Mindeord for Tore Nyberg

Middelalderhistoriker Tore Nyberg er død, 87 år gammel. Tore stammede fra Uppsala, hvor han voksede op i et lærd hjem med den internationalt kendte orientalist H.S. Nyberg som far. De bar sammen det forpligtende navn Samuel. Tore Nyberg var selvskreven til en akademisk karriere og uddannede sig som historiker. I 1965 forsvarede han sin doktordisputats Birgittinische Klostergründungen des Mittelalters ved Lunds Universitet. Værket blev toneangivende for hans videre karriere, for så vidt som tre store temaer i hans senere forfatterskab alle anes her: klostrenes egenart, deres internationale organisation samt den kulturelle udveksling kirke og by imellem.

I 1971 kom Tore Nyberg til Odense, hvor han fik lektoratet i middelalderens historie ved Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse (nu Institut for Historie). Han gav lærestolen en international forankring og dannede i løbet af årene et stort netværk med rod i mange europæiske lande. Nyberg blev en afholdt gæsteforelæser fra Polen over Italien, Tyskland og England til det hjemlige Skandinavien. Lige så bred blev hans kronologiske fortrolighed med middelalderens tusindårige historie. For den tidlige periode gjaldt det samspillet mellem by og kirkeorganisation, kristning og pavemagtens centraliseringsforsøg. For højmiddelalderen var det det stærke pavedømme og den vanskelige situation i Baltikum, mens kompleksiteten i det senmiddelalderlige samfund ofte blev anskuet i et klosterordensperspektiv. Bredden mærkedes ligeledes tydeligt, når han sammen med andre på Historie var med til at fastholde de lange linjer i fagets undervisning, hvilket blev et særkende for det odenseanske historiestudium i dansk henseende. 

1970’erne var aktive år for Nyberg. I 1976 var han med til at oprette Laboratorium for folkesproglige Studier (i dag Center for Middelalder- og Renæssancestudier). Hermed dannedes en ramme på tværs af de humanistiske studier i Odense, som gav et lille felt større faglig tyngde. Det blev det første middelaldercenter af sin art i Norden. Hvert år lige siden har det afholdt symposier eller konferencer. Nyberg arrangerede flere af disse, ligesom han var med til at omsætte de afholdte foredrag til publikationer, tidligt publiceret på engelsk eller andre sprog for at nå et større publikum. I 1977 gik han ind i et nordisk arbejde til fremme af urbaniseringsforskningen, noget som siden har vokset sig meget større. I 1979 udgav han det første større værk siden disputatsen, Skt. Peters efterfølgere i brydningstider. Bogen trak de store linjer i pavedømmets udvikling fra 750 til 1200, og man aner som noget nyt en kritik af den magtcentrering, der fandt sted.

I 1980’erne blev den byhistoriske interesse hos Nyberg tydeligere. Dette var bl.a. afledt af den satsning, som det unge universitet i Odense gjorde for at profilere 1000-årsjubilæet for byen i 1988. Nyberg var medforfatter til førstebindet af den 10 bind store Odense bys historie. Andre værker med Odense i centrum stammer fra disse år: For Skt. Knuds Kirke opløste han sammen med Fritz Saaby Pedersen den vanskelige latinske indskrift på kirkens skib om katedralens udvidelse i slutningen af 1200-tallet; og med Knudsbogen, der var en samling af artikler om Knud den Hellige fra 1986, var Nyberg med til at sætte helgenkultens betydning for byudviklingen på dagsordenen. Kalundborgs historie blev han ligeledes stærkt engageret i.

I 1990’erne trådte den gamle interesse for klostrene stærkere frem. I 1991 var han hovedredaktør for det store værk Birgitta, hendes værk og hendes klostre i Norden. Kun Norge havde været behandlet i disputatsen, men nu var Nyberg med til at føje ny viden til de svenske og danske birgittinerhuse. Hovedværket fra perioden var oversigtsværket Monasticism in North-Western Europe 800-1200.

Studerende kendte Tore Nyberg som en omsorgsfuld underviser. Han kunne med sin insisteren på latin og brede sprogkundskaber ved første møde godt skabe distance, men når holdet var i gang, var han generøs og villig til at føje meget oveni, såsom studieture, besøg på arkiver og befordringen af faglige arrangementer ved siden af undervisningen.  Han havde gennem tiden mange specialestuderende. Da han trådte tilbage i 2001, hvilket skete samtidig med dr.phil. Aage Trommer, havde de to tilsammen vejledt næsten halvdelen af årets specialeskrivere ved Historie.

Nyberg var med til at forme næste generation af middelalderforskere. John Lind, Carsten Selch Jensen og undertegnede nød alle godt af han store viden. Over en kop kaffe med en lille kage til kunne meget klares. Det samme gjaldt for hans kollega i Odense, Kurt Villads Jensen, der nu er professor i middelalderhistorie i Stockholm.

 At bestride en lærestol var for Nyberg et kald. Hans dedikation til middelalderens tanke om studium generale, der var universitetets grundstamme, var altomfattende. Her kom pligten op i svenskeren Tore Nyberg, som et ubekymret dansk sindelag ikke kendte i samme grad. Kaldte offentligheden, var faglige arrangementer annoncerede, så ”muste man være met”. Nyberg svigtede aldrig forskerkredsmøder på universitetet. Da jeg adspurgt om, hvorledes jeg havde tænkt mig at passe mit ph.d.-stipendium, svarede, at jeg nok ville møde kl. 9, replicerede Nyberg tørt: ”Det var sent”. Eller faldt diskussionen på universitetets fremtid, var den nutidige alliance med statsmagten kun noget forbigående. Institutionens grundlæggende tanke ville overleve. Sådan tænkte en sand forsker.

Vi er mange, der kommer til at savne Tore på universitetets gange, hvor han vedblev at komme til det sidste. Han kom altid rundt om kontoret for at høre, hvordan det gik. Hans varme smil kunne ikke undgå at gå til hjertet, og hans stille humor smittede. Han var stolt af sin udnævnelse til jubeldoktor ved Lunds Universitet i 50-året for sin disputats’ indlevering, og trods gangbesvær lod han sin krykke være, da han skulle promoveres. Han efterlader sig hustruen Betty.

Ære være Tore Nybergs minde.

Lars Bisgaard