Skip to main content
DA / EN
Uddannelse

SDU lancerer Danmarks første kandidatuddannelse i Supply Chain Digitalisation

Syddansk Universitet i Sønderborg har lanceret Danmarks første kandidatuddannelse i Supply Chain Digitalisation. Uddannelsen, der er den første af sin slags i landet, skal forberede kommende ingeniører på at tackle de udfordringer, som den globale forsyningskæde står overfor i en stadig mere digitaliseret verden.

Af Sune Holst, , 20-09-2024

SDU i Sønderborg er indgået i et partnerskab med BMC, LINAK, BITZER, OJ Electronics, Sønderborg Kommune og FDE Fonden om at skabe et nyt Center for Supply Chain Digitalisation.

Centret skal positionere Danmark som en førende spiller inden for digitalisering af forsyningskæder og sikre, at erhvervslivet kan modstå fremtidige kriser. Samtidig vil centret udbyde Danmarks første kandidatuddannelse i Supply Chain Digitalisation.

"Forsyningskæderne er følsomme, og mange har set, hvor skrøbelige de er, hvis der sker noget uventet. Med den nye uddannelse vil vi kunne simulere og modellere forskellige scenarier og dermed forberede virksomhederne på fremtidens udfordringer og skabe vækst på trods af nedbrud eller kriser. Det gør dem mere robuste,” siger lektor Arne Bilberg, som er sektionsleder for SDU Technology Entrepreneurship and Innovation og en af hovedkræfterne bag den nye uddannelse.

Han understreger samtidig, at digitalisering af forsyningskæder kan være med til at modellere og simulere karbon- eller CO2-aftryk og dermed være vigtig i forhold til at vurdere og optimere klimabelastning af forsyningskæder.

Når forsyningskæderne knækker

Lad os skrue tiden tilbage til d. 23. marts 2021 for at illustrere, hvor skrøbelige de globale forsyningskæder er.

Her gik containerskibet Ever Given på grund i Suezkanalen. Det 224.000 tons tunge containerskib spærrede nu en af verdens vigtigste transportveje. Ifølge erhvervsmediet CNBC forsinkede det varer for en værdi af 2,5 milliarder kroner, hver time ruten var blokeret. Det tog over seks dage at få skibet fri.

Sammen med COVID-19-pandemien og krigen i Ukraine har Suez-blokeringen understreget vigtigheden af at kunne forudsige og afbøde uforudsete hændelser.

Det er en af årsagerne til, at den nye uddannelse i digital forsyningskædeledelse er så nødvendig, udtaler Arne Bilberg:

"Pandemien og krigen i Ukraine har virkelig været en øjenåbner for mange virksomheder. Derfor er det vigtigt, at vi nu kan udbyde en kandidatruddannelse i Supply Chain Digitalisation.”

Efterspurgte kompetencer


Den nye uddannelse vil fokusere på avancerede teknologier som simulering, dataanalyse og maskinlæring, hvilket vil gøre det muligt for de studerende at forbedre synligheden og integrationen i forsyningskæderne. Det er noget, virksomheder som Danfoss, der har støttet udviklingen af uddannelsen, ser store muligheder i.

” Det er et vigtigt fokusområde for Danfoss at bruge digitale modeller til at optimere forsyningskæder. Vi har allerede samarbejdet med SDU om modellering og simulering, hvilket har hjulpet os med at optimere vores fabrik i Kina under pandemien. Denne uddannelse vil give os kvalificerede kandidater med de kompetencer, vi virkelig har brug for,",” udtaler Troels Petersen, Senior Vice President i Danfoss M&A.

De første studerende forventes at starte i 2025 under forudsætning af, at uddannelsen bliver godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeriet. For yderligere information, kontakt: Studieleder Marianne Stenger på mas@iti.sdu.dk.  

Redaktionen afsluttet: 20.09.2024