”Antiklimakset var næsten ikke til at bære”

Fortalt til Susan Grønbech Kongpetsak, suko@sdu.dk 

Klokken er lige nu 22:35 i Shanghai, og jeg sidder på mit værelse på 30. etage, mens jeg skuer ud over den oplyste betonjungle, som byen transformeres til, når solen går ned.

I horisonten kan jeg se lyset fra det ene fly efter det andet, der lander i en af Shanghais to lufthavne – formentligt blot indenrigsflyvninger, da landets grænser er lukket og der kun tillades ét fly pr. land for de få luftfartsselskaber, der stadig opererer.

Hvordan har tiden i Shanghai været?

Jeg landede i Shanghai 19. januar, hvor jeg lige fik lov til at opleve, hvordan byen er under normale omstændigheder. Det vil sige ingen ledige sæder i metroen, fyldte restauranter og gader, og de spidse albuer skulle frem, hvis man ville have et billede med Shanghai’s skyline på promenaden The Bund. Få dage efter blev det kinesiske nytår fejret – vi gik nu ind i rottens år. Til nytåret tager alle kinesere hjem til deres familier og holder ferie, så nu blev der tyndet gevaldigt ud i byen, som normalt rummer 27 millioner indbyggere.

Kontrasten var enorm, og i takt med udviklingen i Hubei-provinsen, blev der langsomt endnu færre mennesker i gaderne – og mennesker, man mødte, var nu maskeret. 

Jeg husker, at jeg en af dagene gik ind på en restaurant og fik peget et instrument i panden, der skulle vise sig at tage min temperatur. Jeg var så forbløffet at jeg tog min mobil op, dokumenterede det og sendte billedet til min kammerat: ”Det spidser til i Shanghai”. På det her tidspunkt, synes  jeg nok mest af alt, at det var lidt spændende at opleve på egen hånd.

En regnfuld dag sidst i januar tog jeg på eventyr til vandbyen Zhujiajiao, som jeg næsten havde for mig selv. Dagen efter lukkede byen ned, og Shanghai fulgte kort efter trop – nu blev det alvor.

Masker og temperaturmåling

Mit ophold i Kina er bestemt ikke begyndt, som jeg havde forventet. Det er snart tre måneder siden jeg havde første arbejdsdag på konsulatet, hvor jeg straks i indgangen fik udleveret til et stykke papir, hvor jeg skulle skrive mit navn, telefonnummer, pasnummer, og om jeg havde været uden for Shanghai's grænser de seneste 14 dage.

Efter lidt snak frem og tilbage - ham på kinesisk og mig på engelsk - fik jeg omsider lov til at komme videre til næste sikkerhedsvagt, der rettede et instrument i panden på mig og tog min temperatur. Hvad jeg ikke vidste var, at dette ville blive hverdag fremover. I dag går jeg stadig gennem en damp af noget desinficerende, skriver mit telefonnummer og scanner en QR-kode, før jeg kan komme ind mange steder.

Masker er stadig et krav, og det er imponerende så mange forskellige, der nu optræder i bybilledet. Den ene noget hjemmestrik, den næste en gasmaske - maskediversiteten ser ingen grænser. Og folk har efterhånden accepteret, at den er en fast del af beklædningen.

 

Endelig genåbning

Efter halvanden måneds tid blev Shanghai langsomt åbnet op igen. Mere eller mindre alle virksomheder fik omsider grønt lys til at starte op, hvilket betød at papkasser igen fyldte bybilledet, da de små restauranter var begyndt at fylde lageret op igen – en absolut fryd for øjet!

Jeg glædede mig til, at forsamlingsforbuddet ville blive ophævet, da alle grønne områder på dette tidspunkt stadig var lukket - alle steder, hvor der kunne være en sandsynlighed for, at folk ville samle sig, de var simpelthen lukket.

Parkerne blev åbnet op i midten af marts. Maske og temperaturcheck var naturligvis stadig en nødvendighed, før man kunne gøre sin entré i parken og omsider få et afbræk fra betonjunglens intimiderende høje konstruktioner. Synet af den stigende folkemængde i gaderne var fantastisk, og selv udsigten til ikke at få sæde i metroen, kunne man helt blive begejstret over.

Hvilke tanker og følelser har fyldt mest?

De første arbejdsopgaver, jeg fik på konsulatet, var lave presseklip, holde øje med hvilke grænser, som lukkede, og hvilke flyselskaber, der stadig fløj til og fra Kina. Kontoret var køligt, og her sad jeg og dag for dag kunne se udviklingen, hvor kategorien over de helbredsrelaterede nyhedsartikler steg eksponentielt dag for dag.

