Skip to main content

NYT STUDIE: Virksomheder mangler kapabiliteter til at skabe forretningsmæssig værdi

Det viser sig, at større virksomheder er udfordrede på at skabe forretningsmæssig værdi gennem big data.

Af Tina Højrup Kjær, , 02-02-2021

Hent artiklen som pdf her ...

Et nyt studie fra Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse ved SDU viser, at større virksomheder er udfordrede på at skabe forretningsmæssig værdi gennem big data i virksomhedens processer.

- Typisk ser man enkeltstående data-drevne applikationer, men det er sjældent, man ser virksomheder, som evner at skalere data-dreven værdiskabelse på tværs af organisationens funktioner og processer, lyder det fra Morten Brinch, der er leder af studiet og postdoc ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på SDU Kolding.

Resultaterne fra studiet understøtter en udvikling, som tidligere studier har dokumenteret, nemlig at større anvendelse af data i virksomhedens supply chain bidrager til bedre resultater for virksomheden – både på top- og bundlinje.

24 centrale kapabiliteter

Som noget nyt har forskerne bag casestudiet identificeret 24 centrale kapabiliteter for big datas værdiskabelse indenfor IT, forretningsprocesser, performance, mennesker, strategiske og organisatoriske praksisser. Desuden har de identificeret egenskaber og fordele for hver kapabilitet.

- Problemet er, at virksomhederne ofte mangler de nødvendige kapabiliteter til at skabe værdi gennem big data, forklarer Morten Brinch, og derfor får de ikke udnyttet det store forretningsmæssige potentiale, der ligger i big data.

Studiet identificerer især, at kapabiliteter indenfor IT, forretningsprocesser og performance har stor indbyrdes afhængighed, og det er derfor nødvendigt med alignment imellem dem, hvis den tiltænkte værdi gennem big data skal forløses.

På baggrund af studiet er det forskernes anbefaling, at virksomhederne ikke alene skal fokusere på at udvikle centrale IT-egenskaber for at kunne skabe værdi gennem big data. Det er lige så vigtigt at identificere og udvikle en række andre centrale kapabiliteter, som influerer en virksomheds evne til at skabe værdi med big data. Derfor bør virksomheder lave et grundigt forarbejde for at tilsikre, at udviklingen af data-drevne løsninger både vil fungere i praksis og samtidig løse et forretningsmæssigt formål.

Studiet er mere uddybende beskrevet i artiklen:

Brinch, M., Gunasekaran, A. and Fosso Wamba, S. (2020), “Firm-level capabilities towards big data value creation”, Journal of Business Research, Vol. In press, pp. 1–10.

www.sciencedirect.com/science/article

Forfattere og kontakt:

Morten Brinch, postdoc, tlf. 6550 1365, e-mail: mobr@sam.sdu.dk Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse, SDU Kolding

Angappa Gunasekaran, professor, California State University, Bakersfield

Samuel Fosso Wamba, professor, Toulouse Business School, France

Fakta:

Studiet er lavet som en del af Morten Brinchs færdiggjorte erhvervs-ph.d., som han lavede i samarbejde med Siemens Gamesa Renewable Energy, og som var fondet af innovationsfonden.

Redaktionen afsluttet: 02.02.2021