Skip to main content
DA / EN

Navnenyt

Sygeplejeprofessor og docent inden for psykiatrien i Region Sjælland

Sygeplejerske, cand.cur. og ph.d. Lene Lauge Berring er per 1. april udnævnt til professor i klinisk sygepleje ved Syddansk Universitet (SDU), docent ved Professionshøjskolen Absalon og chefsygeplejerske samt leder af forskningsenheden i Psykiatrien i Region Sjælland.

Af Tomas Homburg, , 06-03-2024

Denne tredobbelte tiltrædelse understreger de tre institutioners fælles engagement i at forbedre den akademiske og praktiske udvikling inden for psykiatrisk sygepleje og forskning i Danmark. Og dertil bringer Lene Lauge Berring flere årtiers erfaring inden for forskning, ledelse, organisation og uddannelse.

Lene Lauge Berrings forskningsaktiviteter er målrettet borgere med kompleks adfærd i sundhedsvæsenet, særligt i forhold til borgere med flere helbredstilstande, patienter med adfærdsvanskeligheder og patienter med psykiske lidelser.

Det særlige fokus er udvikling og afprøvning af nye og innovative sygeplejemodeller og metoder til mennesker, der er i risiko for at blive udsat for tvang, mennesker, der skader sig selv, er selvmordstruede og reagerer med vold og trusler.

Hendes særlige områder er deeskaleringsteknikker, praktiske træningsprogrammer og organisatorisk ændring mod proaktiv og positiv forebyggelse, hvilket fortsat vil være i centrum af hendes arbejde. Hendes vejledning i Deeskalering har både national og international gennemslagskraft og er bl.a. oversat til engelsk og italiensk og anvendes i fængsler i Norditalien. Denne forskning gennemføres i et internationalt samarbejde med forskere fra Irland og Holland.

Ved at anvende handlingsorienteret aktionsforskning har Lene Lauge Berring inddraget klinikere, patienter, undervisere og adjunkter som medforskere; en tilgang, der styrker forskningskapaciteten og videnskabelig indflydelse på tværs af Region Sjællands Hospitaler, Professionshøjskolen Absalon og SDU. Hendes metode fremmer en ny og bæredygtig forskningsinfrastruktur, der bidrager til en styrket forskningskultur og forbedret patientpleje.

Herudover leder Lene både nationale og internationale projekter bl.a. SAFE-app’en; en løsning til mennesker, der skader sig selv og deres pårørende, og forebyggelse af senfølger efter at have været vidne til eller have været udsat for tvang.

Udover regionale og nationale aktiviteter har Lene siden 2010 været en del af forskningsnetværket EViPRG (European Violence in Clinical Psychiatry Research Group) og ENTER (Et Europæisk netværk for træning, uddannelse og forskning i mental sundhed), hun er desuden ekstern reviewer på en bacheloruddannelse i psykiatrisk sygepleje på Trinitis University i Dublin.

"Det er en ære at blive anerkendt af så prestigefyldte institutioner og få mulighed for at bidrage til udviklingen af psykiatrisk pleje både teoretisk og praktisk," siger Lene. "Jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med kollegaer på SDU, Absalon og Region Sjælland for at styrke vores fælles mål om at skabe et robust forskningsmiljø på tværs af uddannelse og region.”

Mød forskeren

Privat er Lene gift, har både børn og børnebørn og bruger sin fritid aktivt til at udfordre open water-disciplinen og trailløb. Hun er født på Vestegnen, uddannet som sygeplejerske i Slagelse og bor i Gladsaxe.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 06.03.2024