Det var meningen, at vi skulle være fem praktikanter, men nu var vi blot to. Jeg så mit praktikophold smuldre både socialt og fagligt. Spændende elementer blev pillet ud af kalenderen på stribe. Ministerbesøg, arrangementer på konsulatet og diverse spændende events i Shanghai kunne man nu se i outlook-kalenderen med stemplet: CANCELLED.

Antiklimakset var næsten ikke til at bære. En så spændende by som Shanghai - en metropol, et finanscenter og globalt økonomisk midtpunkt - lå øde hen, og jeg var nu bundet til min lejlighed på 30. etage uden en chance for at udforske den radikalt anderledes kinesiske kultur, som var en stor del af mit praktikophold. 

Mærkede ensomheden

Uvisheden om hvor længe dette ville vare ved, var noget af en pine. Jeg mærkede for alvor ensomheden, da jeg i weekenden – efter en uges skimning af deprimerende nyheder – ikke kunne se den store mening med at stå op. Hjemme i Odense er jeg vant til at være omgivet af mennesker, vant til at være aktiv og vant til ikke at spilde min tid. Nu var mine vaner vendt på hovedet, og det havde jeg det svært med.

Min interesse for video og fotografi var alfa omega i denne tid, hvor jeg med mit kamera om skulderen gik gaderne tynde og dokumenterede Shanghai’s surrealistisk tomme gader. Det var som at være del af en sci-fi-thriller og byens mennesketomme vartegn virkede nærmest monstrøse. 

Venner og familie spillede heldigvis en en stor rolle, jeg skrev dagligt og snakkede med dem – det går pludseligt op for en hvor heldig man er på den front. Efter halvanden måned på den måde begyndte byen heldigvis at lukke op igen.

Hvordan har corona påvirket din praktiktid?

Mine arbejdsopgaver på konsulatet har de seneste måneders tid haft en bred diversitet, hvor jeg grundet de tre færre praktikanter har hjulpet til i innovationscentret, handelsafdelingen og med diverse opgaver rundt på kontoret.

Desuden har jeg også assisteret generalkonsulen og dækket ind, når han har været ude og besøge virksomheder med tråde til Danmark, hvor vi i denne sensitive periode bl.a. har vist vores støtte. Konsulatet har gennem hele perioden mindet mig om, at jeg på ethvert tidspunkt kan tage hjem til Danmark, hvis jeg følte mig utryg ved situationen.

Jeg har dog på intet tidspunkt følt mig særlig usikker her i Shanghai, så for at undgå den dræbende kedsomhed og ensomhed på mit værelse, har jeg på intet tidspunkt valgt at arbejde hjemmefra.

Hvordan har corona påvirket din praktiktid?

Mine arbejdsopgaver på konsulatet har de seneste måneders tid haft en bred diversitet, hvor jeg grundet de tre færre praktikanter har hjulpet til i innovationscentret, handelsafdelingen og med diverse opgaver rundt på kontoret.

Desuden har jeg også assisteret generalkonsulen og dækket ind, når han har været ude og besøge virksomheder med tråde til Danmark, hvor vi i denne sensitive periode bl.a. har vist vores støtte. Konsulatet har gennem hele perioden mindet mig om, at jeg på ethvert tidspunkt kan tage hjem til Danmark, hvis jeg følte mig utryg ved situationen.

Jeg har dog på intet tidspunkt følt mig særlig usikker her i Shanghai, så for at undgå den dræbende kedsomhed og ensomhed på mit værelse, har jeg på intet tidspunkt valgt at arbejde hjemmefra.

Hvordan er status nu i Shanghai?

Da jeg sad på mit værelse for halvanden måned siden, havde jeg aldrig turde håbe på, at status i Shanghai ville være så god, som den er nu i begyndelsen af april. Virksomheder har været i gang i over en måned nu og parkerne åbne næsten ligeså længe. Kineserne virker stadig meget nervøse for virussen. Selvom den nærmest er ikke-eksisterende i Shanghai, så holder folk stadig afstand. Masker fylder stadig bybilledet, og påbuddet håndhæves af politiet, der ikke tolererer, at man går uden.

De seneste dage har man dog oplevet en lille stigning i antallet af inficerede i Kina. Det er på grund af tilrejsende – hovedsageligt kinesere, der vender tilbage til deres hjemland, nu resten af verden er så uforudsigelig. Af denne årsag har jeg som udlænding oplevet en form for racisme, hvor mange kinesere undgår mig og sågar kan finde på at rejse sig op i metroen, hvis jeg sætter mig ved siden af dem. Jeg forstår dem godt, men det er ærgerligt, når man selv har været her og kæmpet med dem, da pandemien var på sit højeste i landet. 

Shanghai er nu oppe og køre igen og mit praktikophold har nu den rette kurs, mens resten af verden lukker ned. Forhåbentligt kan jeg stadig gøre brug af min returbillet med SAS, når jeg skal hjem slut juli, men jeg forventer ikke rigtig noget.