Undervisningsprisen på samfundsvidenskab 2022
Martin Senderovitz modtog undervisningsprisen for sin udvikling af innovative undervisningsformer.
Man ved aldrig, hvad der kan ske på en helt almindelig fredag. Det var i hvert fald en tydelig overrasket Martin Senderovitz, der i fredags modtog Specialpris for udvikling af innovative undervisningsformer , som er en af tre undervisningspriser på samfundsvidenskab ved SDU. Prisen modtog han for sin store indsats indenfor udviklingen af innovative undervisningsformer.
- Jeg stod midt i undervisningen, da det pludselig vrimlede ind med folk, fortæller Martin Senderovitz.
Det var et par af hans gode kolleger og så prodekan for uddannelse på SDU Samfundsvidenskab, Jan Guldager Jørgensen, der kom på besøg. Med sig havde de en buket blomster, et diplom og en mundfuld rosende ord.
- Jeg blev virkelig overrasket, men også rigtig rigtig glad. Jeg går meget op i min undervisning. At jeg kommer til tiden, at selve undervisningen fungerer godt, og at de studerende er glade og lærer noget. Og så synes jeg, det er vigtigt med den her slags skulderklap. Det er med til at skabe en god stemning og en stærk kultur, lyder det fra prismodtageren.
Specialpris for udvikling af innovative undervisningsformer tildeles undervisere, der i særlig grad formår at anvende nye undervisnings- og læringsformer i de forskellige læringsrum.
Ved uddeling af specialprisen lægges der særligt vægt på en innovativ og nytænkende tilrettelæggelse af undervisnings- og læringsforløb, hvor der anvendes en variation af aktiviteter, undervisning og prøveformer, der på forskellig vis aktiverer de studerendes læring.
Med tildeling af prisen følger et beløb på 25.000 kr.
Om undervisningsprisen
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet uddeler årligt tre undervisningspriser, der belønner den særlige, nytænkende og inkluderende undervisning på fakultetet. De tre undervisningspriser består af en hovedpris og to specialpriser:
- Det Samfundsvidenskabelige Fakultets Undervisningspris
- Specialpris for inddragelse af praksis og samarbejde
- Specialpris for udvikling af innovative undervisningsformer
Kandidater til de tre undervisningspriser kan indstilles af alle fakultetets medarbejdere og studerende. Læs mere her.