SDU-studerende hjælper Danfoss med udvikling af VR App til oplæring
I et projekt med Danfoss Drives har studerende fra Engineering, Innovation & Business undersøgt mulighederne for at udvikle en Virtual Reality-app til oplæring af medarbejdere. Danfoss Drives er så begejstret for dette, at de har valgt at gå videre med projektet.
Danfoss har netop afsluttet et projekt , hvor ingeniørstuderende på tredje semester ved SDU i Sønderborg har kigget på, hvordan Virtual Reality (VR) kan bruges til at træne og oplære medarbejdere.
Christian Bork, som er Director, Production Tech. & Quality ved Danfoss Drives udtaler at ”Det har været et fantastisk projekt. Jeg er overbevist om, at dette semesterprojekt med SDU-studerende kommer til at betyde, at vi på Danfoss Drives får en bedre oplæring af medarbejdere, samtidig med, vi oven i købet speeder oplæringsprocessen op.”
For det er dyrt og tidskrævende at oplære medarbejdere. Det ved de på Danfoss, hvor man i forbindelse med store ordrer er nødsaget til at udvide medarbejderstaben med vikarer, som skal oplæres, hvilket koster tid og penge. Interne undersøgelser anslår, at der på globalt plan går, hvad der svarer til 10 fuldtidsmedarbejderes tid hver eneste dag i Danfoss Drives til at oplære nye medarbejdere. Samtidig viser tal, at på trods af, vikarer blot står for 10 procent af arbejdsstyrken på Danfoss Drives, så står de for 30 procent af alle monteringsfejl. Dermed er der meget at vinde, ændre på oplæringsformen.
”VR er en god måde at træne og oplære medarbejdere. I den virtuelle verden sker der ikke noget, hvis de laver en fejl. Det betyder, at potentielle medarbejdere får en god læringsoplevelse uden stress, samtidig med, at vi ikke behøver at tage en person fra produktionen til at træne vedkommende,” siger Christian Bork, og uddyber med at forklare at VR også giver mulighed for at måle fremgang i oplæringen, og give den potentielle medarbejder mulighed for at lære i det tempo, der passer vedkommende bedst. Derudover optager den potentielle medarbejdere ikke udstyr i oplæringsfasen, som kunne være brugt i produktionen.
Projektet startede med et oplæg fra Christian Bork, hvorefter han løbende har deltaget i møder, når de studerende nåede til bestemte milepæle. ”Jeg valgte bevidst, at henvende mig til studerende, som var relativt tidligt i deres studie. Det gjorde jeg med den bagtanke, at jeg gerne ville finde en studentermedhjælper, som over længere tid ville kunne føre projektet videre og ved milepælsmøderne havde jeg mulighed for at kigge de studerende an.”
Så da de studerende afslutningsvist præsenterede deres VR-løsning for Christian Bork, valgte han at honorere deres imponerede indsats ved at slå en stilling som VR Developer op og nu er Vladislav Lozovan ansat som studentermedhjælper. Christian Bork kan se at Vladislav virkelig brænder for projektet og finder det inspirerende at se ham blomstre op og vise, hvad han kan.
Danfoss regner med, at de allerede om få uger har et VR-program med et træningsprogram klart til en afsluttende test.