Historien former stadig vores holdning til atomteknologier

Atommagten Rusland har invaderet Ukraine, samtidig med at flere og flere forskere og politikere peger på atomkraft som en mulig frelse mod de truende klimaforandringer.

Atomteknologier er i den grad igen kommet på manges læber og i manges tanker, men for at forstå danskernes holdning til både farerne og mulighederne i atomteknologierne, er man nødt til også at forstå, hvor vi kommer fra, og hvordan vi er kommet dertil, hvor vi er i dag.

Netop den historiske udvikling i synet på den civile og militære anvendelse af atomteknologier forsker lektor Casper Sylvest fra Institut for Historie på SDU i. Han forsøger blandt andet at sætte den danske historie ind i en større international sammenhæng.

Vores historie med atomkraft

Ny Viden har sat sig ned med forskeren for at blive klogere på, hvordan historien stadig former vores holdninger til det atomare i dag.

- For at forstå nutidens holdning til atomkraft og atomvåben er det interessant at se, hvilke rationaler, muligheder og risici som atomteknologier er blevet tillagt i forskellige historiske sammenhænge. Der har været frygt for våbnene og atomkrigen, men der har også været begejstring og optimisme for de muligheder, som teknologien bringer med sig, fortæller Casper Sylvest.

Casper Sylvest har for nylig udgivet bogen Atomfrygt om emnet, en del af serien 100 Danmarkshistorier.

Atombomber ikke i en klasse for sig

Atomteknologien blev for alvor kendt i en bredere offentlighed i 1945, da amerikanerne lod to atombomber falde ned fra himlen over byerne Hiroshima og Nagasaki i Japan.

Selvom atomteknologiens entré på verdensscenen blev annonceret med to altødelæggende brag, var der også på det tidspunkt fokus på brug af atomkraft til mere fredelige formål. Teknologien blev på den måde både præsenteret som det ultimative dommedagsvåben og samtidig som en mulig løsning på mange af de problemer, som verden stod over for.

Casper Sylvest har haft et særligt forskningsfokus på ideer og forestillinger om atomteknologiers civile og militære anvendelse i årtierne efter 1945, hvor meget ved atomkraft stadig var nyt og uvist.

- Truslen fra atombomber var i starten af den periode stadig forholdsvis abstrakt og rettet mod fremtiden. Det gjaldt også i Danmark. Det skyldtes blandt andet, at atombomben blev brugt mod afslutningen af en verdensomspændende total krig, forklarer Casper Sylvest og uddyber:

- Den amerikanske brandbombning af Tokyo i marts 1945 dræbte cirka 100.000 mennesker, så atombomberne var på det tidspunkt stadig i samme størrelsesorden som andre bombeteknologier. Der var selvfølgelig forskelle, men skalaen havde betydning for de tanker, som folk gjorde sig om atombomben dengang.

Frygt og håb

Særligt fra 1954 og fremefter blev kernevåben så kraftige, at deres status blev forandret. Det skete med udviklingen af brintbomben, der kom med mange gange kraftigere sprængkraft.

Samtidig var der i verden en masse initiativer for at anvende atomkraft til fredelige formål inden for energi, landbrug og medicin.

I Danmark betød det, at i perioden fra midten af 1950erne og frem til starten af 1960erne var der en sameksisterende frygt og optimisme omkring atomkraft, og at de to synspunkter var ikke nødvendigvis koblede.

Den blanding var karakteristisk for lande omkring os, men nationale forhold var ofte afgørende for balancen mellem frygt og håb.

I Danmark blev der i perioden også lavet forsøgsreaktorer på Risø som et sats på atomkraft på den civile side, og det blev debatteret om det danske forsvar skulle atombevæbnes. Det blev afvist, men Danmark var del af NATO, hvor atomvåben spillede en stadig større rolle.

- Det var også i slutningen af den periode, hvor man begyndte at stille spørgsmålet, om det overhovedet var muligt at udkæmpe en krig med atomvåben. Forestillinger om massive ødelæggelser og usikkerheden om radioaktivitetens effekter på blandt andet arveanlæg gjorde også våbnene til et symbol på en bredere udvikling, siger Casper Sylvest og uddyber:

- Flere og flere stillede spørgsmålstegn ved, om den teknologiske udvikling var ved at løbe løbsk. Det var en virkelig interessant periode, hvor der også opstod usikkerhed og uenighed blandt videnskabsfolk, hvilket forplantede sig i samfundet og fødte ind i nye protestbevægelser.

Atominteressen daler

Fra midten af 1960erne dalede interessen for atomvåbnene imidlertid. Aktivister blev gradvist optaget af andre spørgsmål.

