Pengeregn over TEK-studerende ved årets Startup Night
Tre talentfulde startups hver fik 50.000 kroner i præmie ved årets Startup Night i Videnbyen i Cortex Park, heriblandt to virksomheder, der er udsprunget fra Det Tekniske Fakultet.
Et par hundrede mennesker deltog i SDU’s årlige Startup Night, der kulminerede med uddelingen af Best Startup Award.
Prisen gik til Oceanwide Seaweed, der består af studerende fra Det Tekniske Fakultet, som specialiserer sig i dyrkning af tang til havs. Virksomheden har et stort eksperimentelt areal i Limfjorden og arbejder på at udvikle tangen til at smage som bacon. Oceanwide Seaweed har bl.a. Goretex som samarbejdspartner og imponerede dommerpanelet med deres præsentation.
Der blev også uddelt to andre priser på 50.000 kr., sponsoreret af Møllerens Fond. Aris Robotics – ligeledes fra Det Tekniske Fakultet - vandt prisen Climate Hero for deres robotløsning, der sorterer affald bedre end mennesker.
”Først og fremmest var det dejligt med anerkendelsen. Vi brænder allesammen for bæredygtighed, og det er vores motivation til at gå på arbejde hver dag og bygge virksomheden op. Det er dejligt, at andre også kan se vigtigheden i det, vi arbejder med, og gerne vil hædre os -at der hører en stor check med, gør heller ikke noget,” lyder det med et smil fra Aris Robotics’ stifter og direktør, Sina Pour Soltani, som har studeret robotteknologi.
Soltani fortæller videre, at virksomheden for tiden er involveret i to pilotprojekter. Et projekt med en kommunal genbrugsplads, for at hjælpe besøgende med at sortere bedre, sat et projekt i samarbejde med en byggeplads, for at levere data på affald og give reel indsigt ind i det affald, der produceres realtime og 24/7.
”Det kan bruges til at optimere processer, sikre at flere materialer genanvendes, frem for nedgraves eller afbrændes, samtidig med, at det data kan bruges i ESG rapporter, som bliver et krav fra det nye år.”
Faktisk har Aris Robotics så rygende travlt, at der indtil videre ikke har være tid til at fejre prisen ved SDU Startup Night.
”Det blev ikke til mere end en highfive på selve aftenen og så tilbage på arbejde. Vi har til gengæld sat en dato i kalenderen, hvor vi skal fejre prisen og vigtigst; vores egen indsats i den seneste periode,” fortæller Sina Pour Soltani
Nordic Phantoms fik prisen Society Hero for deres løsning til simulering af indre blødninger. Alle prismodtagere har til hensigt at bruge pengene til yderligere udvikling af deres virksomheder.
Blandt de prominente gæster ved arrangementet var Danmarks "Mr. Wind Power", Henrik Stiesdal, der holdt tale, og superiværksætter Thomas Visti, der var formand for dommerpanelet. Dommerpanelet inkluderede også Nina Movin fra Otto Mønsteds Fond, som donerede de 50.000 kroner til den fornemste pris, Best Startup Award.