Vi bliver bedre og bedre til at blive 100 år
Ny forskning viser, at man med en simpel test kan forudsige ældre menneskers chancer for at blive 100 år gamle.
Har du en mor eller mormor, der har rundet de 93 år, findes der nu en meget enkel test, der kan give en indikation på, om hun også når det helt skarpe hjørne og bliver 100 år.
Det er post.doc. Mikael Thinggaard fra Dansk Center for Aldringsforskning ved Syddansk Universitet, der i sin ph.d.-afhandling har undersøgt, hvilke faktorer der kan forudsige det at blive 100 år.
- Vi bliver flere og flere ældre, og ikke mindst er der flere og flere, der bliver meget gamle. Og tendensen er stigende, men der er stor variation i dødeligheden blandt de allerældste. Derfor ville jeg gerne undersøge, om vi, ud fra årgang og helbred, kunne sige noget om chancerne for at blive 100 år eller mere, fortæller Mikael Thinggaard.
Ingen hokus-pokus
Mikael Thinggaard har fulgt et antal ældre mennesker, født i 1905, fra de var 93 år gamle. Og hans forskning viser, at man med en ret simpel test kan forudsige de ældre menneskers chancer for at blive 100 år gamle. Det handler hverken om spåkoner, tarotkort eller auralæsning, og man kan heller ikke pege på en 50-årig og regne ud, om vedkommende bliver 100 år.
Fysik og hjerne skal virke
Den omtalte test er to-delt, og består af en fysisk test – stoletesten – og en kognitiv test kaldet MMSE (Minimal Mental State Examination).
- Man kan sige, at hvis du når 90’erne og er fysisk og kognitiv frisk, så tredobler du chancen for også at nå de 100 år. Fysisk og kognitiv frisk betyder her, at du kan rejse dig op fra en stol uden hjælp – også uden at bruge hænder og arme som afsæt – og at du kan svare korrekt og uden besvær på MMSE-testens spørgsmål som for eksempel: ”Hvor er du henne nu?”, ”Hvilken dag/måned/årstid er det?” og ”Gentag navnene på følgende tre ting”, forklarer Mikael Thinggaard.
Af Helle Dioni, held@sdu.dk