Det myldrede med forskellige folkeslag på de tidligere Dansk Vestindiske Øer før Columbus
For første gang er det lykkedes at foretage kemiske analyser, som tillader datering af potteskår fra St. Croix, St. John og St. Thomas. De tegner – stik imod tidligere teorier - et billede af overraskende folkeslags-mylder på øerne i tiden før Colombus opdagede Amerika.
Da Christopher Columbus kom til de nuværende US Virgin Islands på sin anden rejse over Atlanterhavet i 1493, var øerne allerede beboede - men hvordan og hvornår øerne St. Croix, St. John og St. Thomas oprindeligt blev befolket, er usikkert. Nu er det endelig lykkedes et forskerhold at give et naturvidenskabeligt funderet bud på gåden.
Et internationalt forskerhold fra USA, Argentina, Storbritannien og Danmark, bestående af blandt andre professor Kaare Lund Rasmussen fra SDU, Casper Toftgaard fra Nationalmuseet og Joshua Torres fra National Park Services i Washington har nemlig haft adgang til at foretage de første naturvidenskabelige dateringer af arkæologisk udgravede potteskår fra øerne, og de resultater kan nu sammenholdes med arkæologernes tidligere dateringer, som var baseret på stil-analyser, fundsted og kulstof-14 datering.
Deres resultater er publiceret i tidsskriftet Heritage Science.
128 potteskår fra Nationalmuseet
”Det er første gang, man laver en naturvidenskabelig datering af selve de potteskår, som er blevet efterladt af øernes tidligere beboere. Det giver en bedre datering af den kultur, der herskede på øerne, fordi potteskårene er den absolut vigtigste arkæologiske fundgruppe i det varme tropiske klima”, siger professor ved Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, Kaare Lund Rasmussen, der har stået for de kemiske analyser.
Potteskårene er stillet til rådighed af Nationalmuseet i København, som gav forskerne tilladelse til at udtage prøver af de keramikstykker, der var hjemført til Nationalmuseet i 1924 fra de gamle danske tropekolonier i Vestindien. Der er tale om 128 potteskår fra syv forskellige lokaliteter på de nuværende amerikanske Virgin Islands, St. John, St. Thomas og St. Croix.
”De nye dateringer bidrager til at tegne et mere nuanceret billede af, hvornår øerne har været beboede og ikke mindst hvor mange forskellige folkeslag, der levede på øerne eller handlede med hinanden på samme tid”, siger Kaare Lund Rasmussen.
Hvem disse tidlige beboere var, ved forskerne ikke ret meget om. Der er godt nok foretaget en del arkæologiske undersøgelser på øerne, men man har ikke fundet ret mange genstande ud over potteskårene, der kan bidrage til at tegne et billede af de mennesker, der indtog og slog sig ned på øerne.
"Samtidigt på snart sagt alle lokaliteter"
De nye dateringer udfordrer den hidtil mest udbredte teori om øernes tidlige beboere. Ifølge den almindeligt anerkendte teori fra Yale University’s professor Irwin Rouse fra 1960 kom indvandrerne i tre på hinanden følgende bølger sydfra; nærmere bestemt fra Orinoco flodens udmunding i Venezuela.
Teorien er plausibel og intuitivt let forståelig af flere grunde, især: Man kan alle steder se fra den ene ø til den næste i kæden – i hvert fald i godt vejr. Og så gør den næsten altid blæsende sydøstenvind det også nemt at foretage sejlturen mod nordvest. Med Lund Rasmussen og kollegernes termoluminiscens-dateringer kan man imidlertid konstatere, at flere forskellige stilarter har været til stede på samme tid på øerne:
”Det tyder på, at flere forskellige kulturer har befundet sig på det samme sted samtidig – eller i hvert så fald så tæt på hinanden, at de kunne handle med hinanden. Og det modsiger til en vis grad teorien om de tre store bølger af indvandringer fra syd mod nord. Man må nok snarere tale om et mylder af forskellige stilarter, der har hersket samtidigt på snart sagt alle lokaliteterne”, siger Lund Rasmussen.
Fem folkeslag på samme tid
Som eksempel nævner han, at stilarterne Ostiones, Monserrate, Santa Elena, La Hueca og Cuevas, som hver især udviser sine egne karakteristiske udsmykning af keramikken, er fundet flere forskellige steder på de tre øer i et tidsrum, som forskerne daterer til 600-1200 evt.
”Det indikerer, at disse fem forskellige folkeslag kan have boet på disse steder i det nævnte tidsrum. Måske ikke hele tiden - måske er man kommet og er rejst igen, for så atter at vende tilbage; men man har i hvert fald været inden for handelsafstand af hinanden. Det ser ud som om, rejserne er foregået i flere retninger, fx både mod nord og mod syd, forklarer Kaare Lund Rasmussen.
Hidtil har dateringer af arkæologiske fund på US Virgin Islands været baseret på kulstof 14-dateringer af de omgivelser, potteskårene blev fundet i: fx har man kulstof 14-dateret nogle muslingeskaller, der blev fundet ved siden af potteskårene. Man har også vurderet alderen af de fundne potteskår ud fra udsmykningen og fremstillingsteknikken ved at placere dem i Rouse’s skema over indvandringsbølgerne.
”Kulstof-14 dateringer af efterladenskaber fundet omkring potteskår kan i almindelighed være en rigtig god hjælp for arkæologerne.
Problemet på Jomfruøerne er imidlertid, at der sjældent er tale om gode lagserier, hvor det overliggende lag er klart og tydeligt yngre end det underliggende, sådan som det ofte er tilfældet i den danske muld. Faktisk er der kun én lokalitet på øerne, hvor der er tale om en virkelig god stratigrafi, nemlig Cinnamon Bay på St. John. Fundsituationen på de fleste andre lokaliteter minder mere om køkkenmøddinger”, siger Kaare Lund Rasmussen.
Lige nu arbejder forskerholdet på at undersøge, om lerets kemiske sammensætning kan sige noget om, hvor de forskellige lerpotter blev fremstillet, så man måske kan afgøre, om en lerpotte var lokal fremstillet eller medbragt i kanoen fra en anden ø.
Mød forskeren
Kaare Lund Rasmussen er professor på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci. Han er ekspert i arkæometri, dvs. at foretage kemiske analyser af arkæologiske og historiske genstande. Han har analyseret højprofilerede artefakter som Tycho Brahes grav, Dødehavsrullerne, Knud Den Helliges kiste og Jesu apostles skeletter.
Datering med termoluminescens
Denne metode bygger på, at der findes et forbudt energibånd mellem valenselektronerne og ledningselektronerne i mineralet kvarts. I dette forbudte bånd findes der dog – på trods af navnet – nogle få elektrontilstande, kaldet elektronfælder. Når et stykke keramik brændtes i oldtidsmenneskets ovn, nulstilledes atomernes ure på den måde, at alle elektroner fra elektronfælderne faldt tilbage til grundtilstanden. Fra dette tidspunkt fyldtes elektronfælderne langsomt, men sikkert op med elektroner fra grundtilstanden. Det sker, fordi keramikken hele tiden udsættes for radioaktiv stråling fra den omgivende jord og fra kosmos. Jo længere bestrålingen varer, des flere elektroner hejses der op i elektronfælderne i det forbudte bånd. Metoden går nu ud på at tage et stykke keramik fra en arkæologisk udgravning, knuse det i et mørkekammer og varme den lille prøve på kun 0,01 gram op til 400 grader Celsius, hvorved elektronerne i fælderne falder tilbage til grundtilstanden under udsendelse af lys. Jo mere lys man måler, desto ældre er prøven.