Teknologi møder kunst: SDU-forskning med på 'Lundstrøms Evighedsblå'-udstilling på Brandts
En ny udstilling på Kunstmuseum Brandts i Odense kaster nyt lys over maleren Vilhelm Lundstrøms arbejdsmetoder og hans karakteristiske brug af blå farver; bl.a. takket været forskning fra NanoSYD ved det Tekniske Fakultet.
I en verden, hvor penselstrøg møder pixeldata, og hvor farvepigmenter blotlægges af avanceret teknologi, er Kunstmuseum Brandts i Odense trådt ind på scenen med en ny og anderledes udstilling. "Lundstrøms Evighedsblå," som åbnede den 9. maj 2024, kaster et nyt lys over den danske maler Vilhelm Lundstrøms arbejdsmetoder og hans karakteristiske brug af blå nuancer.
Udstillingen er resultatet af et innovativt samarbejde mellem kunstmuseet, Newtec Engineering A/S, Konserveringscenter Vejle og Syddansk Universitet (SDU), hvor kunst og teknologi er gået sammen for at afsløre skjulte lag af kunstnerens værker.
Forskerne har benyttet hyperspektral teknologi og andre avancerede analysemetoder til at afdække detaljer om Lundstrøms malerier, der tidligere har været skjult for det blotte øje. Hyperspektrale kameraer, udviklet af Newtec Engineering A/S, har gjort det muligt at identificere og analysere pigmenterne i Lundstrøms malerier uden at beskadige dem.
Interdisciplinært samarbejde
Via midler fra projektet TORCH, som delvist finansieres af Interreg Deutschland-Danmark og EU, har forskere fra SDU i Sønderborg kunnet byde ind med deres ekspertise.
”Det er sjældent, at vores forskning bliver udstillet på museum, så det er selvfølgelig noget, der får smilet frem. Derudover er det yderst tilfredsstillende at opleve, hvordan synergien imellem vores fagligheder har været med til at udvikle udstillingen, så den er endt med at se ud, som den gør,” siger Jacek Fiutowski, lektor ved Mads Clausen Instituttet på SDU og leder af TORCH-projektet, og uddyber:
”TORCH’s hovedformål, er, ved hjælp af teknologi ikke blot bevare kunst og kulturarv, men også gøre den mere tilgængelig og attraktiv for den brede offentlighed. Det synes jeg virkeligt, at vi lykkedes med i forbindelse med denne udstilling.”
Ny viden om Lundstrøms metoder
Ved hjælp af hyperspektrale scanninger har forskerne afsløret, at Lundstrøm eksperimenterede med forskellige blå pigmenter som ultramarin, koboltblå og preussisk blå.
Analyserne har også gjort det muligt at identificere moderne, syntetiske pigmenter som kobberphthalocyanin PB15 i nogle af hans værker fra 1940'erne. Museets gæster får nu mulighed for at opleve disse teknologiske opdagelser førstehånds, blandt andet ved at prøve hyperspektrale scannere og se eksempler på farvesnit fra Lundstrøms malerier.
Et glimt af fremtiden
På udstillingen "Lundstrøms Evighedsblå," kan gæsterne se, hvordan avanceret teknologi kan give nye indsigter i kunstnerens proces og de lag af kaos, der ligger under de færdige harmoniske værker.
"Det nye, samlede billede vi får af Lundstrøms arbejdsmetode viser, at selvom han har stræbt efter det malerisk harmoniske, så har vejen dertil været mere kaotisk og søgende, end vi kan se med det blotte øje,” forklarer museumsinspektør Ellen Egemose,
Denne tværfaglige tilgang til kunst og teknologi på Kunstmuseum Brandts er et eksempel på, hvordan samarbejde mellem ingeniører, konservatorer og kunsthistorikere kan føre til banebrydende opdagelser og bevarelse af vores kulturelle arv for fremtidige generationer.
Du kan læse mere om udstillingen her: https://brandts.dk/udstillinger/lundstroms-evighedsbla/