Fremtidens erhvervsfremme i Danmark
Konference om det danske erhvervsfremmesystem samlede 130 deltagere i Kolding
Den 29. august satte Center for Bæredygtig Erhvervsfremme, aktørerne i erhvervsfremmesystemet i stævne for at bringe dem endnu tættere sammen under devisen ’sammen er vi stærkere’. I alt deltog der 130 repræsentanter og der blev livligt diskuteret, hvorledes koblingerne mellem erhvervsfremmesystemets aktører og niveauer kan styrkes, for derigennem at sikre, at virksomhederne oplever en sammenhængende indsats.
Konferencen bød på en debatskabende keynote fra underdirektør Marc Perera Christensen fra Dansk Erhverv, som påpegede behovet for styrket professionalisme, transparens og koncerntænkning i erhvervsfremmesystemet. Hans oplæg blev efterfulgt af tre indsigtsfulde spotlights, der hver især satte fokus på vellykkede samspil i erhvervsfremmesystemet. Direktør Rasmus Holst-Sørensen (Næstved Erhverv) og projektchef Stefan Poulsen (Erhvervshus Sjælland) fortalte om kursussamarbejdet mellem Næstved Erhverv og Erhvervshus Sjælland, direktør Niels Erik Haug-Larsen (Erhvervshus Fyn) og direktør Søren Elmer Kristensen (Odense Robotics) redegjorde for samarbejdet mellem Erhvervshus Fyn og Odense Robotics, som blandt andet indbefatter fælles back office aktiviteter, og direktør Mads Sandemann (Erhvervshus Sydjylland) og direktør Morten Bjørn Hansen (Business Kolding) udfoldede samarbejdet mellem Erhvervshus Sydjylland og den lokale erhvervsservice i Sydjylland, og understregede i den forbindelse nødvendigheden af løbende koordinering. Konferencen sluttede med tre break-out sessioner om henholdsvis bæredygtighed, digitalisering, samt internationalisering og eksport, hvor synergier mellem de lokale, regionale og nationale niveauer af erhvervsfremmesystemet blev debatteret.
En af konferencens hovedkonklusioner var, at erhvervsfremmesystemet behøver et lokalt, regionalt og nationalt niveau, men frem for at diskutere snitflader skal der fokuseres på samspilsmuligheder, synergier og incitamentsstrukturer. Det vil gavne virksomhederne og samfundet, men også erhvervsfremmesystemet selv. I forlængelse heraf understreger Mads Bruun Ingstrup, leder af Center for Bæredygtig Erhvervsfremme, at det netop er centerets formål at nytænke erhvervsfremme, og at det nytter at bringe engagerede repræsentanter fra erhvervsfremmesystemet sammen for i fællesskab at sætte en retning for fremtidens erhvervsfremme i Danmark.