere har måske fundet ’uudnyttet potentiale’ for det pressede sundhedsvæsen

Medarbejdere på sygehuse bliver mindre syge, hvis de arbejder i en afdeling med høj grad af lokal og tværfaglig ledelse. Det tyder et nyt studie fra Syddansk Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i hvert fald på.

Af Sebastian Wittrock, , 17-09-2024

Intuitivt giver det ret god mening.

 

Hvis man arbejder i en afdeling på et hospital, hvor den nærmeste leder sammen med medarbejderne har mulighed for at bestemme en del selv og indrette arbejdsgangene, så det passer til netop deres afdeling, stiger tilfredsheden i afdelingen. Hvis lederen tilmed har ansvar for flere forskellige faggrupper, og der på den måde er en løbende koordinering mellem f.eks. sygeplejersker og læger, vil trivslen være endnu højere.

 

Og med den højere trivsel falder sygefraværet.

 

Men én ting er fornemmelser og forestillinger. Nu er der også kommet videnskabelige resultater, som underbygger hypotesen.

 

Forskere fra Syddansk Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har for nylig udgivet et studie, som viser, at der er lavere sandsynlighed for sygefravær på hospitalsafdelinger med en høj gad af decentral og tværfaglig ledelse.  

 

- Man skal huske, at det her kun er et enkeltstående studie. Men det kunne se ud, som om, der er et uudnyttet potentiale i sammenhængen mellem ledelse og trivsel på danske hospitaler, som vi jo ved er pressede og mangler personale, siger Ann Dyreborg Larsen, seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

 

- Jeg er sikker på, at hospitalerne har det på lystavlen allerede, men vores resultater kunne måske være en anledning til at få yderligere fokus på det.

 

Tendensen er klar

Forskerne har undersøgt sammenhængen mellem sygefravær og ledelse på to konkrete sygehuse.

 

I alt har 300 såkaldte førstelinjeledere – altså ledere nærmest medarbejderne på gulvet – svaret på et spørgeskema om, i hvor høj grad de selv kan træffe beslutninger i afdelingen, og hvorvidt de er ledere for flere faggrupper. Svarene er så efterfølgende blevet koblet til data om sygefravær for ca. 7.000 medarbejdere i samme afdelinger.

 

Selv om det ikke er alle resultater, der er statistisk signifikante, peger alle i samme retning. Og når forskerne justerer for alle mulige tænkelige faktorer – f.eks. ledernes alder, uddannelse og erfaring – fortsætter tendensen med at være helt klar:

 

Jo mere decentral og tværfaglig ledelse, desto mindre sygefravær.

 

- Der vil altid være usikkerheder i statistik, men alt tyder på, at man finder bedre løsninger, hvis man gør det lokalt i afdelingen, fremfor at det er styret fra toppen. Det ligger også fint i tråd med det, moderne ledelsesforskning generelt har fundet frem til, siger Peter Hasle, der er professor i arbejdsmiljø på Syddansk Universitet.

 

- Personalemangel i sundhedssystemet er en kæmpestor udfordring i samfundet, og her er et meget konkret redskab, alle hospitaler vil kunne bruge uden de store omkostninger. Så jeg synes da, det er noget, man bør handle på.  

Mød forskeren

Peter Hasle er professor på Institut for Teknologi og Innovation på Det Tekniske Fakultet. Her forsker han i arbejdsmiljø.

Redaktionen afsluttet: 17.09.2024