Skip to main content

Forskere sparrer om erhvervspolitik i Gladsaxe

Gladsaxe Kommune får sparring fra forskere ved Center for Bæredygtig Erhvervsfremme i forbindelse med udarbejdelsen af et nyt erhvervspolitisk udspil.

Gladsaxe Kommune er i gang med at udvikle en ny ambitiøs erhvervspolitik, som skal fordre bæredygtig vækst på de miljømæssige, økonomiske og sociale bundlinjer. Allerede i dag er Gladsaxe blandt de kommuner, som har højest erhvervsaktivitet og huser nogle af Danmarks største virksomheder, herunder Novo Nordisk, NNIT og NCC. Denne position skal udbygges i de kommende år, og det skal blandt andet ske via innovative partnerskaber på tværs af kommunen, virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

På den baggrund inviterede erhvervschef Karen Brosbøl Wulf og erhvervskonsulent Tommy Engedal Kronborg forskerne Mads Bruun Ingstrup, Majbritt Rostgaard Evald og Steffen Korsgaard, alle fra Center for Bæredygtig Erhvervsfremme, til at give feedback på det foreløbige erhvervspolitiske udspil. Denne type sparring har centeret stor erfaring med.

”Medarbejdere ved centeret har i flere omgange bidraget til at analysere og rådgive om kommunale erhvervspolitikker. Denne viden stiller vi meget gerne til rådighed, således at vi kan bidrage til at styrke de erhvervspolitiske indsatser på tværs af landet”, siger Mads Bruun Ingstrup, leder af Center for Bæredygtig Erhvervsfremme.

Forskellige temaer såsom vægtningen af generel kontra specialiseret erhvervsudvikling, behovet for og vigtigheden af partnerskaber samt koblingen mellem erhvervspolitik og andre kommunale politikområder blev diskuteret. Særligt to forhold blev fremhævet af forskerne som helt centrale i udkastet til erhvervspolitikken. Gladsaxes stærke fokus på partnerskaber med aktører i og uden for kommunen samt forståelsen af, at en kommune skal kunne varetage forskellige roller i erhvervsudviklings-øjemed, herunder sparringspartner, facilitator, myndighed og regional og national interessevaretager.

”Partnerskaber kan være nøglen til den viden- og ideudveksling, der skal til for at sætte skub i nye konkrete tiltag, der batter for såvel den enkelte virksomhed som for hele Gladsaxe Kommune. Det betyder dog, at kommunen i endnu højere grad skal påtage sig en ny og mere proaktiv rolle”, siger Majbritt Rostgaard Evald, lektor ved Center for Bæredygtig Erhvervsfremme.

Det er første gang, Gladsaxe Kommune har inddraget forskere i udarbejdelsen af deres erhvervspolitik, og forskernes viden har givet nogle gode vinkler på, hvorledes kommunens erhvervspolitik kan udformes.

”Det var meget interessant at få et forskerperspektiv på, hvordan vi tænker erhvervsudvikling i Gladsaxe med fokus på partnerskaber og bæredygtighed – og at få relevante input til, hvordan vi kan skærpe dette fokus, så det bliver endnu mere synligt, hvordan vi gerne vil samskabe med virksomhederne og aktørerne i kommunen”, siger Karen Brosbøl Wulf, erhvervschef i Gladsaxe Kommune og leder af Gladsaxe Erhvervsby.

Hvis din kommune kunne tænke sig lignende sparring vedrørende jeres nuværende eller kommende erhvervspolitik, er du velkommen til at kontakte centerleder Mads Bruun Ingstrup for at høre nærmere.


Redaktionen afsluttet: 15.02.2022