Instituttet i samarbejde med fodboldklubben EfB
EfB opnår gode råd om forbedring af relationerne til samarbejdspartnerne og udbyttet af at være sponsorer i EfB. SDU får adgang til data til brug for forskning ...
EfB har indgået et samarbejde med SDU om at forbedre effekten af at markedsføre sig via professionel fodbold og øge forskningen inden for området.
Oliver Schnittka, associeret professor inden for marketing forventer, at samarbejdet vil blive til stor gavn for begge parter.
Fordele for EfB - fordele for SDU
EfB vil få gode råd om, hvordan klubben kan forbedre sine relationer til samarbejdspartnere og løfte deres udbytte af at være sponsorer i EfB.
SDU vil få adgang til EfB’s samarbejdspartnere, primært sponsorer, og vil få data om tilskuertal, tv-seere, marketingaktiviteter og indblik i den årlige, landsdækkende tilskuerundersøgelse, Superliga Survey, til brug for forskning.
Rebranding og forskning
- Vi kobler universitet og en professionel fodboldklub, og jeg er overbevist om, at begge parter vil få udbytte af samarbejdet. Vi vil for eksempel kunne hjælpe EfB med at rebrande klubben, så den bliver mindre afhængig af præstationerne på banen. Modsat vil vi have gavn af at komme tæt på klubben i vores forskning, siger Oliver Schnittka.
Oliver Schnittka og hans medarbejdere underviser og forsker inden for sportsmanagement, og EfB er den første sportsklub, der inddrages i den form for forskning.
Virksomheder i ind- og udland kan forbedre deres brand
Oliver Schnittka vurderer, at virksomheder kan forbedre deres brand ved at blive forbundet med en professionel fodboldklub.
Fra udlandet er der flere eksempler på, at store koncerner har bevæget sig fra anonymitet til at være særdeles kendt ved at involvere sig i topfodbold. Et af dem er finans- og forsikringskoncernen Signal Iduna, der lægger navn til bundesligaklubben Borussia Dortmunds hjemmebane og har opnået stor effekt af det.
- Også i når det gælder socialt ansvar, CSR, har det effekt, at man gør noget godt for en fodboldklub og støtter den. Derudover fungerer et sponsorat som belønning til kunder og medarbejdere, der kan inviteres til fodbold, og derved kan man pleje nære samarbejdspartnere direkte, siger Oliver Schnittka.
SDU vil som en del af samarbejdet kunne stille studerende til rådighed for opgaver i EfB, og Oliver Schnittka og hans kolleger vil være til rådighed ved sponsorarrangementer om effekten af at brande sig via topfodbold.
EfB’s kommunikationsansvarlige, Rasmus Nejstgaard
har tilsvarende forventninger til samarbejdet.
- Vi arbejder løbende på at gøre det endnu mere attraktivt at markedsføre sig via EfB, og i disse bestræbelser føjer samspillet med SDU en ny, mere videnskabelig dimension til. Vi vil via SDU levere artikler til samarbejdspartnere og opbygge et vidensbibliotek på vores hjemmeside, som kan styrke virksomhedernes grundlag for at træffe professionelle beslutninger om brug af sponsorkroner, siger Rasmus Nejstgaard.
Læs også artiklen om samarbejdet i Ny Viden (side 23)
På billedet øverst ses fra venstre lektor Oliver Schnittka, EfB's kommunikationsansvarlige Rasmus Nejstgaard, og yderst til højre institutleder Niels Vestergaard.