SDU-forskere er hovedforfattere på ny FN-klimarapport om byer: »Danmark burde gå forrest«
Professor Nicola Tollin og hans kollegaer fra UNESCO Chair on Urban Resilience (SDU.Resilience) har netop sammen med FN offentliggjort en rapport om byer i den internationale klimapolitik. Rapporten viser, at mange lande stadigvæk ikke har skrevet byerne ind i deres klimastrategier (NDC'er). Heller Danmark på trods af alle de klimaindsatser, der i øjeblikket finder sted i danske byer. Ifølge forfatterne udgør byerne et uudnyttet potentiale for klimahandling.
Urban Content of NDCs. Det er titlen på den 200 sider lange rapport, som FN netop har offentliggjort, og som er udarbejdet af UN-Habitat, UNDP og SDU.Resilience fra Det Tekniske Fakultet på Syddansk Universitet.
Sammen har de gennemgået de nationale klimapolitikker, de såkaldte NDC'er, fra 194 af de lande, der har underskrevet Paris-aftalen. I NDC’erne har de ledt efter konkrete strategier og mål for klimahandling og klimatilpasning i byområder.
Og der er plads til forbedring, konkluderer rapporten. Ikke mindst set i lyset af, at den nuværende revidering af NDC'erne skal være færdig inden udgangen af 2025.
Det er kun 27%, som har et stærkt fokus på byerne, mens 39% har et moderat niveau af indhold om byerne og 35% har lidt eller slet ingen specifikke strategier og mål for byerne.
I rapporten opfordrer forfatterne verdens regeringer til at gøre noget ved denne mangel.
Byområder er ansvarlige for 70% af verdens energiforbrug og 60% af drivhusgasudledningerne. Desuden kan byer være særligt sårbare over for effekten af klimaforandringer, for eksempel ekstremt vejr.
Byerne udgør dermed et uudnyttet potentiale til at reducere udledninger, tilpasse sig klimakatastrofer og nå nærmere Paris-aftalens mål, skriver de.
Danmark bør tage lederskab i EU
Danmark er blandt de lande, hvor byer slet ikke er nævnt i NDC'en. Det gælder i øvrigt for alle EU-lande, eftersom de har skrevet under på én fælles NDC.
Og spørger man professor Nicola Tollin, leder af SDU.Resilience og en af hovedforfatterne af rapporten, er det problematisk.
- Danmark er det første land i verden, hvor alle kommuner har lavet en lokal klimahandleplan. Netop derfor er det et problem, at Danmark ikke har byerne med i sin primære klimapolitik under Paris-aftalen. Danmark bør gå forrest i EU, tage lederskab og udarbejde en ny europæisk NDC med et stærkt fokus på byerne, siger Nicola Tollin.
- At inkludere byerne i de nationale klimapolitikker kan højne ambitionen i klimapolitikkerne, og det er også afgørende i forhold til at støtte byer i implementeringen af deres klimaindsatser.