Skip to main content
DA / EN
HA- ENERGI MANAGEMENT

Første dimittender på uddannelsen Erhvervsøkonomi, HA - Energi Management er en stor succes

For tre år siden blev den nye uddannelse Erhvervsøkonomi, HA - Energi Management skudt i gang på SDU Esbjerg. Nu er den første årgang af dimittender færdige - og med stor succes.

SDU Esbjerg slog i 2017 dørene op for en ny unik branchebestemt linje på erhvervsøkonomi studiet med fokus på energi. Formålet var at sikre flere kvalificerede medarbejdere i energisektoren i fremtiden. Det er nu tre år siden, og det første hold med 10 dimittender er netop udklækket fra uddannelsen med flotte resultater.

Højt niveau

Ifølge linjeansvarlig lektor Yingkui Yang har dette års hold været karakteriseret ved et højt ambitionsniveau.

 - De har klaret sig virkeligt godt igennem hele uddannelsen og har især udmærket sig med deres succesfulde bachelorprojekter, som alle har været praksisnære og taget udgangspunkt i relevante problemstillinger inden for energisektoren, fortæller han.

En af dimittenderne, Line Hummelshøj Christensen, undersøgte sammen med medstuderende Siw Ellen Nielsen, hvordan man kan fremme brugen af kollektiv transport i Esbjerg Kommune.

- Gennem hele uddannelsen på Energi Management har der været et stort fokus på bæredygtighed. Danmark har en klar målsætning om at reducere CO2-udledningerne de kommende årtier. I den forbindelse ønskede vi at undersøge, hvordan vi gør det mere attraktivt for borgerne at benytte sig af den kollektive transport med Esbjerg kommune som vores udgangspunkt, forklarer hun.

Bachelorprojekter 2020

Læs om nogle af dimittendernes bachelorprojekter

Klik her

Hele verden står overfor en enorm omstilling i energisektoren, og den har vi mulighed for at være en del af.

Line Hummelshøj Christensen, Dimittend

Udover at være praksisnære var bachelorprojekterne fælles om at have fokus på det bæredygtige aspekt. Eksempelvis undersøgte et af projekterne de danske husholdningers energiforbrug, herunder hvordan man kan ændre forbrugeradfærden med henblik på at reducere energiforbruget. Et andet undersøgte, hvordan man forbedrer borgernes sociale accept af et vindmølleprojekt i Tønder Kommune.

Tilfredse dimittender

Som én af de første nye dimittender, kan Line Hummelshøj Christensen nu påtage sig titlen som Bachelor i Erhvervsøkonomi, HA Energi Management, en uddannelse som ifølge hende er meget relevant:

- Jeg kan helt sikkert anbefale uddannelsen. Hele verden står overfor en enorm omstilling i energisektoren, og den har vi mulighed for at være en del af. Uddannelsen har givet mig en hel masse viden om energibranchen, og derudover er det virkelig fedt, at den er så relevant og tæt knyttet til Esbjerg, som er Danmarks Energimetropol.

En anden dimittend, Lærke Skov Jensen, bakker hende op:

- Uddannelsen er enormt relevant. Jeg har fået kompetencer inden for erhvervsøkonomi kombineret med energisektoren, og fagene har givet mig en indsigt i, hvilke klimaforandringer verden står overfor, og hvordan vi kan være med til at løse nogle af dem. Igennem virksomhedsbesøg har vi desuden haft mulighed for at kombinere teori med praksis, hvilket har været utrolig lærerigt og spændende.

Årets dimittender på virksomhedsbesøg

Uddannelsen

På den 3-årige bacheloruddannelse i Erhvervsøkonomi, HA - Energi Management, som kun kan læses på SDU i Esbjerg, undervises der bl.a. i fag som: Energiindustrien, Energimarkeder, Evaluering af energiprojekter, Analysemetoder i energimanagement, Risikomanagement i energiindustrien og Energi management.

Uddannelsen udbydes kun i Esbjerg og den kombinerer erhvervsøkonomi med specifik viden om energi og de studerende lærer om energiforandringerne, og hvordan man håndterer dem i et økonomisk perspektiv.

Du kan læse mere om Erhvervsøkonomi, HA – Energi Management her

Redaktionen afsluttet: 29.06.2020