Skip to main content

Kursustitel:  Kursus i feedback i undervisningen

Målgruppe: Alle gymnasiale uddannelser

Undervisere: Lektor, Vibeke Christensen, IKV, SDU og lektor Søren Drejer, Svendborg Gymnasium og IKV, SDU.

Tid, sted og pris: Kurset udbydes i samarbejde med GL-E, hvor det både udbydes som enkeltstående kursus og som skolebaseret kursus, læs mere på www.gl.org/kurserogarrangementer. Ved ønske om et skolebaseret kursus kontaktes Anne Bang-Larsen, tlf. 61 999 139, email: anneb@sdu.dk

Formål: Kurset giver en forskningsbaseret og praksisrettet introduktion til feedback i undervisningen. Formålet med kurset er at give deltagerne konkrete redskaber til lærer- og peerfeedback med henblik på at understøtte og udvikle elevernes faglige skrivning, både foreløbige og endelige elevtekster.

Indhold: Feedback i undervisningen har til formål at støtte eleverne i deres læring både på kort og lang sigt. På kort sigt støtter den eleverne i en igangværende læreproces, mens den på lang sigt ideelt set har til hensigt at støtte eleverne i at igangsætte og styre deres selvstændige læring. Feedback er derfor ikke en ekstra opgave i undervisningen men en integreret del af undervisningen på lige fod med andre læringsaktiviteter.

Teoretisk viden om feedback konkretiserer vi i første omgang med skrivning for læring. Vi beskæftiger os med, hvordan vi kan understøtte skriveprocessen og give feedback, der styrker elevens faglige stemme, tekst og læring, herunder også overvejelser over balancen mellem lærerens indsats og elevens udbytte.

Imidlertid er der forskning, der viser, at feedbackgiveren lærer lige så meget eller måske mere end feedbackmodtageren. Det forhold udnyttes i peer feedback. Vi kigger nærmere på, hvordan man kan minimere udfordringerne og udnytte gevinsten ved peer feedback.

Endelig løfter vi blikket og forholder os kritisk til feedbackens utilsigtede virkninger.

Kurset inddrager teoretisk viden fra den nyeste skrive- og feedbackforskning, og den indeholder en række konkrete og praksisnære øvelser.

Form: Kurset veksler mellem oplæg, diskussion, gruppeøvelser og erfaringsudveksling.

Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab

  • Campusvej 55
  • Odense - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 1000

Sidst opdateret: 27.07.2024