Ny rapport fra Syddansk Universitet samler data om fysisk aktivitet blandt danske børn og unge
SDU’s Institut for Idræt og Biomekanik offentliggør nu en rapport, som samler og analyserer data fra fem store undersøgelser om fysisk aktivitet blandt børn og unge i alderen 3-17 år.
En af rapportens markante styrker er, at det omfattende datamateriale er indsamlet, bearbejdet og analyseret ensartet for alle aldersgrupper. Dette giver et sammenhængende billede af fysisk aktivitet fra de yngste børnehavebørn til de ældste teenagere.
Ved at samle data fra over 7.500 børn og unge giver rapporten et detaljeret billede af, hvordan fysisk aktivitet varierer med alder, køn, ugedag, årstid, fritid og skoletid.
Rapporten giver også indblik i, hvor mange børn og unge, der lever op til de officielle anbefalinger om daglig fysisk aktivitet på tværs af aldersgrupper.
Man kan blandt andet læse, at flertallet af børn op til 10-12-års alderen opfylder anbefalingen om 60 minutters moderat fysisk aktivitet på hverdage. I de ældre aldersgrupper falder andelen, og i de senere teenageår lever flertallet af drenge og op mod tre fjerdedele af pigerne ikke længere op til anbefalingen.
Vil være referencemateriale for fremtidige undersøgelser
Rapporten leverer samlet set vigtig viden, som kan være en central brik i det fundament, der hjælper beslutningstagere, sundhedsprofessionelle og forskere i arbejdet med at fremme fysisk aktivitet blandt børn og unge.
- Rapportens resultater kan understøtte udviklingen af målrettede indsatser og tjene som et referencemateriale, som fremtidige målinger af fysisk aktivitet kan holdes op imod, fortæller lektor Peter Lund Kristensen fra forskningsenheden Exercise Epidemiology ved Institut for Idræt og Biomekanik.
- Eksempelvis kan en kommune gennemføre målinger af grupper af børn og unge og sammenligne dem med normmaterialet for at vurdere, hvordan deres børn og unge klarer sig i forhold til det generelle niveau. Dette giver kommunen mulighed for at identificere grupper, der ligger under gennemsnittet for deres alder og køn, og hvor der derfor kan være behov for en særlig indsats.
Kort om rapporten
Rapporten ”Fysisk aktivitetsadfærd i skole, børnehave og fritid blandt 3-17-årige børn og unge i Danmark” samler og analyserer data fra fem befolkningsundersøgelser. I de fem undersøgelser blev i alt 7.550 deltageres fysiske aktivitet registreret via accelerometermålinger:
- ”The Motor skills in PreSchool study-DK” (MIPS)
- ”Fysisk aktivitet i skolen efter reformen” (Faser)
- “Skolebørnsundersøgelsen” (HBSC)
- “Odense Børnekohorte” (OBK)
- “The Lolland-Falster Health Study” (LOFUS)
Udarbejdelsen af rapporten er støttet af TrygFonden.
Hent rapporten her (åbner PDF i nyt vindue):
”Fysisk aktivitetsadfærd i skole, børnehave og fritid blandt 3-17-årige børn og unge i Danmark”.
Foto: Bo Kousgaard - modelfoto fra projektet FIT FIRST
Kontakt
Peter Lund Kristensen, lektor
Forskningsenheden Exercise Epidemiology
Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
T: 65 50 48 78
PLKristensen@health.sdu.dk
Få rapporten som PDF
”Fysisk aktivitetsadfærd i skole, børnehave og fritid blandt 3-17-årige børn og unge i Danmark”.