Racerløb: En sjov eksamen
Knap 70 ingeniørstuderende racede i dag om kap med deres selvdesignede scalextric-biler.
Næsten 70 2. semesters studerende fra Elektroteknik, Stærkstrøm, Robotteknologi og Fysik og Teknologi deltog i Pole Position-konkurrencen, der blev afviklet som del af en eksamen.
”Kort fortalt, så gælder det om at få de små selvkørende racerbiler til at køre hurtigst rundt på banen,” fortalte underviser Jan Pedersen og fortsatte:
”De studerende har alle brugt mikroprocessor og forskellige sensorer i udvikling af bilerne, men herudover har deltagerne fra Elektroteknik og Stærkstrøm anvendt elektromagnetisme, mens de øvrige hold har brugt måleteknikken strain gauges.”
Konkurrence motiverer
”Det er sjovt at dyste med klassekammeraterne. Det giver et andet aspekt og motiverer os til at give den en ekstra skalle,” lød det fra en af vinderne, Jacob Bom Madsen, der læser Elektroteknik.
”Vi har brugt lang tid på at forberede os. I de sidste to dage har vi arbejdet intenst på at justere og finpudse det sidste på bilen – men det har været super sjovt,” sagde han.
Se film fra dagen.
For mere information kontakt
Jan Pedersen, jpe@iti.sdu.dk/tlf. 6550 7392