Skip to main content

TEMADAG

SDU, AAU og Teknologisk Institut inviterer til temadag om ”Rekonfigurerbar produktion i virksomheder”

SDU, Aalborg Universitet og Teknologisk Institut og afholder temadag i Sønderborg d. 14. marts kl. 9.00-14.00, hvor virksomheder er velkomne til at møde op for at høre om rekonfigurerbar produktion – og der er masser af værdifuld viden at hente, fortæller tidligere deltager.

Hvis danske virksomheder skal klare sig på et verdensmarked med øget konkurrence og stigende usikkerhed, så er fleksibilitet et helt overskyggende nøgleord. Se blot på corona-krisen, hvor virksomheder hurtigt måtte omlægge deres produktion. Eller den nuværende situation, hvor virksomheder risikerer at stå uden russisk gas. Omstillingsparathed er essentielt.  

Rekon er et projekt der har til formål at klargøre danske virksomheder ikke blot til ydre kriser, men også til fremtidens kundekrav med rekonfigurebar produktion.

At kunne opskalere sin produktion i forbindelse med en stor ordre - uden, at det koster spidsen jetjager - er naturligvis attraktivt. Men det er mindst lige så attraktivt, at du kan nedskalere et produktionsapparat, som er sat til at fremstille ét bestemt produkt. 

- Lad os sige, at din konkurrent har lavet en billigere og bedre løsning, hvorfor alle dine ordrer er forsvundet. Nu står du med en kæmpe investering, som laver ingenting. Det er voldsomt dyrt at lave en traditionel produktionslinje, men med en rekonfigurebar produktion kan du konfigurere den til at lave et andet produkt, siger leder af TEI-sektionen ved SDU i Sønderborg, lektor Arne Bilberg.

Med rekonfigurerbare produktionsanlæg vil virksomheder kunne opnå:

🟡Kortere time-to-market
🟡Hurtigere tilpasning til det aktuelle produktionsbehov
🟡Højere udstyrsudnyttelse
🟡Lavere investeringsomkostninger


Temadag førte til nyt produkt

Alt dette kan virksomheder høre mere om, når Teknologisk Institut, AAU og SDU afholder temadag i Sønderborg d. 14. marts kl. 9.00-14.00. Én af dem som tidligere har deltaget i en temadag om ’Rekonfigurerbar produktion i virksomheder’, er Kim Pedersen fra virksomheden Modulex.

  • Jeg kan bestemt anbefale at deltage på temadagen. Forskere gav en faglig baggrund omhandlende, hvorfor det er smart at holde sig rekonfigurerbar produktion for øje. Der var derudover eksempler fra virksomheder, som har haft succes med det, fortæller Kim Pedersen.

På dagen var der også workshops, hvor deltagerne fik muligheder for at brainstorme om, hvordan deres egen virksomhed kunne nyde godt af rekonfigurerbar produktion eller rekonfigurerbare produkter.

  • Især tanken om rekonfigurerbare produkter fængede mig, og har ført til, at jeg efterfølgende har arbejdet videre med en idé. Ideen har nu ført til et tilskud fra SMV:Grøn, og jeg har sat mig selv lidt under pres ved at love, at vi allerede inden udgangen af 2022 har et nyt produkt klar i Modulex, siger Kim Pedersen.

FAKTA OM REKON:

REKON er et samarbejde mellem Teknologisk Institut, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet - University of Southern Denmark og Jönköping University og er et projekt støttet af Industriens Fond

Tid: Mandag d. 14. marts, kl. 9.00-14.00.

Sted: Alsion 2, 6400 Sønderborg

Registrering og spørgsmål: Send en e-mail til Lasse Blond (lblo@teknologisk.dk)

- Projektet løber fra 1. februar 2020 til 31. marts 2023.

- Er støttet af Industriens Fond med ca. 8 millioner kroner.

- Med i projektet er Aalborg Universitet (Lead partner), Teknologisk Institut, Syddansk Universitet og Jönköping University – School of Engineering.

- Læs mere på REKONs hjemmeside

 

Redaktionen afsluttet: 09.03.2022