Skip to main content

Projekt skal pege på nye samarbejdsmuligheder blandt havne- og logistikvirksomheder

Der eksisterer i dag en stærk konkurrence blandt danske havne- og logistikvirksomheder, hvilket hæmmer mulighederne for nye værdikædesamarbejder og strategiske innovationspartnerskaber. Nyt projekt vil søge at igangsætte ét eller flere værdikædesamarbejder for disse virksomheder.

I projektet ’Maritime værdikæde- og innovationssamarbejder’ skal medarbejdere fra Center for Bæredygtig Erhvervsfremme, IER Udvikling og den nationale klyngeorganisation for maritime erhverv og logistik, MARLOG, kortlægge eksisterende og potentielle muligheder for at igangsætte ét eller flere værdikædesamarbejder blandt havne- og logistikvirksomheder.

Der eksisterer i dag en stærk konkurrence blandt danske havne- og logistikvirksomheder, hvilket hæmmer mulighederne for nye værdikædesamarbejder og strategiske innovationspartnerskaber. På sigt skader dette ikke kun udviklingen og væksten i den enkelte virksomhed, men vil også kunne skade klyngens nuværende styrkeposition indenfor eksempelvis olie/gas og offshorevind.

"Partnerskaber og samarbejde på tværs af værdikæder bliver fremtidens nødvendige omdrejningspunkt for innovation og vækst. Det er vigtigt, at virksomheder har kendskab og adgang til hinanden for at kunne kombinere viden og erfaringer", siger Lisbeth Brøde Jepsen, projektleder hos MARLOG.

Projektet vil på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse samt fokusgruppeinterviews med havne- og logistikvirksomheder kortlægge eksisterende og potentielle strategiske innovationspartnerskaber. Konkret vil der blive peget på innovative tiltag, som virksomhederne kan mødes og samarbejde om, bagvedliggende interesser virksomhederne kan have i at samarbejde, samt hvilke roller virksomhederne kan forventes at indtage i samarbejdsrelationerne. I sidste ende skal kortlægningen skabe yderligere sammenhold og vækst blandt de danske havne- og logistikvirksomheder.

"Med projektet ser vi store muligheder for at skabe ny viden om, hvordan havne- og logistikvirksomheder i en klynge præget af konkurrence kan finde sammen i partnerskaber og ad den vej forfølge nye fremretningsmuligheder. Måske sågar skabe nye markedsnicher", siger Mads Bruun Ingstrup, leder af Center for Bæredygtig Erhvervsfremme.

Projektet løber fra februar 2022 og året ud, og det gennemføres af lektor Mads Bruun Ingstrup, professor MSO Kristin B. Munksgaard, lektor Torben Damgaard, projektkoordinator Cæcilie Østergaard Knudstorp og chefkonsulent Lone F. Toftild. Projektet støttes af MARLOG via en bevilling fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Ønsker du at drøfte lignende samarbejdsmuligheder, eller har du spørgsmål til projektet, kan du kontakte Mads Bruun Ingstrup på mbi@sam.sdu.dk eller 65501329.

Download flyer om projektet

Klik her ...

Redaktionen afsluttet: 14.03.2022