Affaldsprojekt afsluttes – men samarbejdet fortsætter
Den intelligente skraldespand kan bl.a. selv fortælle, hvornår den skal tømmes.
I regi af OPI Living Design Lab (OPI LDL), som er et designfaciliteret offentlig-privat innovationsprojekt, er der i tæt samarbejde mellem Billund, Haderslev og Kolding kommuner samt de tre private virksomheder; Multikant, HITSA og Pay4It udviklet et intelligent affaldskoncept.
På en afsluttende konference tirsdag den 4. september 2018 på Magion i Grindsted, præsenterede parterne prototypen på en intelligent skraldespand, der bl.a. selv kan sige til, hvornår den skal tømmes.
Mere end 500 borgere har været involveret, og processen har været understøttet af SDU Design/Entreprenørskab og Relationsledelse samt designer Hugo Schmidt.
Nu, efter 1,5 års test- og udviklingsaktiviteter, er parterne i mål med den raffinerede prototype, der med succes er testet i gaderne i Kolding, Haderslev og Billund, men holdet bag vil gerne teste endnu mere. Og selv om affaldsprojektet nu er afsluttet i regi af OPI LDL, fortsætter samarbejdet mellem parterne.
"Vi vil rigtig gerne kunne teste noget mere, for lige nu har vi kun testet to skraldespande sammen, og vi kunne godt tænke os at have en serie. Måske 10 – 15 i et set-up, hvor der virkelig er kommunikation mellem dem", siger Nanna Drejer Nørholm, partner i Multikant.
Nanna Drejer Nørholm fortæller endvidere, hvad det betyder for Multikant at have været med i projektet:
"Det er jo helt klart, at vi kom sammen med to andre virksomheder, hvor det ser ud som om, at vi kan lave en forretning sammen, enten ved at vi går sammen som en virksomhed på en eller anden måde, eller at vi har et stærkt samarbejde omkring et produkt, og måske også fremover med andre produkter."
OPI LDL fortsætter med at understøtte udviklingssamarbejder om bl.a. 'Indeklima', 'Mit hjem' og 'Demens'. Se mere her: livingdesignlab.dk