Hvorfor bliver vi ved at mangle mikrochips?

Hvorfor er der mangel på mikrochips?

Den globale produktion af halvleder-mikrochips har utilstrækkelig produktionskapacitet til at kunne opfylde den stigende globale efterspørgsel. Coronapandemien medførte lukning af globale produktionsfaciliteter og dermed et faldende globalt lager af halvleder-mikrochips. På den anden side stiger efterspørgslen på disse mikrochips på grund af de nuværende tendenser til elektrificering og digitalisering på tværs af alle industrier. Derfor konkurrerer flere og flere virksomheder om den begrænsede kapacitet af mikrochips, som de eksisterende halvlederfabrikker stiller til rådighed.

Kan du nævne nogle eksempler?

Eksempelvis har ”cryptocurrency mining” i den finansielle sektor for nylig ført til en stigning i efterspørgslen af grafikkort, men grafikkortproducenterne er nødt til at konkurrere om den meget knappe kapacitet fra deres halvlederproducenter. Resultatet er lav tilgængelighed og skyhøje priser på grafikkort. Vi kan i øjeblikket også se, at den lave tilgængelighed af chips fører til, at nogle virksomheder oplagrer og køber flere chips, end de har brug for, hvilket igen lægger mere pres på de globale forsyningskæder. Dertil kommer at tiltagende ekstreme vejrforhold, en brand i en japansk fabrik og forstyrrelser og forsinkelser i globale transportkæder efter corona bestemt ikke er med at løse situationen – tværtimod. De mere ustabile globale forsyningskæder har kun forværret problemet med mangel på chips, om end det ikke er den største hindring i den nuværende situation.

Hvorfor kan vi ikke få dem et andet sted fra?

Mens det globale halvledermarked er vokset betydeligt i løbet af de sidste årtier, faldt Europas andel af den globale halvlederproduktion betragteligt. Halvlederindustrien er nu domineret af nogle få globale aktører, der hovedsageligt er placeret i udlandet. Eksempelvis er Taiwan hjemsted for verdens to største producenter. Virksomhederne har ikke noget valg – de er afhængige af de få halvleder-støberier, som allerede arbejder på fuld kapacitet.

Hvorfor kan vi så ikke bare øge produktionskapaciteten?

Design og produktion af halvlederwafere er en ret kompleks proces. Eksempelvis kan teknologiudviklingen og chipdesignet tage op til tre år, og selve waferproduktionen kan nemt tage fire måneder fra start til levering. Kapacitetsopbygning kræver derfor know-how, høje investeringer og lange tidsperioder. Så investeringer i nye støberier i dag, vil først øge den reelle kapacitet om et par år.

Hvilke effekter har det på forskellige brancher?

Vi kan i øjeblikket se, at digitalisering og elektrificering er blandt de globale tendenser, der påvirker de fleste brancher. Det betyder, at produktionsvirksomhederne generelt har en tendens til at integrere og indlejre stadig flere elektronikkomponenter, såsom sensorer, aktuatorer, controllere eller processorer, i deres produkter, og dermed altså også halvleder-mikrochips. Effekten af chipmanglen kan derfor især ses på tværs af elektroindustriens førende markeder: byggeri, energi, mobilitet, sundhed og industri 4.0. Eksempelvis er udvidelsen af elektromobilitet og vedvarende energikilder i høj grad afhængig af tilstrækkelig chipforsyning. Mange producenter i disse sektorer kan i øjeblikket ikke overholde deres leveringsfrister eller er endda nødt til at stoppe produktionen på grund af manglende elektroniske komponenter. Tesla har for eksempel leveret biler uden USB-stik til deres kunder.

Hvad gøres der for at løse problemet?

Halvlederproducenterne er i gang med at opbygge kapaciteten på deres støberier, men manglen kan ifølge nogle prognoser vare indtil 2023. Chipmanglen ser dog også ud til at have ført til nytænkning af Den Europæiske Unions industristrategi. ”Teknologisk suverænitet” er blevet et af de nye buzzwords, man stadig oftere hører i Bruxelles. Det betyder også, at Europa-Kommissionen har til hensigt at bringe kompetencerne inden for chipfremstilling tilbage til Europa. Derfor har Kommissionen for nylig lanceret et såkaldt ”vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse (IPCEI)” med 32 virksomheder og forsknings- og teknologiorganisationer fra fire EU-medlemslande for at styrke den europæiske mikroelektronikindustri. Tiden må vise, om disse aktiviteter får væsentlig indvirkning på vores europæiske kompetencer og kapacitet inden for halvleder- og mikroelektronik-industrien på langt sigt, eller om vi fortsat vil være afhængige af amerikanske og asiatiske leverandører. Der synes – uanset hvad - ikke at være nogen kortsigtet løsning på chipmanglen.