Skal næste hjælpepakke gå til familier, der hjemmeskoler?
Nedlukningen af landets skoler har sat gang i et kæmpe eksperiment med digital fjernundervisning. Nikolaj Elf, professor i Uddannelsesvidenskab på SDU, følger udviklingen tæt og skriver daglige blogposts om sine observationer. Han er bekymret for, at elever og forældre overbebyrdes i den digitale hjemmeskole.
”Moaar, jeg kan ikke komme ind på Matematikfessor”, ”Hvor er mit uni-login?”, ”Hvad betyder det her ord?”. Mens de danske uddannelsessteder er lukket ned, udfolder der sig et gigantisk eksperiment i digital fjernundervisning ude i de danske hjem.
Og professor Nikolaj Elf, der er leder af Center for Grundskoleforskning på SDU, følger spændt udviklingen fra sit hjemmekontor i Jelling – hvor der hjemmeskoles en elev i 8. klasse og én i 2. g i gymnasiet.
Han skriver daglige blogposts på LinkedIn om sine observationer - både de erfaringsbaserede hjemmefra – og de mere generelle refleksioner. Og han får mange reaktioner og tilbagemeldinger fra både elever, forældre, lærere og skoleledere.
Overbebyrdede elever
Og uddannelsesprofessoren er både bekymret – og imponeret - over de tendenser, der har præget de første uger med landsdækkende digital fjernundervisning af alle børn og unge under uddannelse.
- Jeg får mange tilbagemeldinger fra elever, som føler sig overbebyrdede og beder uddannelsesledere holde lidt igen. De har også et meget stort ønske om noget mere variation, så de kommer væk fra skærmene. Lærerne er enormt ambitiøse og vil være sikre på, at eleverne lærer noget, mens de er væk fra skolen. Det er helt sikkert i den bedste mening, men vi er nødt til at lade skuldrene sænke sig lidt, lyder hans klare anbefaling.
Styr på forventningerne
Nikolaj Elf opfordrer til en klarere forventningsafstemning og kommunikation mellem skoler og hjemmene, især nu hvor hjemmeskole-perioden kommer til at trække ud i hvert fald til efter påske.
- Både lærere og forældre er nødt til at være mere ærlige i forventningsafstemningen og få formuleret, hvad målet med det hele egentlig er? Lærerne er nødt til at overveje, hvor højt de kan sætte barren. I denne helt særlige situation kan det ikke lade sig gøre, at man prøver at tilpasse den undervisning, man havde planlagt, ind i en helt anden form, siger han og fortsætter:
-Samtidig er forældrene nødt til at erkende, at de skal være dér for børnene – især i de mindste klasser - som støtteperson. Og hvem tager sig af rummet udenom undervisningen, at man får holdt pauser og har en ritualiseret hverdag, hvor skoledagen bliver organiseret og struktureret? Det er vel ikke kun de hjemmearbejdende forældres ansvar?
Husk balancen
Nikolaj Elf understreger, at det er helt centralt at få styr på forventningerne til den digitale fjernundervisning både for elevernes, forældrenes, lærernes og uddannelseskvalitetens skyld.
- Det er vigtigt, at få talt om de her ting nu. Både for at sikre, at der bliver kvalitet i den hjemmeundervisning, som eleverne får i en forholdsvis stor del af dette skoleår, og for at det hele rammer en balance, så der ikke bliver behov for en hjælpepakke til de fuldtidsarbejdende forældre, der også lige skal hjemmeskole deres børn.
Vildt imponerende
Derudover er det Nikolaj Elfs vurdering, at både lærere, elever og forældre er kommet virkelig godt fra start med det landsdækkende digitale undervisnings-eksperiment.
- Det er vildt imponerende, hvor disciplinerede folk er, og hvor godt det er gået med fuldstændig at ændre praksis og omstille sig på den nye virkelighed på kort tid. Jeg er ret sikker på, at de mange erfaringer, som folk gør sig med virtuel undervisning lige nu - fordi de skal - vil blive kulturskabende, så det digitale fremover kan blive langt mere indlejret i undervisningen, end det har været hidtil.
Udover sine daglige blogposts om hjemmeundervisningen i Danmark er Nikolaj Elf i øjeblikket i dialog med forskerkollegaer i bl.a. Sverige, Grækenland og Australien om evt. at gennemføre en mere systematisk undersøgelse af den globale fjernundervisning, der gennemføres i disse måneder på grund af coronakrisen.
Mød forskeren
Nikolaj Elf er professor i uddannelsesvidenskab ved Institut for Kulturvidenskaber og leder af det nye Center for Grundskoleforskning på SDU. Han forsker bl.a. i en række fagdidaktikker, interkulturel pædagogik, digitalisering og kvalitet i undervisning.