Skip to main content

Klyngeudvikling er en kompleks opgave

Center for Bæredygtig Erhvervsfremme udbyder kurser i klyngeudvikling med det formål at styrke de nationale klyngeorganisationer og deres arbejde

Et af de centrale forskningstemaer hos Center for Bæredygtig Erhvervsfremme er specialiseret erhvervsudvikling, som dækker over udvikling og facilitering af blandt andet klynger, regionale netværk og økosystemer. Forskningen sker typisk med udgangspunkt i og/eller i samarbejde med de 13 nationale klyngeorganisationer.

Flere af centerets forskere har siden opblomstringen af de regionale klyngeprogrammer i 2007/2008 bidraget til en række undersøgelser af klynger og deres udvikling i Danmark. Denne viden er for eksempel blevet brugt til forskning og til rådgivning af klyngeorganisationer, kommuner, m.fl. Der er med andre ord opbygget en stor vidensbase i centeret, og denne viden sættes nu yderligere i spil med søsætningen af både generelt introducerende kurser om klyngeudvikling, samt  skræddersyede kurser, hvor der efter ønske sættes fokus på bestemte problematikker, der er aktuelle for den enkelte klynge.

Den 8. november gav centerleder Mads Bruun Ingstrup et introducerede oplæg om klyngeudvikling for 20 medarbejdere hos Energy Cluster Denmark. Oplægget kom blandt andet ind på hvilke typer af klynger som eksisterer, hvilke udviklingstrin en klynge typisk gennemløber, og hvordan de klyngepolitiske rammevilkår har ændret sig over tid.

”Energy Cluster Denmark er en klyngeorganisation i hastig vækst. Vi har en travl hverdag, hvor arbejdet med konkrete innovationsprojekter og samarbejder mellem virksomheder og forskere går stærkt i takt med den grønne omstilling. Derfor var det rigtig udbytterigt at høre Mads fortælle om aktuel forskning i klyngers udvikling og de grundlæggende strukturer, der kendetegner forskellige typer af klynger. Samtidig kortlagde Mads klyngernes historie i en national og global kontekst. Samlet set var oplægget inspirerende og et godt grundlag for at tale om, hvor vi er – og hvor Energy Cluster Denmark er på vej hen.” siger direktør Glenda Napier, Energy Cluster Denmark.

Hvis du ønsker et lignende forskningsbaseret oplæg til at styrke udviklingen af din klynge, kan du kontakte centerleder Mads Bruun Ingstrup på mbi@sam.sdu.dk

Redaktionen afsluttet: 23.11.2023