DSEB´s Innovations- og Entreprenørskabspris
SDU-professor og interAct-direktør får DSEB´s Innovations- og Entreprenørskabspris
Torben Bager, professor ved SDU og Ivan Tyrsted, direktør ved IDEA, der nu hedder interAct, modtog torsdag den 17. november DSEB´s Innovations- og Entreprenørskabspris på 100.000 kr. Pengene skal bl.a. bruges til at udvikle træningsforløb for SDU-studerende, der ønsker at udvikle og internationalisere deres nystartede virksomhed.
Udviklere af aktiviteter
Prisen overrækkes torsdag ved Danish Entrepreneurship Award i Fredericia. Pengene og hæderen, som uddeles af DSEB (Danish Society for Education and Business), gives netop for de to prismodtageres omfattende arbejde med at udvikle innovations- og entreprenørskabsaktiviteter, så flere studenteriværksættere får omsat deres forretningsideer til konkret virkelighed.
”Torben Bager og Ivan Tyrsted har været pionerer på området og gjort en enorm indsats, som betyder, at arbejdet med entreprenørskab står stærkt på SDU i dag. Der er tale om en forbilledlig indsats – også i et nationalt perspektiv, og vi håber, at de vil fortsætte deres vigtige arbejde med at inspirere kommende generationer af studerende til at være innovative og udvise entreprenørskabsånd,” siger Torben Möger Pedersen, formand for priskomiteen og bestyrelsesformand i DSEB.
Lærebog i entreprenørskab
Torben Bager og Ivan Tyrsted har bl.a. udviklet en lærebog om entreprenørskab i teori og praksis, udviklet nye fag og linjer ved SDU samt udgivet en guide til undervisere i entreprenørskab. Herudover har de været centrale i udviklingen af IDEA House-konceptet for studentervæksthuse og udbredelsen til SDU's forskellige campusser samt en række andre universiteter og videregående uddannelsesinstitutioner.
Innovations- og entreprenørskabsprisen
DSEB´s Innovations- og Entreprenørskabspris uddeles én gang om året til en person eller en institution, som har gjort en særlig indsats for at styrke innovation og entreprenørskab inden for enten de videregående uddannelser, de gymnasiale uddannelser eller erhvervsuddannelserne i Danmark.
Prisen er geografisk funderet uden for hovedstadsområdet ud fra et ønske om at tiltrække, udvikle og fastholde de dygtigste i dette område.
Danish Society for Education and Business arbejder grundlæggende for at løfte uddannelses- og forskningsniveauet i Danmark med et globalt, forretningsmæssigt perspektiv. Læs mere om DSEB på foreningens hjemmeside: www.dseb.dk
For yderligere oplysninger og kommentarer kontakt:
- Ole Larsen, pressechef i DSEB på tlf: 9154 1668
- Torben Bager, professor ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse, SDU på tlf.: 6011 1391
- Ivan Tyrsted, direktør i interAct på tlf: 6011 1393