Det samme skete internationalt, da der blev underskrevet en international traktat om begrænsning af atomprøvesprængninger.

Danmark var stadig en del af NATO, hvor flere medlemslande havde atomvåben, så vores nationale sikkerhed blev alligevel hængt op på den atomare afskrækkelse, uanset om de fandtes inden for vores kongeriges grænser eller ej.

På det tidspunkt havde spørgsmålet, om man overhovedet kunne beskytte landet og dets borgere i tilfælde af atomkrig, været aktuelt i en længere periode.

Ud på den anden side af atomangreb

Casper Sylvest har i et nyligt forskningsprojekt om det danske civilforsvar studeret dets opbygning, planlægning og kommunikation. Civilforsvaret søgte blandet andet at installere en særlig moral i befolkningen.

- På det område kan vi også se en interessant forskel mellem os og andre lande. I Danmark forventede man ikke, at vi ville blive mål for direkte brintbombeangreb, mens de i for eksempel Storbritannien anslog, at de var i reel risiko for at blive mål for omfattende angreb. I Storbritannien nedprioriterede man derfor civilforsvaret, da det groft sagt blev anset for omsonst i tilfælde af en atomkrig, forklarer Casper Sylvest og uddyber:

- I Danmark opretholdt vi det, og der var i civilforsvaret en oprigtig tro på projektet om at komme ud på den anden side efter et atomangreb.

I 1962 blev der i Danmark blandt andet sendt en pjece rundt til alle husstande. I den pjece stod der, hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af et atomangreb, hvad man skulle tage med i beskyttelsesrum, og hvordan de skulle indrettes.

- Vi ser etableringen af noget nær en ny kontrakt mellem staten og borgerne, når det gjaldt sikkerhed. Det var en ny type kommunikation. Staten kunne gøre noget, men ikke alt. En del af ansvaret blev lagt over på borgerne, fortæller Casper Sylvest.

Atomkraft og atombomber flyder sammen

Et interessant aspekt i atomteknologiernes historie er ifølge Casper Sylvest også forholdet mellem anti-atomvåbenbevægelser og anti-atomkraftbevægelser.

I 1950erne var der relativ stor opbakning til myndighedernes satsning på anvendelsen af atomteknologi til fredelige formål. Der var en betydelig optimisme om, hvad teknologien kunne benyttes til. Der var ganske vist modstand mod atomvåben, men skepsis over for atomkraft til fredelige formål var begrænset.

Meget af den danske holdning var i den periode influeret af udviklingen i USA, hvor myndighederne blandt andet slog på tromme for, at teknologien ville gøre elektricitet så billig, at den næsten blev gratis.

- Men med den anden kolde krig i slutningen af 1970erne og starten 1980erne blev atomvåben og atomkraft til fredelige formål i stigende grad forbundet af modstandere. Det er dog vigtigt at huske, at der selv i den periode stadig var betydelige fortalere for atomkraft som energiløsning i Danmark, siger Casper Sylvest.

Er atomkraft svaret på klimakrisen?

Konflikten mellem stormagter og klimakrisen har bragt atomteknologier tilbage i den offentlige debat.

Faktisk er der også en historisk forbindelse her, fortæller Casper Sylvest. Da det stod klart i 1950erne og 1960erne, hvor meget ødelæggelse teknologien kunne forårsage, funderede forskere, politikere og aktivister i stigende grad over fremtiden. Stod jorden til at redde? Hvad ville radioaktiv forurening for eksempel betyde for vores børn og børnebørn?

Nogle af disse tanker er ifølge Casper Sylvest blevet en del af den moderne miljøbevægelse, hvor en grundtanke er, at vores egne handlinger og teknologi skal begrænses og styres for ikke at have negativ indflydelse på sundhed og natur. Perspektivet er ikke bare lokalt, men også globalt.

- Den danske tilgang til spørgsmålet om atomkraft og klima er særlig, fordi vi i 1980erne lukkede ned for vores nationale ambitioner om at have atomkraft og udviklede en betydelig modstand mod Barsebäck i Sverige. Atomenergien har ellers ikke været en del af hverdagen. Men i øjeblikket ser vi, at mange blandt andet i miljøbevægelsen vil gøre op med den indgroede skepsis mod atomkraft, fordi klimabomben populært sagt er en større trussel end atombomben, forklarer han og uddyber:

- Så er vi tilbage ved noget, vi har hørt før, nemlig at atomkraft kan løse store udfordringer i verden. I 1950erne blev det solgt som en løsning på en fremtid med knappe ressourcer. I dag det klimakrisen, som teknologien skal løse. Men den skepsis, der har historiske rødder, lever også videre, siger Casper Sylvest.

Læs mere