Skip to main content

Udfordring: Giv bud på nye forretningsområder på 24 timer

PDI-studerende gav værdifulde indspark til it-virksomheden Danoffice, da der blev afholdt 24-timers workshop på TEK.

Sidste uge bød på spændende udfordringer for 35 PDI-studerende. Den fynske virksomhed Danoffice havde sat de studerende, som læser Product Development and Innovation, i stævne på TEK. De studerende fik 24 timer til at komme med deres bud på forretningsområder, som Danoffice skal arbejde med i fremtiden. 

Kommende ansatte
Danoffice havde gjort sig flere overvejelser og forhåbninger i forhold til TEK-studerende:
"Vi ser fordel i at få et bud på vores fremtid fra unge, som ser med friske øjne. Og så er det også vigtigt at gøre opmærksom på sig selv som virksomhed i disse kredse. Vi ligger i Svendborg, og de studerende fra SDU skal kende til os. Vi skal tiltrække studerende, som kan være blandt fremtidens ansatte," lød det fra Henrik Wollesen, som er virksomhedens Global Sales Manager.

Skaber netværk
De studerende kunne også se gode grunde til at tage udfordringen fra Danoffice op.
"Du skaber en reel værdi for en virksomhed," sagde Søren Westh Matthesen, som er PDI-studerende på 6. semester.

"Samtidig får du vigtige kontakter, der kan være gode at have på hånden, når du skal ud og have et job. Netværk er nu om dage vejen til et job, da der nærmest ikke er nogen, som får jobs ved at reagere på et stillingsopslag længere," tilføjede Lasse Fanger Nielsen, PDI-studerende på 10. semester.

Innovative løsninger
En gruppe studerende fokuserede på Danoffices CSR-strategi, og det fandt Henrik Wollesen interessant. Virksomheden arbejder allerede med et recycling-program kaldet 'Protect Mother Earth', hvor miljøvenlig destruktion er højt prioriteret. De studerende tog udgangspunkt i tanken om et pantsystem, der kan sikre, at værdifulde IT-komponenter ikke går til spilde efter en forudbestemt brugsperiode, men udnyttes fuldt ud.

Løsninger til UG
Efter kåringen af vinderne var meldingen klar:

"Det har virkelig levet op til mine forventninger og endda mere til. Det var helt klart til UG, og det var ikke kun vinderholdets bud, der kan bruges i fremtiden. Alle grupper havde ideer, som vi på en eller anden måde kan bruge," sagde Henrik Wollesen.

"Vi ved, at der næsten altid er nogen af de studerende, der kommer til at lave noget for de virksomheder, vi arbejder sammen med her i studietiden. Og uanset så er arrangementer som disse værdifulde at have på sit CV, når man engang er færdiguddannet og skal ud og sælge sig selv på jobmarkedet," sagde Lasse Fanger Nielsen.


For yderligere information kontakt:
Søren Jensen, lektor og uddannelseskoordinator for PDI
Tlf.: 20251012
E-mail: soj@iti.sdu.dk

Om workshoppen
Samarbejdet er en del af VIIS-projektet, der faciliteres af Industriens Fond og IDEA Entrepreneurship Centre ved Syddansk Universitet. Målet med VIIS-projektet er at fremme samarbejdet mellem vækstorienterede små og mellemstore virksomheder og universiteternes studerende samt nyuddannede med afsæt i konkret samarbejde. Industriens Fond har bevilliget 3,1 millioner til projektet, som skal føre til innovationsprocesser i virksomhederne.

Redaktionen afsluttet: 12.02.2013